kvinde får gua sha behandling
Skønhed

Gua Sha-massage: Alt, du skal vide om den nye skønhedstrend

4. februar 2019
af Michelle Løvstrup Thejls
Redigeret d. 16 august 2021 Foto: Panthermedia
Måske har du allerede hørt om beautytrenden Gua Sha, der er spået til at blive den helt store trend. Men Gua Sha-massage er langt fra et nyt påfund i skønhedsindustrien. Faktisk er Gua Sha massage en mere end to tusind år gammel kinesisk behandlingsmetode, som nu har fundet sin vej til Skandinavien.

Skønhedsekspert Charlotte Torpegaard forklarer dig her alt, du har brug for at vide om Gua Sha-massage:

Hvad er Gua sha?

- Helt kort er Gua Sha et holistisk skønhedsritual og en to tusinde år gammel kinesisk ”massage” metode, hvor du bruger en speciel Gua Sha-sten, som typisk er lavet af sort jade eller bianshi sten, til at skabe flow i kroppen og stimulere bindevævet. Det gør du ved at massere eller ”skrabe” kroppen med stenen for på den måde at skabe flow og sætte gang i udrensningen af affaldsstoffer, forklarer skønhedseksperten Charlotte Torpegaard.

Derfor skal du ”skrabe huden” med en gua sha sten

- Det kan lyde lidt hokus pokus, at man kan mindske sin appelsinhud ved at massere sig selv med en sten, men det er faktisk ret logisk. I bund og grund har du en masse affaldsstoffer i din krop, og som kvinde sætter det sig tit på lårene i bindevævet. Ved at massere med stenen, løsner du affaldsstoffer og giftstoffer, som sidder fast. På den måde forbedrer du blodcirkulationen i kroppen og stimulerer lymfesystemet, som renser kroppen for giftstoffer.

gua sha sten

Hvorfor er det godt at stimulere bindevævet?

Forestil dig kroppen som en appelsin. Der er selve appelsinkødet, der er skrællen udenpå, som du kan sammenligne med huden, og så er der den hvide hinde imellem disse, som du kan sammenligne med bindevævet. Når denne hinde bliver tør, kommer der ujævnheder i skrællen. Det er det samme, der sker med alderen. Hvis vi ikke holder det i ave, bliver bindevævet strammere og mindre elastisk.

- Det flow i kroppen, som du kan skabe med gua sha, holder os sunde og stærke, og får os derfor til at se ungdommelige ud. Derudover mindsker det muskelspændinger, som kan danne linjer og rynker, og derfor kan regelmæssig brug også have en anti-age effekt, fortæller Charlotte.

Dokumentationen bag

Der er ikke mange videnskabelige studier, som dokumenterer effekten af Gua Sha-massage, men Gua Sha har ligesom bl.a. akupunktur været en anerkendt behandlingsmetode i den traditionelle kinesiske medicin gennem flere tusinde år.

Sådan bruger du Gua Sha-massage

Gua sha’en kan både bruges på kroppen og i ansigtet, men der er stor forskel på, hvordan du skal bruge den de forskellige steder. Især i ansigtet skal du være påpasselig. Du skal vide, hvad du gør, for ellers kan du komme til at trække i huden, og så bliver den slap – stik imod hensigten.

Gua Sha i ansigtet

- Først og fremmest er det vigtigt ALTID at bruge en god olie, når du skal give dit ansigt en Gua Sha-massage. Det er vigtigt, fordi du på den måde sikrer, at stenen kan glide ubesværet henover den fine ansigtshud, og på den måde undgår du at trække i huden. En creme vil typisk ikke være nok, fordi den tørrer for hurtigt ind i huden. Når du vælger din olie, er det også vigtigt, at det er en ren og økologisk olie, så du ikke tilfører affaldsstoffer, når du netop prøver at udrense dem. I princippet kan du bruge kokosolie eller olivenolie ude fra køkkenet. Derefter er det vigtigt, at du kører stille og roligt med din Gua Sha-sten, og at du holder blidt igen med den anden hånd.

Ved en Gua Sha-behandling i ansigtet er det essentielt, at du altid kører Gua Sha-stenen i en opadgående retning, siger Charlotte Torpegaard. De steder, man typisk vil massere med stenen, er kæbelinjen, kindbenene, øjenbrynene og det tredje øje, som er det punkt, du har mellem øjenbrynene.

- Kinesiske Gua Sha-eksperter anbefaler, at du altid afslutter med at køre henover det tredje øje (det er punktet mellem dine øjenbryn), fordi det siges at være kilden til evig ungdommelighed. Kør blot stille og roligt op og ned på punktet et par gange.

