Kendte fortæller

Peter Øvig om sin depression: "Det var som en dæmon, der kom på besøg"

Da forfatter og journalist Peter Øvigs mor døde, besluttede han sig for at skrive en bog om at være barn af en psykisk syg og deprimeret mor. Men under arbejdet med bogen rullede et altfortærende mørke ind over ham selv. Det endte med en indlæggelse på den lukkede afdeling, og en rædselsslagen indvilligelse i elektrochok-behandling, fordi alle andre muligheder var udtømt. Behandlingen kurerede ham mirakuløst på to uger. Her fortæller han sin historie for første gang.

”Til sidst må jeg på benene for at bevæge mig: Jeg danser rundt for enden af dobbeltsengen og digter en sang på egen melodi og med blot en enkelt linje. Janne lukker døren ind til Aske i naboværelset.
”Monsteret er død”, synger jeg ekstatisk. "Monsteret er død! Monsteret er død! Monsteret er død…!"
Ovenstående citat er fra første kapitel i Peter Øvigs bog ”Min mor var besat”. Monsteret er hans mor, og kapitlet handler om den dag for to år siden, hvor hun forlod denne verden. Den deprimerede, psykisk og fysisk syge mor, som Peter Øvig har brugt uanede mængder af kræfter på at holde på afstand gennem 40 år.   
 
 
”Peter, jeg kan ikke klare det længere! Du må komme og hjælpe mig!!”
De samme grådkvalte sætninger blev gentaget i én uendelighed gennem alle årene så langt tilbage, han kan huske. Tryglende, appellerende, fuldkommen blottet for handlekraft. Hendes søn skulle redde hendes liv, græd hun, men det kunne han ikke. Det kunne ingen. Så sikkerhedsafstanden til moderen var livsnødvendig for sønnen, som brugte 20-30 år på at gå i psykoterapi for at rense traumet ud af sin krop. 
 
Alligevel begyndte sønnen også at lide af depressioner i sit voksenliv. Men han kaldte ikke sine ”blå perioder” for depressioner, for han ville ikke sygeliggøres og for alt i verden ikke ligne sin mor. Det var først, da hun døde, at han turde bevæge sig nærmere på smertehavet, så da han havde danset færdig på lettelsens oplyste dansegulv, besluttede han sig for at skrive en bog om sin mor. Titlen lå fast, den blev født sammen med ideen: ”Min mor var besat”, skulle bogen hedde. For det var sådan, det føltes, når hendes blik forandrede sig, og anklagerne begyndte. Som om, hun blev besat af en dæmon. 
Den dag for to år siden vidste Peter Øvig ikke, at den samme dæmon ville besætte ham. 
 
Mors Dæmoni
Solen står skarpt ind ad vinduerne i køkken-alrummet i det hyggelige hus i Gentofte med havelåge direkte ud til Dyrehaven. Der er stillet kaffe frem på langbordet, og gennem terrassedøren kan jeg se et par høns pikke fornøjet rundt i græsset. Her bor Peter Øvig nede i stueetagen sammen med sin 15-årige søn Aske - Ea på 19 er lige flyttet hjemmefra. På første sal bor kæresten Janne med sine to børn, og et par unge medbeboere gør huset til et lille familiekollektiv, hvor der altid er liv og mennesker. 
 
Det er her, han skriver sine bøger, som han høster så meget anerkendelse for, her, han føler sig allermest glad og taknemmelig for sit privilegerede liv. For der er ikke noget, der ikke er, som det skal være i Peter Øvigs tilværelse - hvorfor får han så en depression af allerværste skuffe? Hvor lægerne tilmed betegner ham som psykotisk. Med selvmordstanker og tvangstanker om, at hans nærmeste kun er ude på at gøre ham ondt. Og hvor elektrochok er sidste udvej. 
Det er et år siden, Peter Øvig blev udskrevet fra ”intensiv psykiatrisk afdeling 6112” på Rigshospitalet, og første gang, han skal fortælle sin historie.  
 
1. Peters far og mor holder fest - og elsker hinanden i 1975.
2. Peter og far med Märklin-togbanen på spisebordet. Peter er et år. 
3. Storebror og lillesøster i indianerkostumer, syet af mor. 1967.
4. Peter, 1.c, Rundhøjskolen.
 
Monsteret er død - det er voldsomt at skrive om sin egen mors død?
– Ja, men det er sådan, det var. Og jeg tog en beslutning med den her bog; jeg fortæller det, som det var. Min mor er her jo ikke mere, så det er kun mig selv, det går ud over. Jeg besluttede mig for at skrive bogen den aften, hun døde, og da jeg begyndte at tale med venner og kolleger om projektet viste det sig, at der var en hel del - især mænd - som i forskellig grad havde en tilsvarende oplevelse af, at deres mødre var … monstre er et voldsomt ord, men havde haft en dominerende negativ indflydelse på deres liv lige siden, de var børn. Og at det var hængt ved, så de aldrig rigtigt blev voksne i forholdet til deres mødre. Så jeg blev bestyrket i, at mange har et syn på deres egen mor, som vi aldrig taler højt om. 
 
Du skriver, at du oplevede din mor som en trussel. Hvad betyder det?
– Noget af det er rationelt nok. Hun bebrejdede mig rent faktisk ting, jeg havde foretaget mig helt tilbage fra min barndom og op i nutiden, og at jeg ikke gjorde nok for hende. At jeg fjernede mig fra hende - for eksempel ved at flytte hjemmefra, hvilket jo er en sund og naturlig ting at gøre som ung. Jeg blev bebrejdet løbende gennem alle årene for alt muligt. 
– Det irrationelle, og det er det virkelig uhyggelige, som overfaldt mig, da jeg blev syg, var, at min mors dæmon på en eller anden måde ville tage livet af mig, gøre mig sindssyg. Det var en angst for min mors dæmoni, som jeg ikke har turdet indrømme over for mig selv før. At hun var et monster, en dæmon og meget farligere, end jeg har gået og fortalt folk. Jeg har ikke talt sådan om hende før. Det blev først frigjort, da hun døde. 
 
Hvad tænker du om det i dag - at du havde de tanker?
– Det, synes jeg, er reelt nok. Fordi der er et dæmonisk element i depressionen. Når man fortæller en psykiater, at ens mor havde depressioner, tager de for givet, at man har arvet dem. Men jeg tror, at verden er mangetydig og skal forstås på flere niveauer. Det er sikkert rigtigt, at det er arveligt, men der er altså også nogle andre niveauer af depression, som man ud fra sin personlige tro kan kalde, hvad man vil. 
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
Rask på to uger
Udefra lignede familien Øvig Knudsen alle andre familier. En kernefamilie med to børn, Peter og lillesøster Mette, der boede i et pænt villakvarter i en forstad til Århus, faderen var sygehusdirektør, så materielt manglede de ingenting. Moderen var dels hjemmegående, dels arbejdede hun i sine gode perioder som kontorassistent. Og så havde hun ”dårlige nerver”, som man kaldte det dengang - oversat til nudansk led hun af depressioner, angst og neuroser, og havde derudover den smertefulde sygdom leddegigt i svær grad. 
 
Peter Øvig har fået aktindsigt i moderens journaler fra de hyppige indlæggelser på ”Risskov”, som århusianerne bare kalder deres psykiatriske hospital, og det er skræmmende læsning med alenlange lister over antipsykotisk, nerveberoligende, antidepressiv medicin og elektrochok, hvoraf intet virker på moderen. Med årene falder hun ned i et sortere og sortere hul, og ”er ikke i stand til at passe sine børn”, som der står i journalen. 
 
”Fru Knudsen har siden november 65 haft hyppige, langvarige depressive perioder med søvnighed, grådtilbøjelighed, en følelse af ligegyldighed over for børnene og uinteressethed i alt, trykken for brystet og frygt for at være alene sammen med børnene.”
– Når man vokser op med en deprimeret mor, begynder man som ung at forholde sig til, hvad der var med hende. Min mor købte den biologiske, medicinske forklaring, hun lod sig indlægge og ville gerne have nogle tabletter. Det vendte jeg mig imod. Jeg mente, at det var, fordi hun havde haft en svær barndom, og at hun burde gå til psykolog. 
 
