Kendte fortæller

Mathilde Falch: "Det hedder jo psykisk sårbar - men jeg føler mig som det modsatte af sårbar og svag

Mathilde Falch har levet hele sit ungdomsliv med misbrug og psykisk sygdom, og det har gjort hende stærkere end så mange andre mennesker. For det kræver en ekstrem vilje næsten at sulte sig ihjel. At drikke hver dag. At skære i sig selv. Så selv om Mathildes officielle diagnoser er afhængig og psykisk sårbar, kunne hun aldrig drømme om at betegne sig selv som svag.

Det er fire år siden, jeg sidst mødte Mathilde Falch, og da jeg gik fra hendes lille lejlighed på Vesterbro og hele vejen hjem i bilen og i mange dage efter, tænkte jeg på hende. Fordi den blanding af sårbarhed, visdom, ærlighed og insisterende råstyrke, hun udstråler, påvirker én. Rører én. 25 år var hun.
 
Dengang var Mathilde lige blevet ædru – 10 dage havde hun kæmpet sig igennem uden alkohol. Så da jeg kørte ind for at møde hende igen – denne gang i en større lejlighed på Frederiksberg – håbede jeg af hele mit hjerte, at hun havde stået distancen uden at falde i.
 
– Det har jeg, ja, svarer Mathilde med et smil på mit allerførste spørgsmål.
 
– Og det har været meget lettere, end jeg troede. Jeg har fået så meget andet, som er så meget vigtigere. 
 
 
Det ser man, når man kigger rundt i hendes og manden Jespers store, lyse lejlighed. Nede på gulvet ved siden af Mathildes eget keyboard står et børneklaver i træ, og rundtomkring ligger der legetøj og børneting. Det, Mathilde nemlig har fået siden sidst, er lille Leo, som kom til verden for halvandet år siden og flyttede sin mors fokus fra sig selv til ham for altid.
 
Men som de fleste andre ting i Mathilde Falchs liv kom Leo ikke let og ubesværet. Efter en svær graviditet med en smertefuld bækkenløsning, der endte med at lægge Mathilde ned de sidste måneder, var både mor og søn ved at dø under fødslen, og efter få uger viste det sig, at Leo led af refluks (når mavesyren løber tilbage i spiserøret fra mavesækken, red.), og det var så smertefuldt, at han skreg 10-20 timer i døgnet. Og der var ingen hjælp at hente i sundhedssystemet.
 
Det er kun et par måneder siden, Leo fik det markant bedre, og efter at Mathilde Falch har rullet hele historien ud for mig over en kop kaffe ved køkkenbordet, fatter jeg ikke, at hun kan sidde oprejst. Men fra Mathildes vinkel ser det sådan her ud:
 
– Det er spændende at opleve, at alt, hvad jeg har været igennem, har handlet om mig selv, min psyke, mit misbrug, mine indre kampe. Men at stå med sit barn i armene, og det bare skriger af smerte dag ud og dag ind, det går et helt andet og meget dybere sted ned. Det knuste mit hjerte hver dag. Det gør det stadig mange nætter. Og i dag forstår jeg, at mange af de kampe, jeg har taget tidligere, har været en gave. De var ikke sjove, men det har sat tingene i relief. Det er, som om jeg skulle tage de kampe for at klare det her. Så jeg er taknemmelig for dem. Faktisk.
 
SKØNHEDEN I MØRKET
”Du spørger om jeg ved hvis dæmonerne forsvinder tager de så englene med?”
 
I år har Mathilde Falch 10-års jubilæum som turnerende musiker, og i den anledning har hun udgivet et livealbum. Sangen ”Tiden” har hun lavet sammen med Søren Huss – en anden sangskriver med en smertefuld personlig historie bag sig. Sangen handler om de perioder, hvor livet river og rusker, og hvor det eneste, man kan gøre for at overleve, er at blive ved med at trække vejret.
 
– Den handler om, at der også er skønhed i det mørke, det destruktive. Og en frygt for, at livslysten forsvinder, hvis man holder op med at dyrke mørket. Som yin og yang. Kan det ene overleve uden det andet? Lyset er smukt, men der er også noget at hente i mørket, vi behøver ikke at være så bange for det. Det, der har hjulpet mig de seneste år, er ikke at være bange for dæmonerne. For succesen er ikke nødvendigvis at fjerne dæmonerne, men at leve side om side med dem.
 
Har du nogen dæmoner tilbage?
– Ja. Slet ikke i samme grad, men jeg tror, det er lykkedes mig at blive glad og komme igennem mine kampe, fordi jeg har accepteret, at dæmonerne er en del af mig. At de altid vil være der, og det må de gerne – jeg handler bare ikke på det, de gerne vil have mig til. Da jeg havde anoreksi, så jeg helt tydeligt en dæmon for mig siddende på skulderen. Når den dukker op, siger jeg lige: Hej min ven. Du må godt være her, men jeg vil ikke den vej, du vil. Jeg vælger noget andet, der gør mig glad.
 
LÆS OGSÅ: Søren Huss: ”Jeg er ikke længere en sorgfuld huleboer”
 
Hvad mener du med, at der er noget at hente i mørket?
 
– Jeg tror nærmest, at al min drivkraft, alt det, jeg laver, kommer af det. Det krævede noget vilje næsten at sulte sig selv ihjel. At drikke hver dag. At skære i sig selv. Og hvis jeg kan vende den kraft til noget positivt, så kan jeg virkelig gøre noget godt. Da min søn kom til verden med sygdom, kunne jeg virkelig bruge det, at jeg kan holde til enormt meget. Fordi jeg véd, at ting kan gøre ufatteligt ondt, men at man kan komme igennem dem.
 
– Så når man siger, at misbrugere, afhængige mennesker, er svage, så passer det ikke. Man bliver så fucking stærk, når man er tvunget til at lære sider af sig selv at kende, som andre ikke opdager hos sig selv. Det hedder jo psykisk sårbar, men jeg føler mig som det modsatte af sårbar og svag. Det samme med misbruget. Man er ikke svag, fordi man er misbruger. For det hele kræver så enormt meget af dig.
 
SELVHADET FYLDER
Mathilde Falch var 17 år, da hun blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling i Næstved med spiseforstyrrelsen anoreksi. Hun var så tynd og afkræftet, at hendes organer næsten havde sat ud, og hvis ikke det var, fordi der sad en vagt ved hende 24 timer i døgnet, havde hun selv hjulpet til det sidste stykke vej.
 
Hvorfor? Det er der ikke noget rationelt svar på. Psykisk sygdom er ikke rationelt. Jo, hun var vokset op med en far, Michael Falch, der drak, men på det tidspunkt havde Michael Falch for længst lagt alkoholen bag sig. Der manglede ikke kærlighed i hjemmet, tværtimod. Der blev talt åbent om både misbrug og psykisk sygdom, som har løbet i familien i generationer, hun havde været i pårørende-behandling med sin far, så allerede i en meget ung alder var Mathilde bevidst om de gener, hun havde arvet. Men det var ikke nok. Ikke dengang.
 
– Det er så stærk en kraft, og det handler ikke om fornuft eller vilje, det her. På et tidspunkt satte min far og mig os ned og kiggede på vores stamtræ, og både på min mors og min fars side var de enten psykisk syge eller misbrugere eller begge dele langt langt tilbage. Så allerede som helt ung var jeg meget bevidst om, at jeg var misbruger, i kraft af at det har været et tema for os, og da min far blev ædru, viste han mig, at der var en vej ud. På den måde har vi brudt kæden, fordi erkendelsen var der. Den er der mange, der ikke har, før de stopper, og det har sammen med åbenheden omkring det, som er enormt vigtig, været en hjælp.  
 
