monolog
Mental sundhed

Kender du typen, der kun taler om sig selv? (Måske dig selv, du ved det bare ikke…)

30. oktober 2019
af Jo Brand
Foto: Shutterstock
De fleste af os kender en af slagsen: Personen, der taler og taler, og som har mere end svært ved at lytte efter, hvad andre har at sige. Det kan være din bordherre, din chef eller en veninde, som hele tiden får drejet fokus over på sig selv. Men det kan jo også være dig selv. Og hvad gør du så?

De fleste kan vel blive enige om, at en god samtale burde handle om at tale og lytte nogenlunde lige meget. Men alligevel er det, som om der er nogle, der ikke er helt enige i det. For dem lader det til, at en god samtale er, når de taler, og andre lytter. Lad os kalde dem ”talerne”.

Hvem er de? Hvordan får man dem til at tie stille? Og hvad gør man, hvis det er en selv, der hellere vil tale end lytte? Det har vi spurgt psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt om.

Men lad os starte med de forskellige typer af ”talere” …

– For nogle handler talestrømmen om at have ret. De skal bare bekræftes i, at det, de siger, er rigtigt, uanset om lytteren egentlig bifalder det eller ej. De kan tale om alt: politik, en person, de ikke bryder sig om, opdragelse, en beslutning, de har truffet osv. Og når de så taler, handler det om at sige tingene igen og igen og derved få følelsen af, at det, de siger, er rigtigt. De har selvfølgelig behov for en, der lytter, men de er ofte ligeglade med, hvad han eller hun siger. Målet er at få ret.

– Så er der dem, der tænker, mens de taler. De mangler et filter. Der kører en ”open stream of consciousness”, hvor de taler sig frem til en form for mening. Og selv om de har brug for, at der er et menneske, der lægger ører til, er de ikke opmærksomme på personen, ligesom det også er mindre vigtigt, hvad han eller hun tilkendegiver. ”Taleren” skal bare have et sted at rette sin tale hen, fortæller Maria Holkenfeldt Behrendt.

Og så er der også dem, for hvem det bare er helt naturligt, at de taler, mens andre lytter.

– Det er dem, der på en eller anden måde også altid får sat sig selv i fokus. Hvis man f.eks. begynder at fortælle noget, bryder de straks ind: ”Gud, det er fuldstændig ligesom, da jeg …” eller ”Jeg har også en veninde, der …”.

LÆS OGSÅ: Har du en energityv i dit liv?

Monologen er en samtale

Maria Holkenfeldt Behrendt mener, at der findes ”talere” allevegne, og at de færreste vil kunne se, at de selv hører til i den kategori.

– Jeg tror helt oprigtigt, at de er uopmærksomme på, hvordan samtalen forløber. Mange af dem vil mene, at de hjælper og bidrager med noget interessant. De opfatter det, som for andre måske mest af alt minder om en monolog, som en samtale, hvor de taler om noget væsentligt, siger psykoterapeuten. Hun tror heller ikke, at talerne opfatter, at de tager ønsket taletid fra andre.

– Der er nogle mennesker, der ikke taler så meget, og som faktisk har brug for at tænke sig om og lige vende blikket indad, inden de taler, og dér kan taleren hurtigt komme til at køre dem over. Han eller hun synes, at tavsheden og pauserne er pinlige, eller tror, at det er et udtryk for, at de ikke har noget at sige.

– Samtidig er der mange talere, som ikke stopper med at tale, selv om folk ser ud, som om de keder sig. De lader det ikke komme igennem deres filter, at der sidder en og signalerer, at hun ikke gider høre på det, og så vil de også ofte være alt for optagede af det, de siger, til at koncentrere sig om andre.

Stop talestrømmen

Hvorfor talere taler så meget, kan der ifølge psykoterapeuten være mange forklaringer på. Og ja, nogle af dem handler også om opvæksten.

– Det er jo en måde at få opmærksomhed på og en måde at føle sig set og hørt på. Måske har man fået meget plads som barn og været vant til at få masser af taletid, men det kan også være, at man har fået for lidt og derfor har brug for at fortælle og forklare sig, siger hun og pointerer, at der også kan være et kulturelt aspekt.

– Vi kan også opleve personer, der i kraft af f.eks. deres arbejde har fået for vane at fylde. F.eks. chefer eller andre, der har fået en stjernestatus, og som er i en position, hvor de har mere taletid end andre, men glemmer, at det ikke gælder allevegne.

Så langt, så godt. Hvordan får man så en ”taler” til at tie stille og lytte?

– Det kan være rigtig svært, for så kan mange føle, at de skal sige noget ubehageligt på en behagelig måde. Men i stedet for pænt at sige, at den anden taler for meget, og bede dem om at være interesseret i ens liv, kan man også prøve at formulere nogle spørgsmål til taleren, som man normalt ikke ville stille. På den måde kan man måske stoppe talestrømmen. F.eks. kunne man spørge: ”Vil du høre, hvad jeg tænker om det, du siger?”

LÆS OGSÅ: 5 gode råd - sådan slipper du af med energityven

Og hvad gør man, hvis man selv er en ”taler”, der gerne vil lytte lidt mere?

– De fleste af os har en ”taler” i os – særligt hvis vi er følelsesmæssigt overvældede, dvs. meget kede af det, meget glade eller meget vrede. Mens kroniske talere sjældent er bevidste om, at de er talere. Men føler man, at man kunne tilhøre denne gruppe, kan man f.eks. forsøge, når man har været sammen med andre, at lægge mærke til, hvor meget man har hørt om dem og deres problemer, glæder, meninger og bekymringer. Hvor meget man rent faktisk kan referere fra samtalen? Og hvilke spørgsmål man kan huske, at man stillede? Og endnu vigtigere: Har man faktisk lyttet med oprigtig interesse til den anden?

Når alt det er sagt, mener Maria Holkenfeldt Behrendt også, at man ikke kun skal være irriteret på ”talerne” – hvad enten det er en selv eller andre. De har nemlig også meget godt at byde ind med.

– Taleren siger ikke kun uinteressante ting. Mange af dem kan være sjove og have skæve observationer. Ligesom de ofte også er begavede intellektuelt. De har bare en blind plet, når det kommer til mængden af deres tale- og lyttetid. Den kan lytteren hjælpe dem med at få øje på. Ligesom lytteren måske kan se indad og huske, hvad der bragte hende sammen med taleren, og hvad det er, der stopper hende i at mindske talerens talestrøm.

Læs også