– Senere brugte jeg flere år som journalist på at være kritisk over for psykiatrien, medicin og det ensidigt biologiske menneskebillede. Jeg mente, at man burde finde andre måder at behandle på. Terapeutiske måder. Igennem årene har det så ikke rigtigt virket på mig selv at få psykoterapi, da jeg havde mine lette til middelsvære depressioner, og under min alvorlige depression blev det tydeligt for mig, at der ikke var noget som helst psykoterapi, der kunne helbrede mig. For at sætte en tyk streg under, blev jeg helbredt af den mest brutale metode, psykiaterne overhovedet har: elektrochok. Som min mor også fik. Og som jeg indtil da havde anset for en form for tortur. 
 
Hvad tænker du om den behandling i dag?
– At det var den, der helbredte mig. Det kan jeg ikke komme udenom. Det var helt mirakuløst, hvordan jeg blev rask i løbet af to uger, efter at have været syg et halvt år. At sende strøm gennem hjernen er en meget voldsom behandlingsform, og jeg var skrækslagen. Den eneste grund, til at jeg til sidst sagde ja, var, at jeg var overbevist om, at de ville have tvangsbehandlet mig. Det sjove er, at mens de fleste mennesker, som ikke kender noget til elektrochokbehandling, har et negativt syn på det, så møder jeg nu mange, der har fået elektrochok, og jeg har ikke talt med nogen endnu, som ikke er lykkelige for det. 
 
Den værste dag 
Under arbejdet med bogen, som Peter Øvig gik til med sin sædvanlige dokumentariske nøgternhed via interviews med dem, der var tæt på hans mor, var der noget, der skred indeni ham. Den afstand, han havde opretholdt til sin mor gennem 40 år, blev langsomt nedbrudt, og han følte det, som om hans mors dæmoner krøb ind i ham og sugede ham ind i det sorte hul, han siden barndommen havde frygtet mest af alt. 
 
I første omgang ignorerede han angsten og fortsatte arbejdet, men til sin egen rædsel mistede han på et tidspunkt evnen til at skrive. I løbet af 2017 fik han det gradvist værre, i oktober måtte han sygemelde sig, og den 12. januar sidste år blev den værste dag i Peter Øvigs liv. Kæresten Janne og to tætte venner insisterede på, at han skulle indlægges, og trods flugtplaner, hvor det lykkedes ham at komme ud på terrassen, fik vennerne fat i ham og kørte til Rigshospitalet. 
 
Inden da havde Peter Øvig prøvet alt for at undgå det. Han gik til psykolog, psykoterapeut, ”kloge koner” fra det alternative miljø, tog lykkepiller, benzodiazepiner, tvang sig selv til at motionere, dyrke yoga og opretholde en normal tilværelse. En dag endte han hos Dortebet, som han har kommet hos i årevis for at få tjekket sin helbredstilstand. Dortebet er buddhist og alternativ behandler og kan tale med ånderne. Peter Øvig var klar til hvad som helst for at få dæmonens rasen til at stoppe, så Dortebet spurgte ånderne, hvad meningen med hans depression var. Hun fik at vide, at Peter selv har inviteret depressionen for bedre at kunne forstå sin mor, når han skulle skrive en bog om hende. 
 
– Hun kunne ikke hjælpe mig, men hun kunne give mig et bud på, hvad der foregik. Det var en mulig forklaring af ikke-rationel art, at jeg skulle prøve, hvordan min mor havde haft det, og at det derfor var værre end mine tidligere depressioner. 
 
