Sofie Hagen
Elsk din krop

Sofie Hagen: ”Jeg kan sagtens passe hårelastikker - så behøver vi ikke at tale om min mave”

Hvorfor har Sofie Hagen 37 armbånd, fire par solbriller og to store halskæder på – på én gang? Og hvad skal der til, før man finder sin helt egen kiksede stil?

Jeg er noget nær besat af accessories. Armbånd, tasker, halstørklæder, ringe, hatte og solbriller – mine skabe og skuffer er fyldte. For hårelastikker og farverige sokker er nemlig ligeglade med, hvor tyk jeg er.

Som overmodige og bebumsede teenagere hang vi ud i storcentre i Nordsjælland og København. Mine tynde og yndige veninder kastede T-shirts i størrelse 36-40 frem og tilbage mellem sig, alt imens de grinede overlegent, spiste salat og sang ‘We Are The Champions’ af Queen. Måske er min hukommelse lettere farvet af min mavefornemmelse på daværende tidspunkt. For jeg holdt mig til hårbåndene og øreringene og håbede, at ingen ville foreslå, at jeg forsøgte at klemme mig ned i en størrelse alt for lille. Og skrækscenariet: at nogen ville opdage H&M’s smertefuldt pinlige Big Momma-afdeling, hvor jeg sagtens kunne passe alt deres tøj, thi alt deres tøj var basalt set orange eller skrigende neon­grønne telte, der på én og samme tid kunne skjule alle former og få en til at ligne en omvandrende og forvokset trafikkegle.

Så ville Emma få øje på mig. Måske fordi jeg, i et forsøg på at skjule mig for pigegruppen, havde 37 armbånd, to kæmpe halstørklæder og fire par solbriller på. Hun greb en størrelse 42 – i H&M-størrelser er det en X-Large. Det vil sige, man er simpelthen EKSTRA stor. Ikke bare almindeligt stor, som jo er større end normalt. Men ekstra stor.

“Sofie, prøv denne her. Den kan du helt klart passe”, sagde hun med en irriterende naiv lethed. Snart herefter ville jeg have brug for, at mindst to piger hjalp med at hive trøjen af mig igen, da den nærmest sad tættere på min krop end min egen hud. Så rødmede Emma. Ups. Du er vist nærmest mere end bare ekstra stor, tænkte hun. Tænkte jeg.

Så ville alle blive lettede, når jeg alligevel kunne købe for næsten 100 kroner accessories. Normalt ville jeg kun bruge en halvtredser, men jeg ville gerne vise Emma og resten af pigerne, at jeg slet ikke var berørt af H&M’s lortestørrelser. Se, jeg kan sagtens passe de her hårelastikker – vi behøver slet ikke tale om min mave.

Da jeg flyttede til London med min veninde og kollega Evelyn, havde hun så meget fedt tøj. Og hun spurgte henkastet: “Shopper du aldrig på internettet?”

Min hjerne eksploderede. Evelyn hjalp mig med at finde et par netbutikker. Jeg var 24 år gammel, da jeg første gang fandt tøj, jeg kunne lide. Som jeg kunne passe. I starten købte jeg en masse tøj i alt for store størrelser, kun for at mærke hvordan det føltes mod min krop. Jeg indså mange ting.

At jeg havde længtes efter at have muligheder. At jeg havde følt mig så udelukket i samtlige storcentre, og at jeg havde skammet mig over at måtte befinde mig i butikker med navne som “Store Birthe” eller “Rund og skøn”, hvor samtlige modeller var dobbelt så gamle som jeg, og tøjet blot var en variation af samme telt i forskellige mønstre. Og jeg indså, at selvom man har en masse tøj at vælge imellem, betyder det ikke nødvendigvis, at man udvikler en tøjstil. Jeg er stadig kikset. Men i det mindste er jeg kikset af eget valg nu.

Min størrelse 36-veninde (det kalder jeg hende ikke til daglig, det er kun til denne klumme) røg ved et uheld ind på en plus size-netbutik for nylig. Hun sendte mig et link til en kjole og sagde sukkende: “Hvor er det snyd, at denne kun findes i din størrelse”.

Og jeg holdt vejret, indtil jeg ikke længere havde lyst til at kaste hende i havnen. Så tog jeg tre dybe vejrtrækninger, præcis som jeg lærte, den ene gang jeg dyrkede yoga i 2014. Og sagde, så henkastet som jeg kunne: “Der er nok nogle accessories, du kan passe”. 

 

Læs også: Sofie Hagen: "Hvordan lærer man at holde af sin mave?"

Læs også: 7 kurvede bloggere med god stil, du bør følge

 

Læs mere om: