selvudviklingsbøger
Mental sundhed

Psykologi anbefaler: 5 nye selvudviklingsbøger, du skal læse lige nu

Tag en mental pause med en af de mange nye selvudviklingsbøger, der er på hylderne lige nu. Her får du 5 gode selvudviklingsbøger om bl.a. spiritualitet, sorg - og hvordan du ser det positive i alting

5 SELVUDVIKLINGSBØGER DU SKAL LÆSE NU

 

Lad din egen spiritualitet lede dig

”Spirituel. Din sjæl kan lede dig til succes”. Rikke Hertz og Christina Bølling. People’s Press. 199 kr.
 
Penge og spiritualitet rimer ikke helt på hinanden - men de kan sagtens følges ad, mener spirituel erhvervsrådgiver Rikke Hertz. Hun har selv bragt spiritualiteten ind på de bonede gulve i business-verdenen, og i denne bog vil hun gerne bringe den ud til alle os andre, der gerne vil have flere penge, mere kærlighed og mere succes. Og hvordan hun og vi andre kan bruge spiritualiteten til det formål, har hun skrevet en bog om i samarbejde med Christina Bølling, der er chefredøktør på Psykologi. Vi kan nemlig alle tune ind på vores spirituelle side, for den har vi allesammen, og bruge den til at lede os frem til det gode liv - hvad end det måtte være for os. F.eks. via taknemmelighed, ved at ”tune ind på de rette frekvenser” og ved at blive mere bevidste om, hvem vi selv er. Derudover er Rikke Hertz' egen historie én, der kan inspirere til at finde sin egen spiritualitet: Bogen beskriver, hvordan hun fandt sin egen vej fra, at hun blev afleveret ved en skraldespand i Korea, adopteret til Danmark, voksede op i Urbanplanen på Amager, og hvordan hun tog springet til at blive spirituel erhvervsrådgiver. Måske er du kritisk overfor spiritualitet og forbinder det med rosenkvarts og røgelsespinde? Denne bog får manet nogle fordomme i jorden og giver mange eksempler på, hvordan det at åbne op for spiritualiteten kan give dit liv mere fylde og mening. 
 
 

Masser af succes – hvordan får du del i den?

”Det skal føles godt.” Ole Henriksen og Tina Jøhnk Christensen. Politikens Forlag. 300 kr.
Vi har hørt meget om cremekongen Ole Henriksen og hans opskrift på succes de seneste år, og er du en af dem, der ikke kan få nok, så er der endnu en bog om, hvad den gådefulde mand gemmer sig bag det skinnende hvide tandsmil. I bogen fortæller han sin historie om, hvordan han blev mobbet som dreng for sine anderledes interesser, hvordan han overvejede selvmord, og hvordan en lærer spærrede ham vejen for real-skolen. I bogen giver han samtidig gode råd til, hvordan du kan gøre brug af hans leveregler, eksempelvis, hvordan du opbygger selvtillid og lære at se det positive i alting også i egne fejl. Du kan også læse om, hvordan du holder fast i dit autentiske jeg og dine egne værdier, når verden viser hjørnetænder. Er du Ole Henriksen fan, har du sikkert hørt meget af det før, men trænger du til et par ord om, hvordan du håndterer udfordringer i dit liv på en sund måde, er dette en fin inspirationsbog.
 
 

Hvordan en Karl-Johan kan lindre sorg 

”Om svampe og sorg”. Long Litt Woon. Don Max. 300 kr.
Nordmanden Eiolf dør uventet og brat. Hans enke Long Litt Woon er overvældet af sorg, og det har hun skrevet en bog om. Den handler nu også en del om svampe. Denne umiddelbare ikke oplagte blanding hænger sammen med, at forfatteren tager på svampetur for at bearbejde sin sorg. Hun oplever nemlig, at folk omkring hende undgår at tale om sorgen, men forfatteren føler sig ensom, og som om hun har mistet noget af sig selv. Og så opdager hun, at svampene kan være begyndelse på noget nyt. I skoven oplever hun både flow og zen på en gang, når hun under trækronerne kigger efter svampe blandt blade og mos. Samtidig møder hun en masse nye mennesker, hvis lidenskab er svampe. Og svampene og de nye venner har begge en helende effekt. Dette er en lille, poetisk sorgbog: Hovedpersonen står ærligt frem med sin sorg og giver et smukt og hjerteskærende indblik i, hvordan vejen tilbage til livet kan gå gennem skoven og jagten på de små, finurlige svampe, der ifølge bogen er nærmere dyreriget end planteriget.
 
 

De mange velsignelser ved at gå

”Gå-bogen. Gå, så går det nok”. Bente Klarlund Pedersen. Gyldendal.  230 kr.
At det er sundt at gå, ved de fleste af os. Overlæge og professor Bente Klarlund har skrevet en bog om grundene til, at det er sundt. Det er sundt for fysikken, bl.a. fordi du holder den slanke linje, undgår højt blodsukker og forebygger hjertesygdom, fortæller hun. Oveni er det også sundt for psyken, fordi daglige gåture kan forebygge demens, nedsætte risikoen for stress og give modspil til angst. Så der er masser af belønninger, ifølge forskningen, hvis du sætter det ene ben foran det andet. Jørgen Leth, der bliver interviewet i bogen, røber dog også, at det er de alle de gevinster, der får ham til at gå - egentlig ville han vist helst være fri. Nogle gange snyder han og kører taxa. Og sådan er det jo med så mange modsætninger her i livet - det er sundt at gå, men er det sjovt? Uanset hvad, er der ingen tvivl om, at Bente Klarlund formidler på fin vis, og selvom du måske kender noget af forskningen i forvejen eller synes, det er kedeligt at gå, er der ingen tvivl om, at det er motiverende at få listet alle grundene op.
 
 

Hvad tænker du på, når du ved, at du snart skal dø?

”Bogen om livet”. Stine Buje. People’s Press. 250 kr.
Når livet er tæt ved sin afslutning, og man selv er klar over det, er der en række spørgsmål, de fleste uundgåeligt stiller sig selv: Hvad nu? Har jeg levet mit liv, som jeg gerne ville? Hvad er det vigtige for mig, inden jeg tager afsked med denne verden? De 15 danskere, der medvirker i bogen her, har det til fælles, at de alle er blevet ramt af en uhelbredelig sygdom. De er i alderen 25-77 år, og blandt dem møder du bl.a. Ritt Bjerregaard, der fortæller, at det ikke er den store rejse, der trækker, efter hun har fået sin kræftdiagnose, men roen i sommerhuset. Du møder også TV-lægen Charlotte Bøving, der fandt sammen med sin kæreste igen, efter de blev konfronteret med, at hun var syg. Mange af sygdomsramte indsigter, handler om at prioritere de nære relationer, at fokusere på det positive i livet, at komme ud i naturen og at drage omsorg for sig selv. Bogen er en inspirerende reminder til os alle, om at reflektere over, hvad vi egentlig gerne vil, den korte og kostbare tid vi er på Jorden.
 

 

Læs mere om: