botox
Makeup & hudpleje

Kosmetiske behandlinger: Det får kvinder lavet

Engang var kosmetiske behandlinger noget, som kvinder fik foretaget i dybeste hemmelighed. Ifølge kosmetisk sygeplejerske Anna Helene Nedergaard fra Aleris Hamlet, er det dog ved at ændre sig. Læs, hvem den typiske patient er, og bliv klogere på, hvad de kosmetiske behandlinger som botox og restylane egentlig kan

Har du nogensinde overvejet at udglatte bekymringsrynken mellem brynene? Eller få fjernet næsefurerne og de nedadvendte mundvige, der gør, at du ser lidt sur ud? For få tusinde kroner og på få minutter kan du komme af med både furer og rynker. Og det ser ud til, at danske kvinder i stigende grad frivilligt vælger at lægge sig under nålen.

Kosmetiske behandlinger på tilbud
Hvor det for få år siden kun var kendisser og dem med pengepungen i orden, der fik lavet kosmetiske behandlinger, forholder det sig helt anderledes i dag. Faktisk er det blevet så almindeligt, at selv dealsites tilbyder halv pris på kosmetiske behandlinger.

Den stigende efterspørgsel mærker man også på Aleris Hamlets Hospitaler, hvor Anna Helene Nedergaard er kosmetisk sygeplejerske og udfører behandlinger.

Læs også: FEMINAs læsere: Sådan har vi det med vores krop!

- Selvom det stadig er tabu for nogle, er der flere og flere, der får lavet en kosmetisk behandling. Ofte er det stadig kun de allernærmeste i omgangskredsen, man lige vender det med inden, men vi har også kvinder, der kommer som veninder to og to med hinanden under armen, og så er finessen, at deres mænd ikke må vide noget om det. Det er lidt specielt, siger Anna Helene Nedergaard.

Rynker og furer
Men hvad får vi så fikset? Ifølge Anna Helene er det især tre ting, der irriterer danske kvinder:

- Den mest almindelige behandling, vi udfører, er bekymringsrynken mellem brynene, som man som udgangspunkt behandler med Botox, furerne ned langs næsen, som vi typisk behandler med Restylane. Og så de nedadvendte mundvige, som kan behandles med både Botox og Restylane. Ind imellem kræver det bedste resultat en kombination af de to behandlinger.

Læs også: Du kan snyde dig smuk på mange måder - se det store udvalg af shapewear i feminashoppen.dk

Til gengæld er der slet ingen karakteristika ved de typer, der vælger at få behandlingerne. Det er alt fra kassedamen til direktøren.

- Jeg vil nok skyde på, at den typiske kvinde er 40-50 år. Men man kan ikke sige, at det er en bestemt type. Det er alle slags typer i alle slags samfundslag, siger Anna Helene Nedergaard.

Én indsprøjtning med Botox på ét behandlingsområde koster ca. 2.400 kr., mens én sprøjte med Restylane koster ca. 3.700 kr. Men den relativt høje pris er tilsyneladende ikke nogen hindring for kvinderne.

- Faktisk er der nogen, der decideret har oprettet en opsparingskonto kun til formålet. Det er lidt skægt, siger Anna Helene Nedergaard.

 

Se mere om de forskellige behandlinger på aleris-hamlet.dk

 

Hvad er Botox?
Botox er et registreret mærkevarenavn på giftstoffet botulinum toxin type A. Det er den muskellammende effekt i giftstoffet, som udnyttes til at behandle rynker i ansigtet. Botox blokerer frigivelsen af et signalstof, som nerverne i kroppen benytter til at sende meldinger til bl.a. muskler om at de skal trække sig sammen. Den manglende frigivelse af signalstoffet fører til, at nerverne ikke får givet de beskeder til musklerne, som de skal, så musklerne derfor ikke trækker sig sammen. Effekten varer 3-4 måneder og behandlingen skal gentages flere gange om året. Effekten har dog en tendens til at vare længere, jo flere behandlinger man får, fordi musklerne bliver svagere af inaktivitet.

 

Hvad er Restylane?
Restylane er et fyldstof, som bruges til at forme hud og ansigt. Det virker ved at lægge sig i og udfylde ujævnheder under huden. Restylane er en rumopfyldende gel, som sprøjtes ind i eller under huden for f.eks. at behandle rynker, give fyldigere læber og forme kindben og hage. Produktet består hovedsagligt af hyaluronsyre, et sukkerkompleks, som blandt andet produceres i hud og brusk. Hyaluronsyre spiller en vigtig rolle for hudens vandbindende evne og gør den strammere og fastere. Effekten varer 6-12 måneder og skal følges op med nye behandlinger med jævne mellemrum.

Kilde: sundhed.dk