https://imgix.femina.dk/media/31b4a525cb974b17b0e318f848db5fb0.jpg
Rejser

Storslået ferie i Vietnam

2. november 2009
af Sus Falch
Det er nemt at falde for Vietnam. For landet tager imod alle interesserede rejsende med smil, smukke landskaber og kultur-oplevelser, som strækker sig fra små landbobefolkninger til millionbyerne Hanoi og Ho Chi Minh City.

Som et langt bølgende dækken strækker et af asiens mest uspolerede rejselande sig over 1.700 km fra nord til syd langs Tonkin-Bugten og dernæst det Sydkinesiske hav.

Selv om landet med naboerne Laos og Cambodia mod vest og Kina i nordøst visse steder er bare 75 km bredt, er der ubeskriveligt meget at se på fra Hanoi i nord og Ho Chi Min City i syd.

Millionby med knald på

Et af de steder, hvor udviklingen virkelig har fart, er så afgjort Ho Chi Minh City, der er størst, men ikke hovedstad.

Ho Chi Minh City, kaldes af de lokale stadig ikke andet end Saigon, og er egentlig navnet på de to bydele - Cho Lon og Saigon, der fik fællesnavnet efter Syd- og Nordvietnams genforening i 1975.

Cho Lon betyder det store marked på kinesisk, og rent faktisk var bydelen i kolonitiden center for områdets rishandel.


  • God rejseinfo
    "Turen går til Vietnam" til 140 kr., som er 2009-version fra Politikens Forlag, www.vietnamtourism.com, www.vietnamtourism-info.com og www.davifo.dk

  • Sådan rejser du
    Med rutefly via Singapore el. Bangkok til Hanoi i nord eller Saigon i syd. Bestil rejsen i god tid, i nogle tilfælde ½ år forud, hvis du er interesseret i noget bestemt.

  • Handicappede
    Mange af oplevelserne og transportformerne gør rundrejse i Vietnam besværlige for handicappede.

  • Prisniveau
    Billigt, og rejserne fås i mange prislag.

  • Drikkevand
    Drik kogt vand eller vand på flaske og den sunde grønne te, som vietnameserne gerne selv nyder.

  • El
    230 volt, adapter er nødvendig nogle steder.

  • Valuta
    1 kr. er 3333,33 vietnamesiske dong, som købes i Vietnam.

  • Pas og visum
    Visum på Vietnams ambassade eller via din rejsearrangør. Pas gyldigt til min. seks mdr. efter hjemrejse.

  • Vaccinationer
    Stivkrampe og smitsom leverbetændelse. På nogle tidspunkter fordrer højlandet, sumpede områder og storbyer - minus Hanoi - malariaforebyggelse. www.vaccination.dk

  • Rejsetidspunkt
    Klimaet varierer meget gennem landet og fra bjerge til kyster og deltaer. Men bortset fra f.eks. august, hvor det kan regne i dagevis kan landet gæstes året rundt, når bare man ikke forskrækkes af et par byger. Efteråret er smukt.

  • Tjek på vejret
    www.wunderground.com finder du vejrudsigten for 25 vietnamesiske byer og en flere-døgns prognose.

  • Dansk rejseleder
    Mange rundrejser er med dansk rejseleder.

  • Vegetar-mekka
    Vietnamesisk kogekunst har utallige retter med bl.a. grøntsager og tofu at byde vegetarer på.

  • Lommetyve
    Vietnam er et fattigt land, så pas på dine ting i trængselen.

  • Nye briller
    Husk din synstest og få nye billige briller i f.eks. Saigons optikergade, Le Thanh Ton Street.

  • Husk at pakke
    Gode vandresko/sandaler, solbeskyttelse, evt. mavestoppende middel, lille rygsæk/skuldertaske, solbeskyttelse, let ferietøj og evt. regntøj eller paraply til en byge.

  • Shopping i Saigon
    Gedigent udvalg af håndværk og stof i Dong Khoi Street. De Tham Steet har et billigere udvalg af tøj, stof, cd'er m.m. Turistgaden over alle, Le Loi Street, ligger i distrikt 1 - byen har i alt 12.

  • Værd at købe
    Smukke silkeblomster, silke i metermål, briller, solbriller, skræddersyet tøj, vietnamesiske hatte og lakarbejder.

