3 bøger med stof til eftertanke
Mental sundhed

Redaktionen anbefaler: 3 gode bøger med stof til eftertanke

25. marts 2019
af Thora Bruun Makita
Foto: PR
Trænger du til en pause fra computer, tablet og smartphone? Her er 3 gode bøger, du skal læse lige nu.

3 GODE BØGER LIGE NU

Gå mindre op i dine værdier

”Afkald på Almagten”. Morten Ebbe Juul Nielsen. Vilhelm. 299 kr.

https://imgix.femina.dk/3-boeger-1.jpg

Om: Hvis vi går mindre op i værdier, så ville vi være mere lykkelige, argumenterer forfatteren og filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen. Og hvordan hænger det så sammen? Jo, når vi går alt for meget op i værdier, idealer og forventninger, så spænder det ben for os. Vi kan nemlig ikke få det hele, og i vores værdier ligger indbyggede konflikter. Eksempelvis kan du have en værdi om, at du skal være produktiv, tæt beslægtet med en værdi om, at du gerne vil stå dig godt socialt, og har du tilmed status-angst (altså angst for at ryge ned i hierarkiet), så ender du hurtigt i de aktives tyranni.

Derfor skal du læse den: Læs denne bog, hvis du trænger til at blive udfordret på gængse antagelser om, at du skal tune ind på dine værdier. Bogen igennem giver forfatteren nemlig masser af eksempler på, hvordan vores interesse i værdier har en gevaldig slagside, og sidst i bogen argumenterer han for, hvordan vi i stedet skal stræbe efter at få et mere realistisk forhold til, hvad vi kan og skal.

Sådan er mit liv som single

”Mit liv som enestående”. Camilla Lindemann. People’s Press. 250 kr.

https://imgix.femina.dk/3-boeger-2.jpg

Om: Livet som single, dets fordele og ulemper. 16 kvinder og mænd mellem 45-78 år fortæller om, hvordan de lever som singler med hver deres historie, glæder og udfordringer, herunder journalist og forfatter Signe Wenneberg, borgmester Michael Ziegler og administrerende direktør Katja Iversen, journalist og forfatter Kristen Bjørnkjær og præst Helle Møller Jensen. Det er et interessant indblik i de mange forskelligartede erfaringer fra singlelivet: En har lært at elske sig selv ved at bo alene, en savner sex, men for en anden er det en befrielse at slippe, for en har veninderne været en større konstant i hendes liv end mænd, og en fortæller om, at han aldrig har prøvet at bo sammen med en kvinde.

Derfor skal du læse den: Bogen giver et bredt indblik i singlelivet - både de gode og de dårlige sider, og nuancerne imellem.

Hvordan kan du forsvare dig imod en psykopat?

”Omgivet af psykopater”. Thomas Erikson. Politikens Forlag. 300 kr.

https://imgix.femina.dk/3-boeger-3.jpg

Om: Der er ifølge forfatteren til denne bog større risiko for at møde en psykopat i dit liv end at få et hjerteanfald, blive fyret fra jobbet eller slå dig selv over tommelfingeren. Derfor er det godt at ruste sig mod psykopater, og denne bog beskriver, hvad der kendetegner psykopaten, bl.a. veltalenhed, overfladisk charme, grandiositet (de er høj hævet over os andre), fravær af anger og skyldfølelse, asocial og patologisk løgnagtig. Bogen kommer desuden ind på, hvordan du opbygger et forsvar imod psykopaten, hvilket igen hænger sammen med, hvilken personlighedstype du er. Det kan du teste i bogen, hvor fire typer introduceres.

Derfor skal du læse den: Tror du, at din ægtefælle, chef eller far er psykopat? Så læs denne bog, og find ud af, om det er tilfældet. Samtidig kan du granske, hvilken personlighedstype, du selv er, og hvilke af dine svagheder psykopaten forsøger at udnytte, og hvordan du kan beskytte dig imod det.

LÆS OGSÅ: 4 gode bøger om krop og psyke

Læs også