Dortebet siger, at det skete for dig, fordi du skulle hjælpe andre mennesker med din bog. Hvordan tror du, at den kan hjælpe?
– Hvis du havde spurgt mig for bare et par år før, hun døde, ville jeg nok have givet dig en rimelig stille og rolig forklaring på, hvad det var med min mor. At det var faldet til ro, at hun var blevet småsenil og kommet på plejehjem, og at der ikke var de store problemer længere. Derfor var det voldsomt at opleve, hvor bange jeg egentlig havde været for hende, da hun døde. Eller for det, hun repræsenterede. Allerede dér er der nok nogle mennesker, som kan genkende noget i forholdet til deres mor. 
 
– Jeg synes faktisk heller ikke, at der findes særlig mange beskrivelser af, hvad det vil sige at være virkelig deprimeret, så det har jeg brugt en del kræfter på at beskrive. Det håber jeg, at nogen kan have glæde af. At der er en, der lægger kortene på bordet. For det er gået op for mig bagefter, at der i vores tid stadig er en stigmatisering af psykisk sygdom. Selv om det er blevet lidt bedre, er vi stadig ikke særligt åbne om det. Da jeg blev udskrevet, fortalte jeg i et Facebook-opslag, at jeg havde haft en depression, været indlagt på den lukkede og fået elektrochok. Og jeg kunne mærke på responsen, som var helt overvældende, at det ikke var noget, folk var vant til, at man stillede sig frem og sagde. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at skrive bøger, da jeg var kommet ud på den anden side, men jeg kunne se, at der lå en opgave dér. Det, jeg ville med bogen i første omgang, var at skrive, at det er hårdt at have en deprimeret mor - nu fik jeg så lige lejlighed til selv at fortælle, hvordan det er, hehe. 
 
Hvordan reagerede folk?
– Jeg fik kun positive reaktioner i et omfang, jeg aldrig har prøvet før. Folk skrev, at det var flot, at jeg fortalte det. Det var slet ikke min intention, at det opslag skulle vække så meget opmærksomhed, for på det tidspunkt havde jeg stadig et ret lille selvværd. Men reaktionerne fortalte mig, at der stadig er meget tys-tys om psykisk sygdom, og der er ikke andet at gøre ved det, end at nogen af os står frem og fortæller om det.  
 
 
Mere grådlabil
”Depression er ikke mig. Depressionen opleves som et fremmed væsen, der indtager min krop og personlighed, og suger al positiv energi ud af mig. Dette er måske dens største mysterium: Hvor kommer den fra, og med hvilket formål presser den mig ned i sort slam,” skriver Peter Øvig.
 
Han havde det dobbelt, da han kom ud på den anden side af sin depression. På den ene side var han lykkelig for, at dæmonen havde sluppet sit tag, på den anden side måtte han se i øjnene, at det ville tage tid at blive sig selv igen. 
– Når man kommer ud af en depression så hurtigt, som jeg gjorde, er man meget, meget lykkelig for, at den er væk. Fordi det føles som en besættelse, som noget fremmed, der trænger ind i en. ”Nu er dæmonen rejst væk’”. Det er den altoverskyggende følelse. Taknemmeligheden over, at den forsvandt. For det tror man ikke, når man har den. Men så opdager man, at det tager meget lang tid at komme sig over en depression, og det er svært, når man er vant til at være et handlekraftigt menneske. 
 
Hvordan havde din krop det efter elektrochokkene?
– Den skulle bygges op igen. Når man er allermest syg, er det meget lidt, man får foretaget sig, selv om jeg prøvede at tvinge mig selv til at motionere. Og så gør det noget dårligt for hjernen at have en depression. Der går mange måneder med genoptræning af både krop og hjerne, og det er svært at anerkende selv, så det må være endnu sværere for andre mennesker at forstå, at det kan tage så lang tid.  
 
Oplever du nogen bivirkninger?
– Jeg synes, at min hukommelse er blevet dårligere, men det kan også skyldes depressionen, siger lægerne. Det er kendt, at elektrochok smadrer hukommelsen de første uger, men en blivende virkning er ikke målt. Så det kan være en kombination, jeg ved det ikke. Og så er jeg lidt en anden mand i dag. Mere følsom og grådlabil. Jeg har altid været meget, meget lidt grådlabil, faktisk har jeg gået i terapi for at lære at græde, det har jeg så lært nu. Jeg bliver meget let rørt, flere gange om dagen. Det har jeg aldrig prøvet før. 
 
