Eksperten: Derfor er nogle gode råd faktisk dårlige

Du er stresset på arbejde og får at vide af din chef, at ”nu skal du også huske at slappe af”.

Du er deprimeret, og din motionsglade veninde foreslår, at du løser det med en løbetur.

Du vil gerne tabe dig, og din mor giver dig det råd, at du skal spise mindre.

Gode råd er dyre, siger man. Og det er måske rigtig nok, men nogle gange får man altså også råd, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Måske fordi ens problem er mere komplekst end som så. Måske fordi rådet slet ikke passer til én, eller måske fordi … noget helt tredje.

Men lad os starte med det gode: Hvad er et ægte godt råd?

– Et godt råd er et råd, som modtageren gerne vil have, som falder godt ind, og som han eller hun er parat til at lytte til og gerne vil forfølge, siger psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt, der er specialist i relationelle problematikker. Hun ved også, hvad der kan virke som dårlige råd. F.eks. råd, der, i modsætning til de gode, ikke tager hensyn til modtageren.

– Vi mennesker er jo så forskellige. Nogle synes, det mest fantastiske i verden er at bungy jumpe, mens det for andre vil være det mest angstprovokerende. Så hvis du ikke forstår den person, du giver råd, bliver det aldrig et godt råd. Det hjælper f.eks. heller ikke at få at vide, ”at du da bare skal gå ind i den elevator” hvis du er hunderæd for at stige ind i én, siger hun.

Selviscenesættende råd

Under råd, der ikke tager hensyn til modtageren, finder man også ofte de råd, hvor ”giveren” tager udgangspunkt i sig selv.

– Det kan være, at man fortæller en parallelhistorie, der munder ud i en form for råd. F.eks. kan man have en kollega, der fortæller, at hun er nedtrykt. Og så kan man høre en anden kollega, der begynder at tale ud fra sig selv: ”Sådan har jeg også haft det, og så gik jeg bare en masse ture, og så fik jeg det meget bedre”. Det virker ikke altid godt. Hér forudsætter man jo både, at den nedtrykte kollega har præcis den samme følelse af nedtrykthed, og at fordi det at gå ture har virket for én selv, så vil det også virke for en anden. Men sådan er det ikke nødvendigvis.

– Det er jo meget fint, at man gerne vil dele ud af det, der har virket for en selv, men så skal man måske bløde det lidt op og f.eks. spørge ”vil du høre, hvad der virkede for mig?” Eller ”jeg fik en gang selv det råd at … Måske det også kan hjælpe dig?”, siger Maria Holkenfeldt Behrendt, der foreslår, at man holder igen med de gode råd, hvis den person, man sidder overfor, slet ikke viser interesse i at få et råd.

– Nogle gange forholder det sig jo sådan, at hvad enten vi er kede af det eller vrede, så trænger vi bare til at fortælle, hvordan vi har det. Vi vil ikke have råd. Vi vil gerne lyttes til. Men der er mange, der kan få det ubehageligt ved kun at lytte - de vil gerne hjælpe, så den person, de sidder overfor, hurtigt kan få det bedre. Og instinktivt forsøger vi at hjælpe med vores gode råd, men det er altså ikke altid det, vores ven eller kollega har brug for, siger hun.

LÆS OGSÅ: Er du dårlig til at bede om hjælp?

En type råd, de færreste af os har brug for, er de råd, hvor ”rådgiveren” nærmest bruger rådene til at iscenesætte sig selv. Du kender måske typen: Du fortæller en ven om en kommende lønforhandlingssamtale, som du er lidt nervøs for, og så får du et råd a la ”Hvis jeg var dig, ville jeg bare gå lige ind og sige, at jeg skal have 10.000 mere om måneden, ellers er jeg den, der er skredet.”

– Det lyder jo stærkt og handlekraftigt. Og for personen, der siger det, må det jo være befriende, hvis han eller hun selv tror på det og vil efterleve det. Problemet opstår, hvis rådgiveren aldrig selv ville handle sådan, og også burde vide, at den form for handling ligger så fjernt fra den veninde, hun rådgiver, siger Maria Holkenfeldt Behrendt.

Giv råd med omtanke

Så er der jo også de råd, som kommer fuldstændig ud af den blå luft - måske forklædt som et spørgsmål. Som f.eks. når man får at vide, ”om ikke man trænger til at tabe sig?” eller ”hvornår man sidst har støvsuget?”. Hvad mener psykoterapeuten om dem?

– Hvis man siger den slags til en person, man holder af, og som man har nogle særlige aktier i, kan det jo være kærligt ment, og det vil både tonelejet, ansigtsudtrykket og hele kropssproget afspejle. Alligevel er det ofte bedre at formulere det på en måde, så det ikke bliver opfattet som en skjult kritik, men som den oprigtige bekymring, der forhåbentlig er ment. Men det kan også være perfidt, hvor man pakker chikane ind i gode råd: ”Nu skal du da også til at motionere - jeg siger det bare for din egen skyld.” Men er det egentlig det? Og selv, hvis det er for personens egen skyld og kærligt ment, kan det også godt ende forkert ovre i den anden, fordi personen, man siger det til, ikke har bedt om rådet eller ikke er et sted, hvor de kan kapere det, og derfor kan han eller hun meget vel ende med at blive sur.

Det er godt at huske, hvis man er en impulsive good advice-giver, siger Maria Holkenfeldt Behrendt, der absolut ikke er modstander af gode råd, så længe de bliver givet med omtanke og lydhørhed:

– Der er slet ikke noget galt med gode råd, så længe de ender godt hos modtageren.

De fleste mennesker har brug for råd gennem hele livet, men vi skal være klar til at tage imod dem, og de skal passe til os og dét sted, vi befinder os i tilværelsen.

Bliv en bedre rådgiver

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at tage imod støtte fra dine nærmeste