Stalking
Mental sundhed

Emilie stalkede sin date i flere år: "Jeg vidste ALT om ham"

18. september 2019
af Christina Bølling
Foto: Panthermedia
Hun kendte hans kusiner, vidste, hvor han havde fejret sin fødselsdag, og hvilke film han godt kunne lide. Over en periode på et par år stalkede Emilie på de sociale medier en mand, hun var forelsket i. Her fortæller hun sin historie.

– Det startede egentlig helt normalt. Vi datede, og det gik rigtig fint. Han skrev tit og var meget interesseret, og han var også hurtig til at sige, at vi ikke skulle være sammen med andre. Men da vi efter at have set hinanden fem-seks gange, havde haft sex, hørte jeg pludselig ikke fra ham i tre uger.

– Inderst inde vidste jeg godt, at interessen var forsvundet fra hans side, men jeg var i midten af 20’erne og meget forelsket, og så begyndte jeg, at stalke ham på nettet. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det var, da jeg blev usikker, at jeg begyndte på det. Der handlede om at finde ud af, hvor han var, hvad han lavede, og hvorfor han ikke skrev til mig. Derudover er det også sådan, at når man er så forelsket, så vil man gerne vide så meget om personen som muligt. Alt er spændende: Hvordan hans forældre og søskende ser ud, hvem han er venner med, hvad han laver osv.

– I perioder så jeg ham også. Så var der en måned, hvor det gik rigtig godt, men så lige pludselig hørte jeg ikke noget, eller også holdt han lige kontakten åben ved at skrive engang imellem. På den måde holdt han mig til ilden i en periode på flere år. Og jeg tror faktisk, at jeg tjekkede ham på de sociale medier hver dag og flere gange om dagen i de år. Det var så sindssygt!

– Vi var ikke venner på Facebook, og jeg fulgte ham heller ikke på Instagram, men jeg holdt øje med alt derinde og var også inde på hans venners og families profiler. F.eks. fandt jeg en dag en af hans venners album, hvor der lå en masse billeder af ham, jeg var forelsket i, og dem sad jeg bare og gloede på. Så kunne jeg se ham i våddragt, på ferie i USA osv.

– Jeg fandt også ud af, hvilke film han kunne lide, og dem så jeg og kunne citere fra, når vi mødtes, for så tænkte jeg, at jeg ville blive interessant i hans øjne. Jeg vidste også, hvem der var hans kusiner, hvad hans familiemedlemmer lavede osv. En dag fik jeg pludselig en notifikation om, at hans far havde accepteret min venneanmodning. Jeg havde været inde på hans side og var åbenbart kommet til at sende ham en venneanmodning. Da jeg opdagede det begyndte jeg at græde, fordi det var så pinligt.

LÆS OGSÅ: Jalousi-guide: Sådan mindsker du din jalousi

– Jeg holdt også øje med nye venskaber på hans facebookside og folk, der likede hans ting. Og hvis det var en pige, gik jeg ind på hendes side og fandt ud af så meget som muligt om hende. Hvis jeg kunne se, at det potentielt kunne være en, han havde noget kørende med, fik jeg det dårligt. Det samme gjorde jeg, når jeg kunne se, at han havde været til fest eller havde haft det sjovt.

– Der var også et år, hvor jeg kunne se, at han holdt fødselsdag et bestemt sted, og året efter tænkte jeg, at han måske ville holde den det samme sted, så jeg fik en veninde til at gå med derhen, i håbet om at jeg så ville møde ham, men han kom selvfølgelig ikke.

– Selv om jeg opførte mig sindssygt på nettet, var det ikke sådan, at jeg også opførte mig sindssygt i forhold til at skrive eller ringe til ham. Dér var jeg meget bevidst om, at jeg ikke skulle miste noget ved at gøre for meget. Jeg var så bange for at presse på, men i dag kan jeg jo se, at det ville have været bedre, hvis jeg havde gjort det. Hellere blive afvist end at stalke ham på den måde.

– I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg har opført mig sådan. Jeg har det, som om det er en anden person, der har gjort det. Jeg synes, det er meget pinligt. Man mister jo sig selv, når man gør sådan noget. Tænk, at jeg ikke bare sagde ”fuck det” og fandt en anden. I stedet gjorde jeg ham bare vigtigere og vigtigere.

– Jeg tror, jeg har lært noget af den oplevelse. For nylig var jeg interesseret i en mand, der ikke er på Facebook, og pludselig var jeg inde på hans fars facebookside, og dér kunne jeg bare mærke med det samme: Det her skal jeg ikke! Det er jo patetisk, og jo mere man stalker et andet menneske på den måde, des mere nederen synes man selv, man er, og des mere usikker bliver man.

– Jeg synes, det er helt okay lige at google en person, man er interesseret i, og tjekke hans profilbilleder på Facebook, men man skal ikke kende hans fætre og kusiner og vide, hvad han lavede i sommeren 2014.

Læs også