Hvordan er det?
– Jeg skal lige vænne mig til det, for jeg er et kontrolmenneske, der er vant til at have situationen i min hule hånd. Men dét der kan jeg ikke kontrollere, og det, synes jeg, er godt. Jeg var ved at dø af det her. Depression er en dødelig sygdom, og hvis jeg var blevet ved med at have det, som jeg havde det, kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle have levet videre. Man ved, at selvmordsrisikoen for svært deprimerede er høj, og bare det at have tænkt på det … det gør, at der er nogle ting, jeg ikke gider at bruge tid på længere. Man bliver fokuseret på det, der bringer glæde, kreativitet, kærlighed. Jeg er mere taknemmelig for en solskinsdag i dag, end jeg var før. Og min svigermor sagde til mig for nylig, at jeg er blevet rarere at omgås. Jeg lytter mere efter, hvad man siger, ifølge hende. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke synes, det er fedt at have haft en depression, men der er nogle små ryk til den bedre side, kan jeg mærke.
 
Ucharmerende og selvoptaget
Noget, man undrer sig over i bogen, er, hvordan Peter Øvigs far holdt ud i så mange år. Og hvorfor han ikke greb ind, når moderen tydeligvis skadede børnene med sin dysfunktionelle adfærd. 
– Jeg har ikke fundet svar på det. Måske et del-svar fra nogen, der kendte ham, som sagde, at man ikke forlod et sygt menneske i den generation. Min far var speciel på den måde, at han var øverste chef for et stort sygehus, og derfor måtte han også være meget handlekraftig, tænkte jeg. Men privat var han meget konfliktsky. Jeg har selv svært ved for eksempel at klage over maden på en restaurant, hvis den er dårlig, for jeg har aldrig lært det. 
 
Har du ikke været vred på ham over, at han ikke greb ind?
– Nej, jeg har mest haft ondt af ham over, at han skulle leve sammen med min mor. Da vi flyttede hjemmefra, behøvede jeg ikke at spekulere over, om min mor nu klarede sig, for det det sørgede min far for, men da han døde, skulle min søster Mette og jeg jo tage os af hende, og det var stort set umuligt at gøre rigtigt. Da min søster flyttede fra Århus til Cambodja, blev jeg den, der skulle tage mig af hende, og hun kunne ikke bo alene i huset, så jeg fik hende i en beskyttet bolig, derefter på plejehjem. Hendes handlekraft og beslutningsdygtighed var på niveau med et treårigt barns. Og hendes neurotiske konstitution var sådan, at hun ikke ville tage ansvar for noget. Hun var meget selvoptaget, meget optaget af sine egne lidelser og problemer, og kunne faktisk ikke rigtigt føle empati eller interesse for andre mennesker. Jeg plejer at sige til folk, at min mor var meget ucharmerende. For det er jo meget ucharmerende at være sådan. 
 
– Mit ungdomsoprør mod hende var en aften, hvor jeg smadrede en stor lænestol midt på stuegulvet foran hende, da hun endnu en gang havde ringet til mig og grædende bedt om hjælp. Jeg blev ved med at smadre stolen i gulvet, mens jeg råbte: ”Jeg kan ikke hjælpe dig!! Jeg kan ikke hjælpe dig!!” Min mor blev helt chokeret og rettede sig op i stolen og sagde undrende: ”Men Peter, du må jo have det virkelig dårligt!” 
 
Hvad er det for en følelse, man får over for sådan et hjælpeløst og ansvarsfralæggende menneske?
– Afmagt, først og fremmest. Min redning var, at jeg begyndte at vende det udad, mod hende, ellers ville jeg have vendt det mod mig selv og bruge en stor del af mit liv på at redde en, som pr. definition ikke kunne reddes. Det var ligegyldigt hvad, man gjorde, så ville hun blive ved med at være utilfreds og sidde og græde. Så det var lykkeligt for mig at jeg som ung mand smadrede den stol og ret konsekvent derefter gik fra situationen hver gang, hun begyndte på det der. Det fik hende ikke til at holde op, men det hjalp mig at vende det til vrede.
 
– De fleste mennesker vil nok vælge at lægge afstand, for man kan ikke holde ud at være sammen med et menneske, man føler lede overfor. Jeg fik jo aktindsigt, så jeg kunne se, at de også har haft virkelig store problemer med hende på plejehjemmet. Der står ikke, at de ikke kan holde hende ud, man taler om, at ”det er svært at håndtere Ellen Knudsen”. Og det handler alt sammen om at skabe afstand, at sige nej til hende, og hvis hun kommer for tæt på dem og begynder at råbe, skal de klappe i hænderne for at få hende til at træde tilbage.  
 
Du tror ikke, at der var noget som helst, der kunne få hende til at holde op?
– Nej, det tror jeg ikke. Min mor havde en ulykkelig barndom med fattigdom og en deprimeret mor, men der er mennesker, der har haft den type barndom, der rejser sig og får et fint liv, hvor de handler og tager ansvar. Så enten er det noget medfødt hos hende, altså en side af hendes personlighed, men der er ingen, der taler om hende på den måde fra hendes ungdom, og derfor lander jeg igen i det dæmoniske. Ikke ment på den måde, at man bliver taget af en dæmon og ikke kan gøre noget ved det, jeg tror, at hun godt kunne have gjort modstand. Men hun underkastede sig, blev besat, som jeg kalder det i mangel af en rationel forklaring.     
 
Alle holdt afstand
Peter Øvig har været af og på lykkepiller i nogle år, men ved ikke, om de har virket, eller om depressionen bare er gået over. I dag tager han tre lithiumtabletter om dagen, som skulle virke forebyggende.
– Men jeg ved heller ikke, om de virker. Vi kan tales ved om ti år, så kan jeg fortælle dig, om jeg har haft en depression eller ej. 
 
Er du bange for, at den kommer igen?
– Ja, det tror jeg alle, der har prøvet det, er. Men jeg siger to ting til mig selv: Jeg er kommet igennem det en gang, og der er en kur. Selv om det overhovedet ikke er noget, man har lyst til, for elektrochok er en meget voldsom behandlingsform. Du bliver lagt i narkose, får strøm gennem hovedet, og når du vågner, aner du ikke, hvor du er, hvem, du er, eller hvad, der sker. 
 
Hvor tæt var du på at begå selvmord?
– Psykiaterne skelner mellem selvmordstanker og selvmordsplaner, og jeg var der kun i tankerne. Men når man er så deprimeret og tænker på at begå selvmord, så føles det, som om man var tæt på. Psykiaterne kaldte min tilstand for en psykotisk depression, det bliver ikke værre. Og jeg overlevede. Så jeg kommer også til at overleve, hvis den kommer igen. Jeg troede, at min depression hang sammen med min mor på den måde, at hun ville stoppe mig i at skrive en bog om hende, men det kan godt være, at det også var, fordi jeg har gået og holdt sammen på mig selv og holdt den afstand til hende i så mange år. Det er enormt udmattende. Så dør hun, så er jeg lettet og danser og er i højt humør. Det kunne være en sen-sorgreaktion. En kæmpe udmattelse. Hvordan har du det med din mor i dag?
 
– Der er en stemme, der siger til mig, at man ikke kan tillade sig at tale sådan om sin mor - jeg synes også, at det er hårdt at kalde hende et monster. Men hvis jeg ikke beskriver det, som det foregik, fortæller jeg jo alligevel ikke, hvor langt ud man kan komme. Men jeg er ikke vred på hende mere. Jeg ved ikke hvorfor, men vreden er simpelt hen forsvundet. Jeg har et blødt punkt og en smerte over, at det nu skulle være, som det var, men det er mere en sørgmodighed. Og jeg vil gerne bidrage til, at andre børn ikke udsættes for sådan noget her. Jeg har ikke forstand på, hvad man skal gøre, men der må være nogle andre voksne, der tager stilling til, om det er i orden for børnene. Der var ikke en voksen på noget tidspunkt i min barndom, der spurgte mig, om jeg havde et problem med min mor og hendes sygdom. Alle holdt sig på afstand. 
 
Hvis du skulle sige noget til pårørende til en deprimeret, hvad ville det så være?
– Der er stadig et tabu omkring depression, som gør, at man hellere vender ansigtet den anden vej end kigger på det og ser, at der er et menneske, der ikke kan tage sig af sine børn. Det er ubehageligt, det er virkelig en frygtelig tilstand, og det har man måske ikke lyst til at komme i nærheden af, men punkt ét må være, at man retter sit blik imod det. Det næste at man overvinder den modstand, vi har på at intervenere i andre menneskers liv. Der skal enormt meget til at få indlagt en kæreste, god ven eller et familiemedlem. Jeg mente selv, at min ven var helt vild grov og kynisk, da han indlagde mig. Så man skal forberede sig på at gøre det imod folks ønske, fordi en psykisk syg person ikke selv er i stand til at se det. Jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for det i dag.    
 
1. Konfirmanden skåler med mor. 
2. Blaffertur til Spanien, 21 år og fuldskæg.
3. Med kæresten Janne ved havet. De to bor på hver sin etage i Peters hus i Gentofte. 
 
Peter Øvig lige nu
 
1. Jeg læser ... helst papirbøger i hængekøjen i min stue og med noget dyb elektronisk musik på anlægget. At læse på skærm betyder ofte, at jeg lader mig distrahere af indkommende beskeder, og selve meningen med at læse en bog er for mig at synke ned i det univers, forfatteren folder ud.
 
2. Jeg tænker mest på ... at være nærværende, både over for mine nærmeste og over for kassedamen i Netto. Det er banalt og noget af det sværeste i verden.
 
3. Jeg prøver ... at ignorere, at jeg har fået en psykiatrisk diagnose, som betyder, at sygdommen kan komme igen. For det giver ingen mening at dvæle ved det.
 
4. Jeg gider ikke ... at diskutere med mennesker, som har fastlåste holdninger til det ene eller det andet. Til gengæld er det vidunderligt at diskutere med mennesker, som er åbne for, at verden kunne være anderledes, end de forestiller sig. Det er den nemlig oftest!
 
5.  Jeg har svært ved ... at undvære at rode i jorden i de mørke måneder. Når jeg nu har et arbejde, der mest foregår oppe i hovedet, er det livsnødvendigt for mig at komme ud og grave og plante og så.
 
6. Jeg glæder mig til ... alle de fester, som den kommende årstid indbyder til: fester i haven med en fisk på grillen, en flaske bobler og lange snakke omkring bålet med gamle og unge.
 
7. Jeg er bange for ... at min sygdom, depressionen, bryder ud en gang til, for jeg ikke har lyst til nogensinde at besøge helvede igen.
 
8. Jeg ser ... en lys fremtid for menneskene, fordi de unge virker så ansvarsfulde, også meget mere end min generation (selvom vi måske var mere højtråbende med vores holdninger). De unge skal bare opdage, at de har lov til selv at bestemme, hvordan de vil leve – det er ikke de gamle politikere.
 
9. Jeg bryder mig ikke om ... fanatikere, hvad enten de er politiske eller religiøse fundamentalister. Desværre kan fanatikere aldrig selv se, at de er det. De synes jo selv, at de kæmper for alt det gode. Men de har forårsaget alle de største tragedier og folkedrab i verdenshistorien.
 
10. Jeg ønsker mig ... at jeg fremover kan slippe for depressioner eller nøjes med at få de lettere versioner, så jeg kan koncentrere mig om at skrive mine bøger, se mine børn vokse op, snakke med mine venner og elske min kæreste, til jeg bliver 97.