Gua Sha på kroppen

På kroppen kan man gå lidt mere til den, ligesom det også er valgfrit, om man vil bruge olie eller ej. Vælger man at bruge olie, er det, ligesom i ansigtet, vigtigt at bruge en ren og økologisk olie. Charlotte Torpegaard bruger selv sin Gua Sha-sten på tør hud.

- Typisk skraber du ikke på hele kroppen. Det er ofte meget lokalt, hvor man har behov for at bruge den. For de fleste vil det være på lårene, på ”mormorarmene” eller i nakke/skulder regionen, du skraber. Når du bruger din Gua Sha-sten på kroppen, skal du ”køre den” frem og tilbage i gentagne bevægelser. Du vil ofte føle en slags ”kløende” fornemmelse i huden, det betyder blot, at det virker. Du skal heller ikke blive forskrækket, hvis du får blå mærker eller prikker efter behandlingen. Det er blot det gamle blod, der kommer op til overfladen – mærkerne forsvinder i løbet af en lille uge. Har du tendens til let at få blå mærker, kan du være lidt blidere med stenen.

Charlotte Torpegaard påpeger, at det er vigtigt at huske at drikke et stort glas vand efter en Gua Sha-behandling, så du får skyllet affaldsstofferne helt ud af kroppen.

Så ofte skal du bruge Gua Sha

Ligesom med alt andet er Gua Sha-massage ikke en magisk mirakelkur, og derfor virker Gua Sha-stenen selvfølgelig ikke, hvis ikke den bliver brugt regelmæssigt.

- Det er bedst at gøre det til en vane, for den virker jo ikke i skuffen. Derfor anbefaler jeg, at du har den liggende fremme på sofabordet, så du kan bruge den, mens du måske alligevel sidder og ser fjernsyn. Hellere gøre det i 5 minutter på hvert ben under TV-avisen end at gøre det til et projekt. Så får du det ikke gjort. Gør det gerne i op til 10 minutter, 2-3 gange om ugen for at opnå den ønskede effekt.

Sådan vælger du den rigtige Gua Sha-sten

Stenen, der bruges til Gua Sha-massage kommer i mange forskellige former og i mange forskellige materialer, og det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvilken man skal vælge. I princippet kan man bruge låget fra et sylteglas eller anden lignende genstand, man har derhjemme, men det er ikke altid lige ”rart”. Typisk vil du kunne finde Gua Sha-sten i krystaller som jade, rosa kvarts, bjergkrystal eller ametyst. Hvis man tror på den lidt mere alternative tilgang, udsender hver krystal en bestemt type energi, ligesom den indeholder flere mineraler og sporstoffer. Det er dog vigtigt at være påpasselig, når man skal købe en Gua Sha-sten.

- Der er mange firmaer, som bruger kemikalier til at slibe stenene, så de bliver helt blanke og glatte i overfladen. Ofte er de også lavet af glas og ikke sten. Så forhør dig altid om produktion og etik, når du skal investere i en Gua Sha-sten. Hvor fristende de end kan se ud, når de ligger og skinner, så har ingen lyst til at gnide kemikalier på huden. Derudover har natursten strukturer, så ægte Gua Sha’er er sjældent helt ensartede og ensfarvede.

LÆS OGSÅ: Sådan får du din hud til at stråle

Forskellen på Gua Sha-massage og tørbørstning

- Tørbørstning går hovedsageligt på huden og lymfesystemet, det er derfor, du altid skal tørbørste mod hjertet. Tørbørstning er typisk et morgenritual, fordi det vækker kroppen. Men du kan ikke opnå de samme resultater med tørbørstning som du kan med Gua Sha’en, der går dybere i kroppen og masserer dit bindevæv. Her kan du få fat i nogle helt andre ting. Du kan sagtens kombinere tørbørstning og Gua Sha massage, hvis du har lyst. Så vil jeg anbefale, at tørbørstningen udføres om morgenen, og Gua Sha behandlingen om aftenen.

Om Charlotte Torpegaard

Skønhedsekspert Charlotte Torpegaard står bag skønhedsbloggen ilovebeauty.dk, hvor hun bl.a. skriver om og også sælger sine egne gua sha sten.

Du kan finde et hav af forskellige og fine Gua Sha-sten i flotte pastelfarver hos ilovebeauty.dk.

Kilde: Ilovebeauty.dk, Amazingspace og Crystallab.dk

Læs også