TV-lægen Charlotte Bøving voksede op med en psykopatisk og voldelig far: ” I mange år fyldte vreden meget"

En aften i Varde, sidst i 1970’erne: Charlotte er 11-12 år, hendes forældre har været på besøg hos nogle venner, og moren kommer hjem før faren.

Hun løber op på Charlottes værelse på første sal i huset, flygter fra faren, som allerede under besøget var begyndt at blive ubehagelig. Kort efter kommer faren buldrende op ad trappen, griber fat i morens hår og trækker hende ved håret ud af værelset. Der ryger store totter ud.

Ude ved trappen prøver moren at flygte, men faren griber hende i benene og trækker hende hele vejen ned ad trappen. Hendes hoved banker mod hvert eneste trin på vejen ned, gonk, gonk, gonk.

For foden af trappen kaster Charlotte sig over moren for at beskytte hende, men hun ligger stille. Helt stille. Faren tager Charlotte i hoved og røv og kyler hende ind i væggen. Inde i soveværelset får moren flere prygl, Charlotte kan høre hendes desperate stemme:

- Vil du ikke godt holde op? Vil du ikke godt holde op?

Så får hun nogle flere tæsk, og der bliver stille i huset. Faren holder altid først op med at slå, når moren ligger stille.

…

Charlotte Bøvings glade blå øjne udstråler ikke den smerte, der ellers gennemsyrer hendes livshistorie i bogen ”Jeg lever med en udløbsdato”, som jeg lige har lagt fra mig. Det er barsk læsning, og måske derfor ordet ”lever” er fremhævet i kursiv på forsiden. Fordi Charlotte Bøving vil sætte en tyk streg under, at hendes fortid ikke har fået hende ned med nakken.

Episoden ovenfor var nemlig hverdag for hende i hele hendes barndom. Hendes far var – med hendes egen formulering – stjernepsykopat, og forvoldte så meget smerte i familien Bøving, at det har taget både moren og Charlotte et helt liv at blive hele igen.

Had og kærlighed

Charlottes forældre drev en lægepraksis sammen, de var begge højt respekterede og elskede læger i det lille samfund, og når faren var i sit es var han en god, kærlig og omsorgsfuld far og ægtemand.

- Der er ingen tvivl om, at min mor elskede ham. Han er den mand, hun både har elsket mest og hadet mest. Og man kan sige, at jeg har arvet den tilgang til min far.

- Han er den, jeg har elsket allermest og set mest op til – da jeg var lille, smurte jeg mit ansigt ind i Niveacreme og skrabede det af med min mors neglefil, fordi jeg ville være ligesom ham, når han barberede sig. Jeg forgudede ham.

- Men da det blev synligt, at han tævede min mor, krakelerede hele mit verdensbillede. Der var stadig en side af mig, der elskede ham, men mit navigationsværktøj røg fuldstændig i forhold til ham, så til sidst følte jeg, at jeg var i ingenmandsland. Fordi han både kunne være den gode og kærlige far, og så det her uhyre. Du vidste aldrig, hvilket humør han var i.

LÆS OGSÅ: Klovnen, hjælperen eller mægleren? Hvilken rolle har du i familien?

Hvordan kan man elske sådan et menneske?

- Jeg tror, det er ligesom en hund: Hvis du sparker den, vil den komme hen til dig igen og prøve at få din anerkendelse og opmærksomhed. Du bliver dens herre, og sådan var det også i vores familieliv. Jeg var tvunget til at blive, fordi min mor blev, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har sagt til min mor: ”Er det her så sidste gang, vi flytter hans ting?” Fordi han blev smidt ud og tilgivet i én lang uendelighed.

Hvad gjorde det ved dig?

- Det var forfærdeligt. I mange år fyldte vreden meget – også over, at min mor tvang min bror og mig til at blive i det. Den har også fyldt meget i mine voksne år.

- Men som barn forstår man jo livet i små bidder, og der var mange mekanismer, jeg ikke fattede. Når man går op og ned ad en mand, der konstant truer med at slå en ihjel, og det ikke sker, tænker man: Nåja.

- Men han slog hende jo nærmest halvt ihjel flere gange, hvor hun lå dybt bevidstløs i flere minutter ad gangen. For han stoppede altid først, når hun lå stille. Min bror og jeg har kastet os ind over hende et hav af gange, og jeg har også selv fået så meget røvfuld af ham.

- Men for at hade et menneske så meget, skal du også elske det. Det kan ikke lade sig gøre at bruge så meget krudt på at hade et andet menneske, hvis kærligheden ikke også er til stede. Så had og kærlighed er gået hånd i hånd i forholdet til min far – både for mit eget og min mors vedkommende.

Folk blandede sig ikke

Charlotte Bøving tøver ikke et sekund, da jeg spørger, om hun vil beskrive sin far som psykopat.

- Han var stjernepsykopat. I perioder røg der også rigtigt meget alkohol indenbords, og det var i de perioder, han gennembankede min mor mest. Tingene eskalerede med tiden – lidt ligesom når folk drikker. I starten skjuler man det, men med tiden ryger forfængeligheden. Også hos min mor.

- Til at begynde med lagde hun makeup på de blå mærker og gik med store solbriller, men den forfængelighed smed hun helt til sidst. Da gik hun bare på arbejde med sæbeøje og hævet kind, og hvis nogen spurgte, svarede hun: ”Jeg har fået bank af Gerhard.” Så folk vidste det godt.

LÆS OGSÅ: 10 tegn på, du er sammen med en med narcissitiske træk

Var der ikke nogen, der gjorde noget? Greb ind?

- Nej, det var der sgu ikke. Der var venner, der faldt fra, fordi de ikke kunne holde ud at se på, at han fik lov til at behandle hende sådan. Tiden var en anden, det var et lille samfund, folk blandede sig ikke. De turde ikke.

Altid fest og farver omkring ham

Forældrene blev endelig skilt, da Charlotte var 13 år, men moren blev ved med at have et forhold til faren helt frem til 2000, hvor Charlotte blev ansat i den klinik, de stadig delte.

- Det var det værste år i mit liv. Min far var helt vanvittig, og da jeg sagde nej til at købe klinikken for 3,5 mio. kr., fyrede han mig. Min mor genansatte mig, og han kom slet ikke i klinikken, så jeg hængte min egen fyreseddel op på væggen og brugte den til at italesætte, hvor latterlig han var.

- Men i den periode, jeg ikke så ham, fyldte han næsten mere, end når jeg så ham, fordi jeg hele tiden skulle høre om ham. Han sparede os ikke, løb med regnskaberne, truede vores advokat, osv.

- Men folk blev ved med at komme hos ham, fordi han var en fantastisk læge, og det er der mange, der har haft brug for at fortælle mig efter hans død. I starten provokerede det mig, og jeg spurgte dem, om de også synes, at han var fantastisk, når han slæbte min mor ned ad trappen ved håret eller brækkede kæben på hende.

- Han fik jo også sine udbrud sammen med andre mennesker, men folk bar over med ham, og han var en mand, som mange higede efter at være sammen med. For når han var i sit es, var han skidesød og sjov, der var altid fest og farver omkring ham, og mange blev draget af hans energi. Igen meget typisk for psykopater, fortæller Charlotte Bøving.

Under en tung gravsten

Charlottes fars liv endte sørgeligt. Han blev ramt af prostatakræft, og det sidste halvandet år af sit liv var han konstant sengeliggende. Han havde, som Charlotte siger, et lorteliv fyldt med smerter og metastaser, og ikke noget at stå op for. Charlotte selv havde flere gange slået hånden af ham og ikke set ham i lange perioder, og på sit dødsleje bad faren hende om tilgivelse.

- Jeg spurgte ham, hvad han gerne ville tilgives for. Var det at have banket min mor til plukfisk? At have lagt an på stort set alle mine kærester og sagt til dem, at han ”kunne kneppe dem på stedet”? At have ødelagt livet for os alle sammen? Han svarede mig ikke på det. Men han havde brug for fred, tror jeg.

Har du kunnet tilgive ham?

- Ja. Jeg har tilgivet, men ikke glemt, og det er to forskellige ting. Jeg har tilgivet ham for, at han ikke kunne gøre det bedre med de værktøjer og den diagnose, han formentlig havde.

- Han er selv vokset op i druk og hor og vold, så han havde ikke nogen redskaber til at gøre det bedre. Han var meget nemmere at omgås de sidste tre år af sit liv, hvor han valgte at gå til psykolog, og havde han gjort det før, tror jeg på, at han ville være blevet et bedre menneske.

Skal give mening

Noget af det, der har været allerværst for hende, er at miste sit navigationsværktøj i livet. For det gør man, når man er i kløerne på en psykopat. I mange år kunne hun ikke finde ud af, hvem hun var, men i dag omgiver hun sig kun med mennesker, der gør hende tryg, hun er landet i sig selv ”og blevet den udgave af Charlotte, jeg gerne vil være”, som hun siger.

Har du overvejende været glad eller ked af det i dit liv?

- Helt klart overvejende glad. Jeg er heldigvis grundlæggende glad af natur, og har taget nogle bevidste valg, som gør mig godt. Jeg har prøvet at sidde ude i skoven med en kniv og overvejet at gøre en ende på det, da jeg var en lille pige, for jeg blev også mobbet voldsomt i skolen. Det kunne jeg ikke sige derhjemme, og henne i skolen kunne jeg ikke fortælle, hvad der foregik derhjemme.

- Så jeg levede i et helvede i to verdener. Indtil jeg i gymnasiet inviterede mine tre værste mobbere hjem og fortalte dem, hvad jeg gik rundt i derhjemme. Jeg ved ikke, hvor det mod kom fra – jeg tror, at jeg tænkte: ”Enten slår jeg mig selv ihjel, eller også gør jeg noget ved det.” Og så stoppede mobningen.

LÆS OGSÅ: Er du afhængig af kærlighed - på den usunde måde?

Det virker, som om du alligevel har fået en råstyrke med et sted fra?

- Ja, og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg blev fodret med kærlighed og tryghed hos min reservemormor – moren til en af vores unge piger i huset. Hun var der for mig gennem det hele, og selv om hun ikke havde modet til at gøre noget ved det, så var det hos hende, jeg græd ud og fik omsorg, og det hjalp mig så meget.

- Jeg har nok mødt mere modstand end de fleste, men min mor har lært mig en sætning, som står på side ét i min lærebog: ”Det, man ikke dør af, bliver man stærk af ”. Det har jeg efterlevet til ug! Jeg tænker hele tiden over, hvad jeg skal lære af det, jeg kommer ud for, i stedet for at sidde og have ondt af mig selv. Og jeg har lovet mig selv, at resten af mit liv skal give mening – det skal udelukkende bestå af bevidste valg, der gør mig godt.

Hvad er dit bedste råd til den, der er involveret med en psykopat?

- Tal om det, for helvede, få noget hjælp. Men først og fremmest: Se at komme væk! For en psykopat ændrer sig ikke. Det kan du være helt sikker på.