Det gør søvn for sin sundhed
Sundhed

Dét gør søvn for din sundhed

1. februar 2010
Birgitte Nymann
Sidst redigeret d. 24. juli 2023 (udgivet første gang d. 1. februar 2010) - Foto: iStockphoto
En krop, der ikke får sin søvn, vil unægtelig fungere lidt dårligere end en, der gør. Har du forskellige skavanker fx overvægt, oppustethed eller nedtrygthed, så se din søvn efter i sømmene.

Mangel på søvn kan gøre dig tykkere på maven, give dig stress, sygdom og dårlig fordøjelse og oven i købet forhindre dig i at blive lykkelig. Næsten halvdelen af os danskere har søvnproblemer, og mange flere sover ikke nok. Så læs her, hvordan du får en perfekt søvn.

1. Søvn sikrer overlevelse

Søvn er en fysiologisk nødvendighed. Og vil du være sund helt indefra og ud, så er tilstrækkeligt med søvn nødvendigt. Det har afgørende betydning for din evne til at restituere, for dit immunforsvar og for funktioner som hukommelse og indlæring.

2. Søvn slanker

Risikoen for at blive overvægtig er mere end 5 gange så stor, hvis du ikke sover nok, sammenlignet med dem, der sover nok. I dag sover vi i gennemsnit 1-2 timer mindre, end vi gjorde for 50 år siden. Sommeren var tidligere lig med årstiden med masser af mad i naturen og ikke mindst en masse kulhydratholdige fødevarer som bær, frugt og korn. Det kunstige lys, vi lever i nu, får os derfor til at spise flere kulhydrater.

3. Søvn for en sund krop

Når der skæres i søvnmængden, amputeres og afbrydes en hel masse komplekse og vigtige processer, der ellers finder sted, når du sover. Står det på gennem længere tid, kan det få alvorlige konsekvenser, bl.a. øges risikoen for at få type-2-diabetes og blodpropper. Man har påvist, at der sker en forskydning i kroppens appetitregulerende hormoner, når man får for lidt søvn. Mangel på søvn øger bl.a. koncentrationen af kortisol, som er vores hovedstresshormon. Og kortisol øger appetitten, når det er til stede længe ad gangen, som det vil være i perioder med for lidt søvn, så man igen spiser mere.

4. Søvn forhindrer oppustet mave

I nattetimerne "renser" kroppen hele systemet. Søvnen er medvirkende til at restituere tarmsystemet, som indeholder omkring to kilo bakterier. Og når søvnmængden reducereres, får kroppen ikke ro til at få balance i forholdet mellem de gode og de dårlige bakterier.

5. Søvn bevarer immunforsvaret

I en videnskabelig undersøgelse kiggede man på de naturlige dræberceller, som er en del af det immunforsvar, der angriber bakterier, virus og svulster. Forsøgspersonerne sov omkring 8 timer i de første fire nætter. Den femte nat vækkede forskerne mændene kl. 3 om natten og holdt dem vågne derefter, og de fik altså fire timer mindre søvn end ellers. Reduktionen af søvnmønsteret nedsatte aktiviteten af de naturlige dræberceller med mere end 25 procent den følgende dag.

6. Søvn sikrer lykke

I de første 4 timer af din søvn restituerer kroppen. I de resterende timer er det den psykiske/mentale restitution, det der gælder. Så hver gang du sover for lidt, går det ud over præcis den del af søvnen, hvor du henter alt dit psykiske og mentale overskud, din kreativitet, din livsglæde og dit overblik.

Gode råd til sund søvn

  • Sov 8-9 timer om natten, om sommeren kan du klare dig med mindre
  • Sov optimalt mellem kl. 21 og 07 om morgenen
  • Vær udendørs i minimum 20 minutter dagligt
  • Motionér dagligt
  • Mørklæg dit soveværelse
  • Flyt mobiltelefon og andre elektriske apparater, så de står minimum 1½ meter fra dig
  • Brug en god hovedpude, der formes efter din nakke og dit hoved
  • Se ikke fjernsyn, lige inden du skal sove
  • Vær mæt, men ikke overmæt, når du lægger dig på puden
  • Spis fedt, protein og lav-glykemiske kulhydrater inden sengetid, hvis du skal spise noget
  • Tøm dit hoved, inden du går i seng

Læs også