Efter at have kæmpet sig tilbage til livet røg Mathilde ud i et massivt kokainmisbrug, som først stoppede, da hun blev kærester med Jesper et par år efter. Han gjorde det helt klart for Mathilde, at han ikke tolererede hendes cokemisbrug, så det lagde hun på hylden med det samme, for hun ville Jesper mere end kokainen. Og så kunne hun vel lige trappe ned med alkoholen, tænkte hun. Det kunne hun ikke. Det eneste, der skete, var at hun trappede op.– Det var rigtig svært at stoppe, især op til at jeg tog beslutningen. Men da jeg endelig gjorde det blev mit liv markant bedre ret hurtigt. For selvhadet fylder så meget, når man drikker. At vågne op om morgenen og vide, at åårh nu har du gjort det igen! Jo, det er synd for mig, at jeg er misbruger, men jeg var stadig røv-nederen i går, og nu er det mest synd for Jesper. Som alkoholiker vil man jo have medlidenhed fra dem, man gør ondt, og det er virkelig ikke fedt.
 
I den første tid gik Mathilde til AA-møder, men modsat faren, som blev ædru ved hjælp af AA, var det ikke noget for Mathilde.
 
– De gange jeg har været ude for noget … skelsættende i mit liv, har jeg haft en meget stærk følelse af, at jeg skulle gøre det på min egen måde. Det tændte mig af at gå til de møder, må jeg indrømme, for man fik hele tiden at vide, at hvis ikke man kom der, ville man helt sikkert falde i igen. Det passer jo ikke. Men det var min måde, det her, og ikke noget, jeg vil anbefale andre, for jeg ved jo, at det hjælper virkelig mange at gå i AA. 
 
– Der var en, der sagde til mig, at nu kunne jeg ikke spille mere, fordi jeg ikke kunne være i musikermiljøet. Og ja, det er et miljø med rigtig meget druk og misbrug, men jeg ville lære at være i det. Det var mit mål. Det har jeg lært nu, og jeg nyder det. Jeg kan godt lide at være sammen med folk, selv om de drikker. Og det har været enormt vigtigt for mig at lære. Jeg kan stadig være med til festen – det kan godt være, jeg går lidt tidligere, end jeg gjorde før, men jeg nyder det til gengæld meget mere nu, fordi det ikke er forbundet med drama og skam. Nu kan jeg rent faktisk hygge mig uden at have det anstrengende fokus på alkohol. 
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
ET BARN I SMERTEHELVEDE
Da Mathilde blev gravid, begyndte hun at få gangbesvær allerede i tredje måned på grund af bækkenløsning, og det endte med krykker, smerter døgnet rundt og aflysning af alle koncerter. Da fødslen endelig gik i gang, havde hun haft veer i 30 timer, uden at der skete noget, og navlesnoren havde viklet sig om Leos hals. Mathilde nåede lige at føde inden akut kejsersnit, men hun blødte ”som et springvand”, så hun røg direkte på operationsbordet og blev lappet sammen. Og fik at vide, at nu skulle hun tage hjem og forholde sig helt i ro.
 
Det var først da, helvede startede.
 
– Leos refluks brød ud, da han var fem uger, og vi fik ret hurtigt medicin, det gjorde ham bare ikke rask. Den medicin, han fik – og som mange får – er ikke godkendt til babyer og har mange bivirkninger, som Leo fik. Så han skulle holdes og vugges i 24 timer i døgnet, fordi han havde så mange smerter, og jeg kunne næsten ikke gå på grund af bækkenløsningen. Vi skulle selv finde ud af, hvad vi kunne gøre, for der er ingen, der forsker i refluks, fordi der ikke er prestige i at forske i børnesygdomme, der ikke er dødelige. Så vi rodede rundt i alle mulige former for naturmedicin og terapier, det var helt skørt. Zoneterapi viste sig at hjælpe ham, og mælkesyrebakterier og kosttilskud af forskellige slags, men han blev ikke rask, og da han var omkring et år, blev vi indlagt med ham. 
 
