Sofie Hagen
Elsk din krop

6 sunde ting, du kan gøre for dig selv. Ifølge Sofie Hagen.

Hænderne i vejret, hvis du vil med på denne sundhedsbølge!

1. Har du lyst til at spise kage? Spis kage. Har du lyst til pizza? Gør det. Har du lyst til at spise Karens pommes frites, som hun ikke spiser, fordi hun er på kur, så gør det. Du har brugt halvdelen af dit liv på at nægte dig selv at nyde den mad, du har lyst til. For ofte har du grædt ned i en dum salat, hvorefter du har instagrammet den, så du i det mindste kan få likes på den grimme smag i munden. Spis nu bare den is.

 

2. Du ved, hvordan de siger, at du får det meget bedre efter en løbetur? De lyver. Der er rarere i sengen. Du ved det, de ved det, alle ved det. Den eneste grund til, at træning gør dig glad bagefter, er, fordi bagefter er du glad for, at du ikke længere træner. Hvis du i stedet for fitnesscentret bare bliver i sofaen, så kan glæden vare for evigt. Lad være med at afbryde den glæde med irriterende træning.

 

3. Det er fredag aften. Så er det nu, du skal i byen. Høje hæle, læbestift, G&Ts. Høj musik. Klamme mænd, der ikke accepterer et ”nej”. Kvalme. Sidney Lee står i hjørnet. Hvorfor står Sidney Lee i hjørnet? Er han ikke SÅ 2008? Imens du forsøger at undgå øjenkontakt med Sidney Lee, har din veninde sat sig i et hjørne og græder, fordi hun ikke kan finde den mobil, hun har i hånden. Du er nødt til at hjælpe hende hjem. På vej ud derfra bliver du tilbudt finger af én fra Jylland. Du er hjemme klokken 5, og hele din lørdag er ødelagt. Her er et forslag til et alternativ: Bliv hjemme. Se en serie. Spis chips. Kig på dine venners Instagram-feed, og zoom ind på deres tomme, døde, fortrydende øjne.

Læs også: Nem sundhed - 4 gode ting, du skal huske

4. Kropsbehåring er in nu. Totalt på mode. Tror du, jeg lyver? Det gør jeg også. Kropsbehåring bliver aldrig på mode, for så tjener Veet ingen penge. Men derfor kan du sagtens lade som om. Smid skraberne ud, og lad de ben-hår flimre i vinden. Det holder dig varm om vinteren, og hvis ham eller hende, du har lyst til at kysse, ikke har lyst til at ligge i ske med en halvbjørn, så fuck dem. Deres værdier er forkerte.

 

5. Du er kvinde, så lad lige være med at gå i stribet tøj. Og leggings. Og du må ikke have sokker i sandalerne. Pailletter er u-classy. Nederdele kan KUN være for lange og for korte. Hvis nogen syr en nederdel, der har den rette længde, imploderer den straks, og designeren dør og tilbringer evigheden i et design-helvede, der mest af alt bare ligner halvfemserne. Her er mit råd: Gå i akkurat det, du har lyst til at gå i. Livet er for kort, og der er ingen reel grund til at lade være. Leggings er mere behagelige end jeans, og pailletter er det bedste.

Læs også: Sofie Hagen: Det er fantastisk at sige 'Jeg er tyk' og give slip på skammen

6. Har du det nogle gange lidt skidt med dig selv, og finder du så trøst i reality-tv og kendis-sladder-blade? Her er en idé. Hvad med, at du stopper helt med det? Hvad med, at vi holder op med at bruge andre menneskers ulykke som målestok. Sidney Lee findes ikke, så du kan få det godt med din spray-tan. Taylor Swift og Calvin Harris’ breakup gør ikke dit forhold bedre. Og hvis du ser en kvinde i paillet-leggings, med sokker i sandalerne, der æder en bøtte is, imens hun giver fingeren til FitnessWorld en fredag aften, så gå hen til mig og sig hej. Hvis du har medbragt din egen is, kan vi sammen give fingeren til FitnessWorld, verden og alle forventningerne.*

*Hvis du derimod er en kvinde, der elsker tomatsalater, zumba, Sidney Lee, natklubber, din ladyshaver og sorte, smarte jeans, så er du også velkommen, også selv om du er fiktiv og kun findes i reklamerne.