Find badetøj der klæder din kropstype
Stil

Vælg det rigtige badetøj til din kropstype

3. juli 2018
af Christina Forsberg
foto: Panthermedia, PR
Uanset om du hopper i det salte hav eller slænger dig ved poolen, er det rart at have badetøj på, der klæder din kropstype. Få gode råd - og en lille peptalk - her.

Er du pæreformet? Æble? Eller har du timeglas-figur? Kender du din kropstype, er det nemmere at finde det perfekte badetøj og komme af sted på den strandtur eller ned til poolen. Men hvor tosset det end kan lyde, er det ikke alle, der ser frem til dette. For mediernes – også de sociale mediers – budskaber som nogenlunde lyder sådan her: ”sådan kommer du i form til badetøjet”, ”gør din krop klar til stranden” eller ”sådan får du en strandkrop”, kan give følelsen af, at kun en særlig (slank og veltrænet) krop bør vise sig i det afslørende badetøj. Og er din mave så blød som de skumfiduser, vi griller over bålet, bør du overveje, om en bikini nu også er noget for dig. Ja, om du overhovedet bør vise dig offentligt på en strand.

Hold. Nu. Op. En strandkrop betyder, at du har en krop og tager på stranden. Punktum. At du nyder solen, luften, bølgerne, mågernes skrig, får sand mellem tæerne og en kølende svømmetur akkurat som alle andre. Men selvfølgelig skal vi have noget lækkert og velsiddende badetøj – for jo mere du føler dig komfortabel i dette, desto mindre spekulerer du over tossede og urigtige strandregler.

LÆS OGSÅ: Den ultimative-kropstype guide: Sådan klæder du dig efter din figur

Kend din kropstype - og giv den gas i dit badetøj

For stylecoach og blogger, Mariann Louise Ørum Jensen, kendt som Curvylicious (curvylicious.dk), ligger det år tilbage, at hun bekymrede sig om sin størrelse. I dag går hun i det, hun har det godt med, og som hun kan lide. Og hun glæder sig til, at strandsæsonen begynder! Den flotte, rødhårede kvinde er en str. 52 og 90H i bh-skål, så hun ved alt om, hvordan kurverne bliver klædt bedst på til stranden. Men allerførst kommer hun dog med en opfordring:

- Prøv at slutte fred med din krop, og bare giv den gas! Selv vælger jeg det badetøj, jeg synes, er allerflottest og eneste krav er, at jeg vil have en god, bred trusse for at støtte min mave. Men jeg vil også sige, at jeg synes, det allervigtigste er, at du kommer af sted på den strandtur. Og at du derfor bør vælge det badetøj, du føler sig bedst tilpas i, og som passer til din kropstype. Du skal ikke ligge under for et pres om, at du partout skal have en bikini på. Der er andre valgmuligheder. Jeg kan også anbefale, at du søger råd og vejledning hos en professionel i en butik. Hun er vant til at se på mange forskellige kropstyper og kan råde dig til den helt rigtige pasform.

LÆS OGSÅ: Plus size-bloggernes bedste hemmeligheder til badetøjs-shopping

Mariann Louise er vant til at style kvinder med kurver, og hun kommer her med sine bedste råd til den pæreformede, æbleformede og timeglasformede kvinde, når hun skal vælge badetøj

TJEKLISTE TIL DEN ÆBLEFORMEDE

Vælg evt. en tankini med empiresnit. Den giver god støtte til barmen og illusionen af lidt talje. Vælg også gerne trusser, der går lige under navlen, men stadig yder god støtte.

https://imgix.femina.dk/final_aebleformet_bikini.jpg

1. Bikini fra plaisir.dk. Top fås i str. 80-100 C-H til 349 kr, trusse i str. 40-50 til 229 kr. 2. Tankini fra swimsuitsforall.com til ca. 352 kr. Fås i str. 38-54. 3. Tankini fra plaisir.dk til 679 kr. Fås i str. 42/44-54/56

TJEKLISTE TIL DEN PÆREFORMEDE

Få gerne fokus og blikfang på barmen, dvs. du kan vælge en bikini-top med fylde, farver og/eller mønster. Ønsker du lidt brede badebukser og hotpants, så vælg evt. nogle, som kan ”rynkes” lidt i siderne.

https://imgix.femina.dk/final_paereformet_badetoej.jpg

1. Bikini fra Ellos Plus Collection til 119 kr. for trusse, der fås i str. 42/44-58/60 og top til 174 kr. Fås i str. 115 B + C. 2. Bikinitop fra Pour Moi (zalando.com) til 299 kr. Fås i str. 70 C-80 DD. 3. Bikinitop fra Seafolly (Zalando.dk) til 699 kr. Fås i str. 8XF-42XF. 4. Trusse fra Rip Curl (Zalando.dk) til 299 kr. Fås i str. XS-XL. 5. Trusse fra Pour Moi (Zalando.dk) til 179 kr. Fås i str. 36-46.

TJEKLISTE TIL DEN TIMEGLASFORMEDE

Her gælder det om, at understrege din flotte talje, så vælg gerne en højtaljet trusse eller en tætsiddende badedragt.

https://imgix.femina.dk/final_timeglas.jpg

1. Badedragt fra Junarose til 449 kr. Fås i str. 44-54. 2. Badedragt fra H&M+ til 249 kr. Fås i str. 44-54. 3. Badedragt fra Ellos Plus Collection til 249 kr. for toppen, der fås i str. 85 B-110 E og trusser, der fås i str. 38/40-54/56.

...OG TJEKLISTE TIL DEN STORE BARM

Find en bikini-bh med god støtte, dvs. med støbt skål eller bøjle for bedre pasform og brede stropper, så de ikke borer sig ind i skuldrene. Husk, at vil du gerne fjerne fokus, bør du vælge én i nedtonet, gerne ensfarvet og til gengæld en mønstret underdel. Men er du glad for din fyldige barm, kan du vælge mønster, frynser og farver og evt. en med halterneck.

...OG TJEKLISTE TIL DEN LILLE BARM

Du kan bære en trekants-bh med fordel, hvis du er glad for din lille barm. Ønsker du, at den skal syne større, kan du finde en overdel med fyld, gerne mønstre og farver og evt. frynser.

Læs også: Se videoen: Denise Bidot og Ashley Graham i badetøjskampagne - helt uretoucherede!

Læs også