https://imgix.femina.dk/media/0c2830f8c9b044b9836877e7d1c1a059.jpg
Rejser

Berusende ferie i Champagne

28. september 2009
af Sus Falch
Den boblende trekant omfatter byerne Épernay, Reims og Châlons-en-Champagne med Champagne regionens bedste marker og champagneproducenter. Mange snupper bilen til Frankrig, for så er der plads til nogle af de gode flasker med bobler i bagagerummet. Overvej at tage cyklen med, så du kan køre omkring på den tohjulede og nyde smagninger og gode måltider med drikkevarer, som måske ikke holder dig helt promillefri.

Der er ikke langt mellem champagnehusene og byerne, som typisk ligger med få kilometers mellemrum, så det er overskueligt at cykle.

De bedste kvindetips:

  • Markeder
    Reims har markeder ugen igennem, og du finder oversigten på byens webside under aktiviteter.

  • Bryllupsmuseum
    På 1 rue d'Avize i Oger, kan du besøge et skægt museum om bryllups- og champagnetraditioner i Frankrig i det 19. århundrede. Her er også kælderbesøg og smagning.

  • Gode brochurer
    På Reims turistwebside kan du hente brochurer om alt fra champagnehuse til gode restauranter m.m.

  • Husk at pakke
    Solbeskyttelse, tøj til skiftende vejr, hvis du vil vandre og cykle.

  • Handicappede
    Mange seværdigheder og champagnehuse har adgang for kørestolsbrugere, i nogle tilfælde skal man blot vide besked i forvejen.

  • Tag champagnetoget
    Fra 29 rue de L'Eglise i Chamery kan du tage en 40 min. tur med et lille champagnetog gennem vinmarkerne, mens du hører om historie og produktion.

  • Turistkontorer
    Epernay, 7 avenue de Champagne og Reims, 2 rue Guillaume de Marchault.

  • Logi
    Kig efter tilbud på www.franceguide.com, samt byernes og områdernes turistwebsider i vores webliste eller brug en dansk rejsearrangør.

  • Info før rejsen
    Du kan hente brochurer hos Frankrigs Turistråd, Tolbodgade 18, st. th., man-tors 10-16 og fre 10-15, tlf. 33 11 49 12.

  • Jul og bobler
    I december er champagneregionen julehyggelig med julemarkeder og masser af stemning.

  • Undgå høsten
    Rejs ikke i høsten, hvis du vil opleve stederne mest afslappede og at champagnehusenes ansatte har tid til at tale med dig.

Det er også overkommeligt at flyve til Paris og så f.eks. tage toget til en af de to champagnehovedbyer, Reims og Épernay og komme rundt med lejede cykler, bus, tog o.a.

Cykelferie på floden

Marne er en 520 km lang biflod til Seinen, der løber gennem Paris, og Marne er sejlbar de nederste knap 200 kilometer fra dens udløb i Seinen og til champagnebyen Épernay.

Det har Ruby Rejser benyttet sig af, og lavet en flodbådscharter, hvor du kan gå om bord på flodbåden MS Fleur med cykel og pikpak, og på den måde begive dig roligt og afslappet frem gennem landskabet fra Paris til Reims, eller den modsatte vej.

Du rejser individuelt og får et detaljeret cykelprogram til turene.

En stor del af oplevelsen i Champagne regionen er jo rejsen gennem vinmarkerne og de små hyggelige byer, kirker og klostre, der skaber de maleriske ferieomgivelser, som området er så kendt for.

Épernay og omegn

Men det er også værd at huske, at ikke kun Reims har historisk værdi.

Egnene omkring Dormans umiddelbart før Épernay, når du har Paris i ryggen, har mange mindesmærker fra 1. Verdenskrig samtidig med, at du står på tærskelen til det rigtige champagne-område.

Champagnens hovedstrøg

Épernay har ikke mange historiske bygninger, til gengæld kan man slentre ad intet mindre end en champagneavenue kantet med nogle af verdens mest kendte champagnehuses majestætiske bygninger fra det 19. århundrede.

I 1994 blev de udnævnt som et af de 100 mest bemærkelsesværdige smagfulde steder i Frankrig.

Under gadeplan ligger mere end 100 km champagnekældre hugget ud i kalkstensundergrunden, som det perfekte udviklingssted for millioner af fyldte champagneflasker.

Betingelserne for besøg og smagning i de enkelte huse, finder du ved at stikke hovedet indenfor på byens turistkontor og på www.ot-epernay.fr.

Byens champagnemuseum, der ligger på Champagnehuset Castellanes jorder, 57 rue de Verdun.

Den berømte munk

Fra Épernay og de kendte champagnehuse som Moët et Chandon og Mercier er der bare 5 km til byen Hautvillers med kirken L'Eglise Saint-Sindulphe, hvor den franske champagne-munk dom Pérignon ligger begravet.

Beviserne for at han opfandt champagnen er nu spinkle, for opbevaring af mousserende vine med bobler kræver nemlig både en effektiv prop og flaskeglas, der kunne tåle det høje tryk fra vinen.

Og her havde englænderne 30 års forspring for franskmændene i form af både stærkt kulfyret glas og korkproppen.

Champagnecruise

Har du efter et besøg i Dom Pérignons begravelseskirke lyst til at lade dig transportere og forkæle kan du smutte til Cumières fem km fra Épernay og gå om bord på hjuldamperen Le Champagne Vallée. Den sejler halvandens times flodkrydstogter med mad og musik hhv. kl. 9.30, 15.30 og 17.00, når der er minimum 12 gæster. Bestil plads i forvejen.

Snup en champagnerute

Den ultimative turguide til Champagne regionens huse er www.tourisme-en-champagne.com. Her er der forslag til såvel ruter i dalen som bjergene, og lister plus links til de champagnehuse der ligger der.

Champagnehovedstaden

Reims er provinshovedstad i Champagne regionen 1½ times kørsel nordøst fra Paris, og et charmerende bekendtskab, der byder på både champagnehuse, attraktioner på UNESCOs verdensarvliste og historiske art deco husfacader, der gør en tur gennem visse bydele særligt interessant.

Den flotte katedral

De fleste vil sikkert imponeres af den enorme katedral, der fra middelalderen og frem til 1825, var kroningskirke for alle de franske konger og kejsere.

Og op til lac du Der-Chantecoq kan du opleve de meget specielle champenois bindingsværkskirker i romansk og renæssance stil med pudsige tårne og næsten eventyragtig fremtoning.

Har du lyst til mere pragt, så besøg Tau paladset, der har såvel smukke sale fra middelalderen og den flaske med hellig olie, som blev brugt til kongekroningerne i domkirken.

Museumsfyrtårn

Ligesom Épernay har Reims også champagnekældre under byens overflade, hvor ikke mindre end 120 km gemmer på de boblende flasker. Og ligesom Épernay blev Reims hård medtaget af 1. verdenskrig, hvor befolkningen søgte beskyttelse i champagnekældrene.

Der findes også et vinmuseum i byens nærhed. Det er bare at køre til Verzenay med kurs mod det kombinerede fyrtårn og vinmuseum.
Der er også guidede ture i byer og champagnehuse, som du kan finde vej til via turistkontoreres og deres websider.

Læs flere rejseguider her

Læs også