Lægen tog ved samme lejlighed nogle prøver på Jesper og Mathilde, fordi de var så udmattede.
 
– Vores tal var så vilde, at han ikke kunne forstå, at vi ikke var kollapset, og så sagde han, at vi skulle få noget hjælp. Det er bare rigtig svært, for folk har svært ved at stå med et skrigende barn, som ikke er deres eget, fortæller Mathilde Falch.
 
De fleste børn, der er født med refluks, får det bedre, når de er omkring 18 måneder, men som Mathilde siger:
 
– Er det ikke børnemishandling at lade dem lide i halvandet år? Det er det jo. Jeg har været rigtig vred på systemet, selv om lægerne gerne ville hjælpe, de kunne bare ikke. Nu er jeg ved at uddanne mig til zoneterapeut og børnesundhedsvejleder, og jeg er blevet ambassadør for Refluksforeningen, og jeg kan jo se, at mange børn bliver hjulpet af de forskellige alternative behandlinger, men lægerne er ikke interesserede i at høre om det. Jeg fatter ikke, hvorfor de ikke vil høre om det, når målet for en læge jo er at hjælpe de syge.
– Lige nu er vi dér, hvor man vil beskrive Leo som kolikbarn, og det er ren ferie for os. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve deres barn i smertehelvede hver dag, og der er da også rigtig mange, der går ned med flaget på det. Folk bliver skilt, kommer ikke tilbage på arbejdsmarkedet, er på overførselsindkomst, får ikke flere børn på grund af det. Så samfundsmæssigt ville det være en god idé at sætte nogle penge af til forskning. 
 
 
EN GAMMEL SJÆL
Undervejs i forløbet aftalte Mathilde og Jesper, at de overhovedet ikke ville overveje deres forhold, så længe Leo var syg, og at alt, hvad der blev sagt om natten, ikke gjaldt. Fordi de var nødt til at stå det igennem sammen.
 
– Så vi har ikke talt sammen i halvandet år, haha, griner Mathilde med den humoristiske distance, hun altid har haft en evne til at lægge til tingene. 
 
– Mange forældre med syge spædbørn får konstateret PTSD (posttraumatisk stresssyndrom, red.), og jeg kan helt klart mærke efterveer af at have et nervesystem, som er i alarmberedskab døgnet rundt. Det, der heler mig, er at se Leo så glad – det er min medicin. Mange af de børn, jeg har mødt, er bagud i deres udvikling, fordi de har haft det så dårligt, men Leo har hele tiden været enormt livskraftig, og det holder mig oppe. Der er fundet en sammenhæng mellem smerte i spædbarnsalderen og adhd og autisme, og Leo er meget oppe at køre, men jeg tror, det er hans måde at klare det på. Jeg ser mig selv så meget i den måde, han tackler det her på. Han lægger sig ikke ned …
 
Mathilde tørrer en vildfaren tåre væk fra kinden. 
 
– Nu bliver jeg rørt.
 
Han har arvet noget råstyrke fra dig?
 
– Måske. Eller måske fra et helt andet sted. Mange har fortalt mig, at han er en gammel sjæl. Og nogle gange er det, som om han ser lige igennem mig. Og så synes jeg, jeg kan se på ham, at han et eller andet sted har det sådan: Det skal nok gå, det hele. Jeg skal bare lige igennem barndommen, smiler Mathilde.
 
Hvad mener du med en gammel sjæl?
 
– Jeg ved jo intet om det, men jeg føler helt klart, at jeg selv har levet flere liv, og at Leo også har. Jo mere jeg lever, jo mere finder jeg ud af, hvor lille en del af noget større jeg er. Det synes jeg faktisk er beroligende. At være en lille brik i noget større. Men det dér med sandheder … det er jeg meget varsom med at gå og slynge ud. For hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for andre. Jeg har bare altid søgt efter … hvad man kan kalde Gud, fordi jeg altid har været overbevist om, at der findes noget andet, som ikke handler om, hvad jeg føler og tænker, og hvor god eller dårlig jeg er til ting. Et slags helle.
 
