Pilou Asbæk
Selvudvikling

Pilou Asbæk: "Min mor siger, at jeg er et lille lykkebarn"

3. februar 2020
af Thora Bruun Makita
Foto Petra Kleis
Skuespilleren Pilou Asbæk vokser op i en 800-kvadratmeters lejlighed i København, der er sammensmeltet med forældrenes Galleri Asbæk, hvor landets kunstnere flokkes. Forældrene arbejder meget, men det generer ham ikke. Han er i stedet sammen med sine meget ældre brødre, som han ser gyserfilm med hver aften, fra han er seks år. Da han er 10, tager de ham også med på Nasa i Boltens Gård, og som 12-årig kommer han med på stripbar.

Jeg bliver født den 2. marts på Rigshospitalet 1982.

Mit hjerte går i stå under fødslen, og det bliver en form for akut fødsel, fordi navlestrengen har sat sig fast om min hals, så jeg er ved at blive kvalt.

Den eneste grund til, at jeg overlever, er, at min finger har rodet sig ind mellem min hals og navlestrengen. Uden den finger var jeg nok blevet hjerneskadet på grund af iltmangel, så jeg begynder mit liv med at redde det.

Min far besvimer, da jeg bliver født, fordi fødslen er så hård for ham med blod, skrig og panik. Min mor har fortalt, at alle sygeplejerskerne flokkedes rundt om min far.

Han er også en flot mand. Rundt om min mor er der kun en gammel overlæge og en jordemor.

Min far forlader lidt efter hospitalet, fordi han skal ud med kunstneren Kurt Trampedach.

Jordemoderen kommer ind med noget tørt toastbrød på en bakke, og hun begynder at græde med min mor, fordi hun synes, at det var en voldsom fødsel for alle parter.

Min mor er født i Casablanca, opvokset i Paris og kommer til Danmark som 18-årig.

Min far er fra Hammel tæt ved Aarhus. Jeg har to storebrødre, Thomas og Martin, der er ti og otte år ældre end mig.

Mine forældre møder hinanden i Aarhus, hvor min mor læser litteratur og fransk på universitetet, og min far læser medicin.

Min far kan dog ikke tåle at se blod, så han besvimer til eksamenerne, hvor der er blod og nåle, så han må droppe ud af studiet.

Han vil gerne være kunstner og laver nogle skulpturer og får stor succes med dem. Så møder han min mor, gifter sig med hende, og de får et barn og flytter til København.

En dag kommer kunstneren Robert Jacobsen forbi det hus, min far er ved at bygge, og spørger, hvad han dog laver.

Min far forklarer, at han er ved at lave et galleri til sine skulpturer.

”Hvis du stopper med at lave kunst fra dags dato, må du være min gallerist,” siger Robert Jacobsen.

Min far stopper øjeblikkeligt med at lave sine egne skulpturer og begynder derfra at udstille Robert Jacobsens værker.

Med disse udstillinger er min fars galleri blåstemplet, og derefter kommer mange andre kunstnere til. Sådan opstår Galleri Asbæk. Det bliver det første virkelig etablerede galleri i Danmark.

Et af mine første minder er som 3-årig, hvor jeg er med min barnepige Karin på ferie i Aalborg.

Der bor hendes mor, og hun bager de bedste teboller, jeg nogen sinde har smagt.

Som regel tager min barnepige og jeg på ferie i Aalborg i to-tre dage, hvorefter mine forældre kommer og henter mig på vej til Skagen.

Før jeg bliver født, er min mor meget sammen med mine brødre, men da jeg bliver født i 1982, er der opsving i kunstbranchen.

Både min mor og far har derfor travlt, så jeg er meget sammen med min barnepige, men jeg lider ikke afsavn, og jeg er aldrig nogen sinde i tvivl om mine forældres kærlighed.

Jeg er et meget tillidsfuldt barn, og jeg er meget til stede i nuet.

Min mor siger, at jeg er et lille lykkebarn, og med det mener hun, at jeg er ukompliceret. Men ifølge mine brødre er jeg også melodramatisk og selviscenesættende.

På et tidspunkt er jeg på ferie med dem på Jeckels Hotel i Skagen, og mine forældre er væk et par dage grundet arbejde.

Da min mor og far endelig kommer til vores hotel, falder jeg min mor om halsen og råber: ”Åh, min Gud, min Gud, mama, jeg troede, du var død!” Hvorfor? Fordi jeg har flair for dramatik og godt kan lide at være sjov.

Jeg bor med min familie i Ny Adelgade 8 og 10 i København K, hvor vi bor oven på galleriet.

Lejligheden har tre etager, og øverst oppe er der en 400 kvadratmeter stor terrasse med en 200 kvadratmeter grøn have med dertilhørende drivhus.

Selve lejligheden er ca. 800 kvadratmeter.

Den rummer bl.a. et stort køkken, en bagstue, en sidestue, en opholdsstue, en spisestue, et gæstetoilet, en tv-stue, tre børneværelser, et klaverrum, et pulterrum, en forstue, et walk-in-closet og mine forældres gigantiske soveværelse, og inde bagved har de et marmortoilet.

Der ligger en videobutik lige der, hvor vi bor.

Det er Eriks butik i Grønnegade. Erik er storleverandør af videofilm i det centrale København. Han er min hyggeonkel, jeg kalder ham for onkel Erik.

Stort set hver dag er jeg nede hos Erik, hvor der går folk ind i baglokalet og ser pornofilm.

Så sidder jeg ude foran og spiser en pizza og ser ”E.T.”. Jeg ser utroligt mange piratkopier, før jeg ved, at der er noget, der hedder piratkopier.

København K er ikke mondænt, som det bliver senere hen.

Nyhavn er falleret, og der er rotter. I vores kvarter er der værtshuse, beverdinger og uhumske lejligheder uden toiletter.

Der er to børn, der bor omkring Kgs. Nytorv. Det er mig og Peder Bille. Peder Bille er en af mine bedste venner.

Vi følger hinanden hele livet, senere bliver Peder også skuespiller og forfatter og gudfar til min datter.

Mit barndomshjem er et åbent hjem,

hvor de bedste danske kunstnere, såsom Carl-Henning Pedersen og Wilhelm Freddie, hænger ud.

Det er folk, jeg kravler igennem benene på, når jeg skal hente et pølsehorn i galleriets café.

Jeg er iblandt disse kæmpemæssige personligheder, og når jeg tænker tilbage på det, så synes jeg ikke, at det er mærkeligt, at jeg er blevet forholdsvis ekspressiv selv som voksen.

Jeg føler ikke, at jeg bliver væk blandt de store kunstnere, der kommer i vores hjem.

De er generøse mennesker, der gerne vil dele ud bogstaveligt talt. Jeg får masser af litografier, kunstmalerier og andet i løbet af min barndom.

Bag på kunstværkerne står der som oftest: ”Må ikke sælges af din far”, for der er mange gange, hvor jeg har fået gaver af kunstnere, hvor min far senere har solgt dem.

Min mor og far er ikke så meget hjemme, for de skal passe og pleje alle de her kunstnere.

Der kommer kunstnere fra alle sociale lag i deres galleri. Mine forældre er ambitiøse, og de gør det for kunstens skyld.

Når jeg tænker tilbage på det som voksen, så elsker jeg dem for det, de har skabt, selv om jeg dog godt kan tænke på, om jeg har betalt en pris for, at deres drømme og visioner fyldte så meget i barndommen.

Jeg husker ikke min første skoledag, men jeg går på Krebs Skole.

Jeg er ikke så meget til stede i timerne, jeg vil hellere underholde mine klassekammerater. Jeg er ikke supergod fagligt.

Jeg har lidt svært ved at læse og stave, fordi jeg er ordblind og orddøv, hvilket betyder, at jeg har vanskeligt ved at høre stavelser.

Det er problematisk for mig, for forudsætningen for indlæring er jo, at du kan læse, så på den måde er jeg fagligt bagud i forhold til de andre i klassen.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan læse så godt, men mit selvværd er stort, fordi jeg kan spille fodbold, og det er populært iblandt drengene.

Noget andet er, at jeg ikke er bange for piger. Og det er min mors skyld, fordi hun har lært mig, at hvis jeg vinder pigerne over på min side, vil drengene automatisk komme bagefter.

Jeg overlever min skoletid på, at jeg kan spille fodbold, og på, at begge mine storebrødre opdrager mig, det vil sige, at jeg er meget moden.

Jeg skændes aldrig med mine brødre.

De er så meget ældre end mig, og derfor er de voksne nok til at forstå, at jeg er deres lillebror.

Til gengæld er de med til at opdrage mig, hvilket de gør ekstremt laissez faire. Som 10-årig er jeg med til åbningen af Nasa i Boltens Gård.

Mine brødre ifører mig et lille jakkesæt med butterfly, og så siger min ene storebror, Thomas: ”Pilou, fordi vi passer dig i aften, så sidder du i hjørnet her, og så sørger vi for, at du får nogle sodavand og snacks.”

Mine forældre ved selvfølgelig ikke noget.

Da jeg er omkring 12-13 år, tager de mig også med på stripklub.

Et par gange er jeg på værtshus til klokken fire-fem om natten, fordi mine forældre er bortrejst, og mine brødre gerne vil ud og forlyste sig. Jeg vokser op med vildskab, energi og galskab i min barndom, og jeg elsker det.

Jeg er pissebange for at sove alene i mit værelse,

så min bror Thomas forbarmer sig og går med til, at jeg kan sove ved siden af ham på hans værelse.

Så jeg sover hos min bror i min barndom, fra jeg er jeg er seks år, indtil jeg er otte år, hvor han flytter hjemmefra.

Hver aften falder vi i søvn til fjernsynet, hvor vi ser zombie- og monsterfilm. Jeg ser ”Hellraiser”, Roman Polanskis vampyrfilm ”Vampyrernes nat” og Freddie Kruegers ”Nightmare on Elm Street”, før jeg ser ”Krummerne”.

Her begynder min første interesse for film.

Mit første kys får jeg af Christina i 6. klasse.

Hun går en klasse over mig, så jeg scorer opad. Jeg er ikke forelsket i hende, det skal bare prøves. Det føles mærkeligt og grænseoverskridende.

Problemet er, at jeg er meget mere forelsket i en pige, der hedder Sofia, og det er jeg igennem hele min grundskoletid.

Da jeg får Sofia på krogen i 8., er det absurde, at selv om jeg har opstillet en idé om, at hun er den mest exceptionelle, forsvinder magien, da jeg endelig får et kys.

Men sådan er det jo tit med den første forelskelse. Hun er dog stadig en veninde den dag i dag, og jeg holder meget af hende.

Jeg stopper ikke rigtig med at være barn.

Det er ikke, fordi jeg har et Peter Pan-syndrom, jeg er absolut voksen og maskulin på mange områder, men jeg har nok en barnagtig tilgang til livet, jeg er nem at begejstre og nem at skuffe.

Du er aldrig i tvivl om, hvor du har mig.

Læs også