https://imgix.femina.dk/media/f2a5706b93144ffc99c7e4ae17e3d22a.jpg
Krop & velvære

3 lynveje til mere energi

15. oktober 2008
af Anne Grete Belmandani
Foto: Colourbox
Tre gode energitips – og der varsles hverken træningstøj eller høj puls. Sæt dig godt til rette i din yndlingsstol – ved hjælp af din uovertrufne hjerne kan du med lidt øvelse booste dig til uanede niveauer af energi! Få hjernen til at hjælpe dig med at indføre overskudsvaner – og snyd mageligheden ved at tænke svært og smart

1. ENERGITIP: Tal pænt til hjernen

  • Få indsigt i den sorte kasse i bevidstheden, som rummer svaret på, hvordan du bærer dig ad med at handle på det, du ved, der skal til. Det får du ved at være opmærksom på følgende: Dine tanker bliver til følelser, og følelserne skal du handle på.
  • Sørg for at fodre din hjerne med tanker, spørgsmål og sætninger, der ikke saboterer din vej, men derimod giver dig svar og gode følelser, som du kan bruge til noget, der støtter dig og kører dig direkte i mål!

Eksempel på typisk ikke-motiverende tankespørgsmål: Hvorfor er jeg så fed?
Hjernen svarer:
Fordi du har tusind undskyldninger for at undgå motion, konsekvent springer over, hvor gærdet er lavest, og alt for tit køber usund takeaway ...
Resultat:
Hmm ... så har du i hvert fald fået læst og påskrevet. Men kan du bruge det til noget - ud over at det har givet endnu et hak i selvtilliden og i hvert fald ikke noget positivt udslag på hverken badevægt, energi eller humør?

Alternativ energi-"take action" - NU:
Stil hellere dig selv et spørgsmål, der kalder på en positiv løsning: Hvad kan jeg gøre i dag og resten af ugen for at bevæge mig mere, få mere energi og have det endnu bedre med min krop?
Hjernen svarer:
Lige nu kan du tage den frosne kylling ud af fryseren, så du kan lave en sund omgang middag i aften. Og her til eftermiddag kan du ringe på døren hos naboen og høre, om I ikke skal begynde at gå de aftenture, I har talt om i så lang tid. (PS: Husk at aftale et par faste dage om ugen eller fra gang til gang).
Resultat:
Dine nye, løsningsorienterede spørgsmål sætter hjernen i gang med at finde løsninger, og umiddelbart giver det dig positive følelser, som får dig til at handle ("just do it!"), så du kommer nærmere dit mål: Sundhed og mere energi. Sidegevinsten er øget selvværd: Det, du tænker, gør du faktisk. Velkommen til en god cirkel, hold den ved lige, og bliv ved med at fodre din fantastiske hjerne med endnu flere løsningsorienterede spørgsmål, der fører til dejlig og forløsende handling!

2. ENERGITIP: Sørg for at vande din krop

Denne er næsten for nem. Tænk, at vi blot ved at drikke de daglige omkring 1½ liter vand kan give os selv mærkbart mere energi! Udfordringen er oftest at huske det. Og det kan du gøre ved at sørge for ikke at glemme det ...

Energi -"take action" - NU:
• Gør det visuelt, og hæng sedler op med teksten: "Jeg drikker vand for min sundhed og mit overskud" i køkkenet, i badeværelset og på dit skrivebord.
• Sig sætningen højt eller inden i dig selv, når du ser den.
• Stil glas eller plasticbægre op ved samtlige vandhaner i huset og på arbejdspladsen, og du vil igen og igen blive mindet om at tage en tår.
• Vær kreativ - næsten alle tricks er tilladt i sundhedens og energiens tjeneste.
• Hyg dig med at klippe billeder ud, tegne eller male portrætter af smukke vandglas og -flasker, og hæng dem op på strategiske steder, så du får mindet dig selv om at holde væskebalancen i form.
• Brug energi - og få dobbelt tilbage

3. ENERGITIP: Brug energi - og få dobbelt tilbage

I takt med globalisering og højteknologi kan vi - hvis vi ønsker det - leve et mildest talt mageligt liv. Og jo mindre vi bevæger os, des mindre energi får vi, og desto mindre lyst får vi til at bevæge os. Modsat gælder det, at jo mere vi bruger vores krop, jo mere får den lyst til at blive brugt. Og når vi bruger vores krop rigtig meget, bugner den af energi og nærmest skriger på at blive brugt! Kom ind i den gode cirkel - trods højteknologi og umiddelbare genveje, og læg ud med at gøre det rigtig, rigtig svært for dig selv.

Energi-"take action" - NU:
• Gør det til en leg og en livsstil at gøre det besværligt for dig selv.
• Når du sidder midt i familieselskabet eller derhjemme i sofaen, og du opdager, der mangler mælk til kaffen - i stedet for at dukke dig, så rejs dig fluks op og sig: "Det ordner jeg!"
• Og glæd dig over, at i sidste ende er det dig, der troner på energibarometret, og ikke dem, der drog et lettelsens suk og holdt sig flydende i sofaen ...

Læs også