ALENEHEDEN SKABER UBALANCER
”Give me a f…… break!!”, ville jeg nok have råbt til verden, hvis jeg var Mathilde Falch. Og den er da også kommet til hende et par gange, men:
 
– Jeg øver mig i at se det hele lidt ovenfra, prøver at afdække, hvad jeg skal lære af det hele. Og lige nu er der en masse mennesker, der hænger uden for sundhedssystemet med deres syge børn og er helt ude i gardinerne – dem føler jeg et ansvar for. Der er en grund til, at jeg skulle igennem det her, for jeg må godt spille musik og lave alle de dejlige ting, men der er også noget andet, jeg skal. Noget, Leo og jeg skal sammen.
 
– Vi har jo opholdt os rigtig meget på hospitaler, og efter at Leo er begyndt at kravle, er han altid kravlet hen til mennesker, som sidder i kørestol, mennesker, som er svage, syge, ensomme. Det er, som om han søger dem. Det har gjort, at jeg har sat mig ned og talt med de mennesker, og alle, jeg har talt med, siger, at de er ensomme, fordi ingen sætter sig ned og taler med dem. Folk kigger væk – måske af høflighed, fordi de tænker, at man endelig ikke skal kigge på den handicappede – men det gør altså, at de sidder alene alle steder. Ingen hilser, ingen kigger.
 
– Det er det samme med psykisk syge – man skal endelig ikke kigge, spørge til dem, tale med dem. Da jeg var syg, kunne jeg tælle på én hånd, hvor mange der turde sige noget til mig. Det er nok, fordi folk er bange for at gøre det værre, hvis de kommer til at sige noget forkert, men det virker lige modsat. Og Leo minder mig hele tiden om, hvor vigtigt det er, vi ser hinanden, hilser på hinanden. Derfor glæder jeg mig også til at blive en del af et lokalsamfund, og jeg håber sådan, at vi bliver taget godt imod, så vi kan lave noget sammen, siger Mathilde om den lille families snarlige flytning til Birkerød, hvor de har købt hus.
 
– Der er en rød tråd i alt det, jeg interesserer mig for: Psykiatrien, hvor jeg er ambassadør for foreningen SIND, Refluksforeningen, musikken …  I gamle dage havde vi stammer og fællesskaber, hvor vi kunne spørge hinanden til råds og finde trøst hos hinanden, nu sidder vi alle sammen alene i vores lejligheder med brystbetændelse og aner ikke, hvad vi skal gøre. Den alenehed tror jeg laver ubalancer alle mulige steder. Også i forældreskabet, hvor mange mødre sidder derhjemme og ser på de sociale medier, hvor godt de andre klarer sig, hvor perfekte deres babyer ser ud, og hvor meget caffe latte de drikker. Og de sidder bare derhjemme med et skrigende barn. Det ægte liv bliver ikke repræsenteret ret mange steder.
 
JEG FÅR RO I MIN SØGENDE SJÆL
Kan du ikke selv blive ramt, når du går alene rundt med et skrigende barn derhjemme, for det har du jo mildest talt gjort?
 
– Jo, det kan jeg da godt, når jeg ser på nogle af mine skønne veninder, hvor det hele bare kører. Men mange af de kampe, jeg har taget, har været en gave for mig, fordi jeg har opdaget, at det, der gør mig allermest glad, er at kunne give de ting videre, jeg har lært. Jeg får ro i min søgende sjæl, når jeg giver andre noget.
– Jeg taler indimellem med min mand om, at den måde, vi er glade på, når vi er glade, føles vildere end mange andres glæde. Fordi vi har været så meget igennem. Og det er jeg virkelig taknemmelig for. Så nej, jeg vil ikke bytte med nogen. Mine kampe har ret hurtigt i livet tvunget mig til at indse, at jeg ville have noget ud af det her liv. Fordi jeg tidligt fik en bevidsthed om, at man kan blive syg. Man kan dø. Så jeg skal selv skabe det liv, der er fedt for mig.
 
