Vi overtænker, overanalyserer og overkomplicerer tingene - og så får vi det dårligere, mener en psykolog

Vi mennesker er skabt til at mærke efter. Vi gør det hele tiden. Det er der ikke noget odiøst i, men på en eller anden måde er det ”at mærke efter” blevet ophøjet til noget ekstraordinært. Det mener psykolog Sisse Find Nielsen.

– Det med at mærke efter er blevet sådan et honnør-ord, hvor vi bare nikker ja, når vi hører, at vi skal det. Men dybest set mærker vi jo efter hele tiden. Vi er ikke hovedløse høns, der render rundt uden værdier, indre kompas og selvindsigt. Vi er født med evnen til at mærke efter, siger Sisse Find Nielsen.

Ifølge hende er problemet, at når vi så bliver rådet til at mærke endnu mere efter, er det faktisk ikke det, vi så rent faktisk gør. Nej, det, der sker, er derimod, at vi holder op med at mærke og i stedet begynder at tænke og tvivle på det, vi mærker.

– Når vi får at vide, at vi skal mærke efter, betyder det ikke, at vi mærker efter. Det betyder derimod, at vi begynder at tvivle på det, vi mærker – og det underminerer tilliden til vores dømmekraft.

Det kan f.eks. handle om, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal gå fra sin kæreste. Man starter måske med at mærke, at der er noget i éns forhold, man ikke er glad for, og så begynder man at mærke efter, om det virkelig kan passe. Det vil sige, man begynder at tvivle på sin umiddelbare mavefornemmelse ved at argumentere for og imod det, man mærker – og så eksploderer usikkerheden for alvor. For selve det at gå og tvivle på en beslutning skaber en vedvarende usikkerhed mellem det, man rent faktisk ved, og det, man ville ønske, man vidste, og så længe man er hængt op i den tvivl, har man det ad helvede til, siger hun.

– Og man kan sige, at hvis man starter med at have en negativ følelse i forhold til en kæreste, så har man jo allerede mærket det – og så er der ingen grund til at mærke mere efter. Hvis man gør det, går man faktisk bare i gang med tvivle og sætte spørgsmålstegn ved sin mavefornemmelse. Så er det, man begynder at sige til sig selv: Måske er jeg også bare forkælet? Hvor er jeg dog uforskammet! Tænk, hvis han viser sig at være den bedste kæreste, jeg nogensinde finder. Og man bliver bare mere og mere forvirret og frustreret, for hver gang man er nået frem til noget, der minder om en konklusion, kommer der bare en ny tvivlstanke, som sætter spørgsmålstegn ved konklusionen, forklarer Sisse Find Nielsen. Hun påpeger, at det per definition er umuligt at finde et endeligt svar på et spørgsmål, så længe man bliver ved med at tvivle.

LÆS OGSÅ: Brug den nu … din intuition!

– Og når det drejer sig om livets store spørgsmål, er der ofte tale om komplekse spørgsmål, der ikke findes entydige svar på – og i hvert fald slet ikke svar, som man kan finde frem til ved at analysere sine tanker. Typisk finder man først ud af, om kæresten er den rigtige eller forkerte, når beslutningen om at gå eller blive er truffet, siger Sisse Find Nielsen. Hun forklarer, at hele idéen med, at vi skal mærke mere efter, sjældent handler om, at vi ikke kan mærke noget.

– I virkeligheden handler det om, at vi ikke kan lide det, vi mærker, fordi det gør os usikre og bange for de konsekvenser, det har. Og så begynder vi at tvivle på det, vi mærker, i håb om, at vi kan undgå en smertefuld erkendelse.

Tænker os selv ned

Sisse Find Nielsen fortæller, at det at mærke efter ikke kun er problematisk i forhold til konkrete udfordringer, vi står over for. Trangen til ”rigtig at mærke efter” kan også føre til, at vi får det dårligere generelt.

– Når vi tænker eller får at vide, at vi skal mærke efter, handler det altid om noget problematisk – f.eks. et svært valg. Det er jo aldrig i forhold til noget rart, eller når vi er berusede af lykke, vi begynder at mærke efter, så det vil sige, at det at mærke efter som regel handler om, at opmærksomheden bliver smal og snævert fokuseret på de ting, sindet opfatter som truende. Og så længe opmærksomheden er låst på truende ting, er det umuligt at få overskud og komme i godt humør.

– Man ved fra nyere psykologisk forskning, at det at være overdrevent selv-opmærksom er et generisk træk ved lidelser som stress, angst og depression. Når sindet hele tiden er opmærksom på, at man er trist, har haft en dårlig dag, har sovet dårligt osv., kan man umuligt få det bedre. Det skyldes, at vores opmærksomhed fungerer som et forstørrelsesglas, hvor det, man fokuserer på, vokser, siger Sisse Find Nielsen.

Og det er ikke kun én selv, man generer ved at mærke for meget efter. Det kan også gå ud over éns omgivelser og relationer.

– Når vi er opslugt af vores egne tanker og følelser, betyder det, at vi ikke har overskud til andre omkring os. Det indre fokus gør, at vi bliver uopmærksomme på omverdenen og de ting, der foregår omkring os, og det betyder, at vi forpasser adgangspunktet til nuet og vores relationer. Hvis vi f.eks. går og bekymrer os over vores barn, får barnet jo ikke noget ud af det – det kan bare mærke, at mor er fraværende og ængstelig.

O.k., pointen er forstået: Vi skal ikke mærke for meget efter. Men hvad skal vi så?

– Vi bliver hele tiden ramt af ting, der gør os kede af det. Vi får hele tiden negative tanker. ”Er jeg en god nok mor”; ”bliver jeg ramt af næste fyringsrunde”, osv. Det er helt normalt. Men der er en forskel på pludselig at mærke noget trist og på at dvæle ved tankerne om det. Nogle vil, hvis de f.eks. bliver fyrede, rulle gardinerne ned, begynde at dvæle ved tankerne om fremtiden og drikke rødvin for at dulme deres følelser, mens andre bare går i gang med at skrive ansøgninger. Hvad enten man gør det ene eller det andet, er det faktisk en strategisk beslutning, siger Sisse Find Nielsen og fortæller, at det også handler om at blive klar over, at man ikke er sine tanker og følelser, og at det faktisk er muligt at rette sin opmærksomhed og dermed sit fokus steder hen, der skaber mentalt overskud.

- Igen handler det om, at man ikke behøver at dvæle ved og analysere ubehagelige følelser – især ikke hvis man allerede er smerteligt bevidst om dem. Når man holder op med at mærke så meget efter, kan man meget bedre handle på det ubehag, man mærker, og på den måde gøre noget ved sine problemer.

LÆS OGSÅ: Gør det, du er bange for