I dag er bydelen med sine myldrende gader, farvestrålende pagoder og templer et besøg værd. Skal du selv finde vej, så går bussen fra Me Linh-Pladsen i Saigon.

Husk også, at Ho Chi Minh City er berømt for sine mange cafeer og gamle kaffehuse, hvor man bør give sig selv en stund til at opleve livet og omgivelserne og nogle af de mange kaffevariationer, der findes på selv de mindste steder.

Kaffe med is, kaffe med kondenseret mælk, sort kaffe og mange flere skænkes med glade smil til alle kaffetørstige.

Saigon - storby med kontraster

Saigon er derimod den ærkevietnamesiske del af byen tilsat franskmændenes kolonitidsbyggerier.

Fra tidlig morgen er der så meget trafik og mylder i byen med ca. 10 mio. indbyggere, at mange rejsende vil have sig den frabedt i længere tid end det tager at opleve højdepunkterne.

Indkomsten er fire gange højere end landsgennemsnittet, og det præger bybilledet med både motorcykler, smarte biler, internationale modehuse og nyrige.

Mærkevarer til favørpris

Vil du have en særlig shoppingoplevelse så prøv shoppingcenteret Thuong Xa Tax, som bogstaveligt talt sælger internationale mærkevarer som Triumph, North Face, Nike og mange flere til introduktionspriser.

Og kvaliteten er ægte nok, der er tale om lokale markedsføringspriser.

Historiske hits

Kultur og historie fylder ikke meget i den moderne Ho Chi Minh City. Men overvej Jadekejserens Pagode og Cu Chi-tunnelerne 40 km nordvest for byen, gravet af modstandsfolk og benyttet under krigene mod først franskmændene og siden amerikanerne.

Prøv den sejlende markedsplads

Rigtig mange rejsende fascineres også af et besøg på Sydøstasiens største flydende marked Cai Rang, og Hovedpostkontoret, domkirken, uafhængighedspaladset, og Museet for krigsforbrydelser er andre attraktioner, i Ho Chi Minh City, som kan indlemmes i rejseplanen.

Historisk vingesus i Hanoi

Udviklingen og nutiden former også Hanoi. Virksomheder og industrier gnaver sig ind på det frugtbare deltas dyrkede områder, og befolkningen vil lige så gerne her som andre steder, være med på det nye.

Men Hanoi er stadig byen med det fortryllende gamle hjerte hvor kolonitidsarkitektur, smalle gader og endnu smallere gyder, skaber en hyggelig stemning.

Her er heller ikke knald på trafik og musik til langt ud på natten, om man vil.

Landsfaderens museer

Alt er naturligvis svært at få tid til, men kulturelle højdepunkter byder sig i høj grad til i Hanoi.

Ho Chi Minhs Mausoleum og hans pælehus bag det præsidentpalads, han nægtede at bo i og kun brugte til møder og statsbesøg, er besøg værd.

Husk tækkelig påklædning til mausoleums-besøget.

Giv dig tid i Hanoi

I Hanoi skal man også have tid til bare at slentre rundt i den gamle bydel, måske kigge nærmere på lidt nyt tøj af silke, der også kan sys på mål på rekordtid, spise, dvæle ved Hoan Kiem-søen og suge stemningen til sig.

Selv om de færreste får mulighed for at opleve landets berømte vanddukketeater helt autentisk ved en landsbysø, er alternativet i Hanoi med de fantastiske dukkeførere, der stå i vand til livet, en god oplevelse.

Skærgårdens magi

Fra Hanoi er der ikke langt til den storslåede oplevelse, det er at sejle i Ha Long-bugten med et fantastisk panorama af høje kalkstens-øer.

Overvej et krydstogt med et af de store træskibe, der sejler som små eksotiske hoteller i bugten og lader dig nyde både aftenstemning, god mad og andre rejsende ad vandvejen.

Kejserlige hemmeligheder

Det centrale Vietnam er virkelig en guldgrube af historie, for her ligger bl.a. den kejserlige by Hue, hvor over et dusin kejsere herskede over det centrale Vietnam fra den forbudte Lilla By.

En sejlads på Duftenes flod, som Hue ligger ved, kan også anbefales.

Det er jo imidlertid ikke kun kejserlig pragt, som kan betage. Mindre kan også gøre det, og gør det i form af byen Hoi An, som UNESCO uden tøven kalder Vietnams smukkeste by med hyggelige småbutikker og fint kunsthåndværk.

Læs også