– De sidste mange år har jeg bygget noget solidt op, som jeg nu kan høste frugterne af, selv om jeg har været i krise. Jeg ved, hvad jeg vil, hvad jeg kan lide, hvad jeg ikke kan lide. Jeg ved, hvilken mand jeg vil have, hvilke venner jeg vil have. Så på trods af misbrug og sygdom har jeg lavet et rigtig godt forarbejde, og det er rart at finde ud af. Og måske er det i virkeligheden ikke på trods, men på grund af. Jeg skal ikke være sammen med mennesker, der er gift for mig og får mig til at føle mig mindre værd. Jeg skal passe på mig selv i arbejdssituationer, hvilket jeg har været meget bevidst om, så jeg bliver aldrig P3-smart med pandehår og sorte øjne. Det er ikke det, jeg er.
 
– Det er noget med at være realistisk og se sig selv ærligt i øjnene og glædes ved det, man ser. Og lade være med at tro, at man kan alt, for det kan man ikke. Det har jeg det rigtig okay med.    
 
LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: ”Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud”
 
Mathilde Falch lige nu
 
Jeg læser … anatomi, fysiologi og sygdomslære til min uddannelse som zoneterapeut og børnesundhedsvejleder. Lige nu nørder jeg alt, hvad der har med børn, sundhed og helbred at gøre.
 
Jeg tænker mest på … om jeg kan vænne mig til stilheden, når vi flytter ud af byen. Og hvorvidt det er en god idé at få sådan en alarm og en lampe, der tænder ved bevægelse, eller om det bare vil forstærke min frygt for ”bussebøhmænd”. Og at strategien måske skal være ikke at gå med frygten.
 
Jeg prøver … at spise mindre kød. Det går okay, men der er klart plads til forbedring. Især når jeg spiser ude med min mand, og han vælger mørbraden, så er det virkelig svært at bestille en rødbedebøf.
 
Jeg gider ikke … gå i høje hæle mere. Jeg er megadårlig til det og får alligevel bare ondt i ryggen. Jeg har åbenbart nået den alder, hvor man vælger praktik over mode. Jeg har dog stadig valgt ikke at skifte læderjakken ud med en i fleece.
 
Jeg har svært ved … at rydde op. Det er til daglig irritation for alle omkring mig, at jeg roder utrolig meget og har svært ved at forstå, hvorfor andre ikke også trives i rod.
 
Jeg er bange for … at vi efter at have boet i byen i 10 år og nu flytter i hus i forstaden kigger på hinanden efter den første nat og tænker: Åh nej hvad har vi gjort!
 
Jeg glæder mig til … at skulle på tour resten af året. Først med mit band, så en kirke-tour med min far og til sidst en lille tour med Signe Svendsen. Det er tre meget forskellige setupper og derfor både inspirerende og musikalsk udfordrende.
 
Jeg ser … TV-serierne ”Easy” og ”Big Little Lies”. Min mand og jeg elsker serier, men efter at vi har fået barn, er tiden til det meget begrænset. Oftest bliver det til et halvt afsnit hver anden aften – men det øger kun spændingen.
 
Jeg bryder mig ikke om … den hårde tone, der ofte er i både de politiske debatter og på de sociale medier. Jeg vil ønske, vi ville behandle hinanden bedre og ikke blive så vrede på folk, der har en anden holdning end os selv.
 
Jeg ønsker mig … søvn! Efter snart to år uden så er søvn nærmest det eneste, jeg kan tænke på. Min mand og jeg giver ikke længere hinanden materielle gaver – vi har bryllupsdag den 30. juni, og jeg ved allerede, hvad jeg får: En hel nat fri til at sove.
 
 
 
Læs mere om: