Kendte fortæller

Master Fatman: ”Dét, jeg ikke har i tjekkethed, bliver opvejet af nærvær”

Han har masser af regler i sit liv, men meninger – dem bruger han ikke. Mest fordi han ikke rigtigt synes, at der er noget indhold i dem. Tidspunkter, tidsrammer og tid i det hele taget er han heller ikke vild med. Det vigtigste for ham er at være til stede lige nu og her. Og nå ja, hvis vi alle sammen var sådan, så ville det hele måske sejle. Men hvor ville det sejle hen? Mød Master Fatman – i en temmelig forsinket og temmelig anderledes samtale.

”Jeg er der kvart over,” står der i sms’en fra Master Fatman, der tikker ind klokken 12, hvor vi egentlig skulle mødes. Fint nok. Fotografen og jeg sætter os i DR Byens lobby og venter. Og venter. Og venter. Tre kvarter senere prøver jeg igen. ”To minutter,” står der nu. Så vi venter. Og venter. Og venter.  Tålmodigheden er ved at være opbrugt, da en ny sms tikker ind:
 
”Jeg kan ikke se jer nogen steder?” What??!
 
Det viser sig, at han sidder ude på Café Dag H. på Østerbro – hvor vi overhovedet ikke skulle mødes. Men hey, han tager bare Vespaen gennem byen og er der om et kvarter, no problem. Halvanden time efter planlagt tid dukker han op og giver os et kæmpe bamsekram hver. Helt rolig og undskyldende og storsmilende. Og så er al ens hektiske utålmodighed og begyndende vrede forsvundet som dug for solen. Skideballen lukker sig om sig selv og forsvinder ud i det blå, og vi tøffer op i vandrehallen for at finde et sted, vi kan tale uforstyrret.
 
Efter han på de få hundrede meter har fået vendt verdenssituationen med syv-otte kolleger og købt en vegetarret og en kop te, er der endelig ro omkring os. Og så er han på. Hundrede procent. På den dér måde, man så sjældent møder. Total koncentration. Totalt nærvær.
 
Mød DJ, radiovært, åndelig leder og … Hvad mere, Morten?
 
”Bare skriv det, du selv synes. Jeg bruger aldrig tid på at definere mig selv.”
 
Okay. Så mød Morten Lindberg alias Master Fatman. Og se, om du kan følge med.
 
Master Fatman har aldrig haft en rigtig nedtur
En af de ting, Master Fatman laver, er et radioprogram, der hedder ”Croque Monsieur”. Det er derfor, han har sin gang herude i DR Byen. I programmet skriver han breve til prins Henrik – 89 har han skrevet indtil videre – får privatundervisning i fransk, hvilket ikke går så godt, læser højt af Marcel Proust og spiser oste. Og så har han to gæster hver gang, en mand og en kvinde. De får kun ét spørgsmål hver: ”Hvad er grunden til, at du står op om morgenen?” bliver manden spurgt. Kvinden bliver spurgt, om hun er fri.
 
”Jeg mærkede bare, at det var de rigtige spørgsmål uden at reflektere særlig tungt over det. Men mænd kan være meget lavpraktiske og konkrete, så når jeg stiller dem det spørgsmål, siger de ofte: ”Jeg står op om morgenen, fordi jeg har nogle børn, der vækker mig.” Så går der lige lidt tid, og så siger de: ”Nåh nej, det er jo ikke derfor. Det er fordi…” Så det er et godt spørgsmål at åbne mænd med.”
 
Hvorfor står du selv op om morgenen?
 
”Fordi jeg ELSKER livet. Jeg synes, at livet er det fedeste i hele verden. Det er meget, meget sjældent, at jeg ikke har ønsket at stå op. Faktisk kan jeg ikke huske, at det nogensinde er sket.”
 
Sig mig, har du aldrig haft en nedtur?
 
Master Fatman sidder lidt og tygger på sin salat.
 
”Nej. Jeg har været sur og ked af det, men jeg har aldrig haft en rigtig nedtur. Jeg var ked af det, da mine forældre døde. Min far sagde: ”Morten, nu vil jeg ikke mere.” Så punkede jeg ham jo helt vildt, men det nyttede ikke noget. Han ville bare ikke mere. Så han holdt op med at spise og drikke i 14 dage, og så dør man jo. Det blev jeg ked af. Min mor døde af en blodprop, der var jeg også ked af det, men jeg fik min søn Vilhelm en måned efter, og så bliver man jo enormt glad.”
 
”Men psykologisk er jeg meget barnagtig. Jeg har sådan en regel om, at folk skal huske at sige, at de elsker hinanden, og hvis de glemmer det, kan jeg godt finde på at løbe hele vejen op ad trappen igen og sige: ”Hey, glemte du ikke lige noget her?” Hvis jeg føler mig tryg og sikker med de allernærmeste, er jeg klar til alting, men hvis det skurrer lidt forholdsmæssigt og familiemæssigt, kan jeg godt være shaky.”
 
Rundt på gulvet i tre-fire dage
Du går jo meget op i åndelig og personlig udvikling, som kræver nogle guts – i hvert fald for de fleste af os. Er du gået glat i gennem det, eller …?
 
”Nej, jeg har da været igennem mange ting, som har gjort ondt. Men når noget gør ondt, handler det jo om, hvordan du reagerer på den smerte. Det er dét, der sætter dagsordenen for dig. Det tætteste, jeg har været på at have en nedtur, hvis man kan kalde det det, var, da Ekstra Bladet engang var rigtigt meget efter mig på grund af en børnehave i Brasilien, de mente, jeg drev plat på. Der var tre-fire dage, hvor jeg var virkelig rundt på gulvet. Men da jeg fik samlet mig og tænkte: ”Hey, hvad ved du selv, Morten? Hold dig lige til det!” så blev jeg helt rolig og kunne handle på det.”
 
”Sådan er det meget, når jeg møder modstand: jeg bliver handlingsorienteret. Og hvis vi to nu blev pissesure på hinanden og kom op at skændes lige nu, så ville jeg ringe til dig mindre end en time efter og sige: ”Hey, Susse, skal vi ikke lige mødes og få det her ud af verden. Sig, hvad jeg skal gøre for det.” Kan du følge mig?”
 
Harmonisøgende?
 
”Ja. Konfliktsky, er der nogen, der kalder det. Men jeg tænker mere sådan på det, at hvis der er et problem, så lad os løse det. Hvis der kom en tredje verdenskrig, tror jeg faktisk, at jeg ville være meget praktisk omkring det. Panik ligger ikke til mig. Jeg er løsningsorienteret.”
 
Når jeg er der, så er jeg der
På Wikipedia kan man læse, at Morten Lindberg er født den 24. september 1965. Hvilket vil sige, at han er 50 år. Det mener han så ikke selv, at han er. Det vender vi tilbage til. I hvert fald er han født i den lille by Munkebo på Fyn og opvokset i Odense. Det ved han godt. Og noget af det kan han godt huske.
 
”Min barndom var superdejlig. Min mor var skolelærer, min far var antikvarboghandler, og jeg gik i en Steinerskole. Det ville være forkert at sige, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, men det har bevirket, at jeg har udviklet noget i mig selv, som alle har i sig. Man har nogle sider af sig selv, som man er opmærksom på i Steinerskoler og nok mindre opmærksom på i almindelige skoler, og jeg kan mærke, at jeg på en eller anden måde hviler i mig selv på grund af min skolegang.”
 
Hvilke sider er det?
 
”Evnen til at tænke ud af boksen, tænke abstrakt. Det er noget, man lærer der. For eksempel er matematik noget med ligninger og brøker, men det handler OGSÅ om at tænke langt, langt ud over det. Som  antroposof arbejder du jo ikke kun fagligt med børnene, men også sjæleligt, åndeligt, fysisk og socialt. Det er et kæmpestort arbejde at være Steinerlærer. Og man lærer sindssygt meget af dem.”
 
Hvordan var du som barn?
 
”Livlig, tror jeg. Jeg var ikke sådan en dreng, der gik og drømte om bestemte ting, jeg tror mere bare, at jeg var. For mig er der ikke så langt fra tanke til handling, og det irriterer mig voldsomt, når noget ikke kan lade sig gøre. For det ER der jo ting, der ikke kan. Det kan jeg se nu.”
 
Hvilke ting, for eksempel?
 
”For eksempel ville jeg gerne lære alle danskere at sige ”Velkommen til Danmark!” på 90 forskellige sprog. Det har jeg prøvet. Og det kunne ikke lade sig gøre. Sådan var jeg også, da jeg var lille. I stedet for at snakke om det skal vi så ikke bare gøre det? Jeg har i mange år bestræbt mig på at være i nuet, men verden er bare indrettet sådan, at den på alle mulige måder prøver at få os til IKKE at være det. Den måde, vi skaber vores arbejdsliv, familieliv, institutionsliv på – det hele.”
 
Hvad mener du?
 
”Ja, for eksempel skal børn jo være i skole klokken ni.”
 
Øh ja, men ville det hele ikke sejle, hvis ikke vi havde de tidsrammer?
 
”Jo, det kan godt være. Men hvor ville det sejle hen? Det kan da godt være, at det så sejler, men det kan også være, at lige præcis dén dag havde man den dér gode snak med sin søn eller datter, og når man så kom over til skolen kvart over ti, havde de måske ikke fået den dansktime, men så havde de til gengæld fået noget helt andet.”
 
Hvis du tænker den ud i alle aspekter af livet, holder den jo ikke. Du kan for eksempel ikke komme en time for sent, hvis du har et radioprogram, der skal afvikles, fordi du lige havde en god snak med din kone?
 
”Ha ha haaa, det er godt, det ikke er min radioproducer, du taler med! For sådan er jeg, ville hun sige. Det kan godt være, at jeg kommer for sent indimellem, men når jeg er der, så er jeg der.”
 
Kan folk holde det ud?
 
”Det kan verden overhovedet ikke holde ud! Men jeg synes, det er cool nok.”
 
"Fuck dig, Susse!"
Her er det så, at jeg siger, at jeg gerne vil gå tilbage i tiden for at få ridset lidt historie op om figuren Master Fatman. Og hvor Mesteren for første gang ser lidt tåget ud i ansigtet.
 
”Der er én ting, du skal vide, Susse: Jeg ANER ikke sådan noget med årstal, og hvornår noget var. Jeg har heller ingen billeder fra mit liv, du kan bruge i bladet, for jeg gemmer ikke sådan noget. Og den dér tidslinje, du vil have … Det kan jeg slet ikke.”
 
Hvorfor ikke?
 
”Fordi jeg interesserer mig rigtig meget for NU. For mig er det altid lige nu, der tæller. Og jo mere NU tæller, des mindre vigtigt bliver det, der ER sket. Jeg har en fuldstændig ubønhørlig tro på, at det, man skal huske, det sørger livet, skæbnen, den åndelige tilværelse for, at man nok skal huske. De aftryk, vores snak for eksempel sætter i dag, sætter sig i min sjæl. Hvor og hvornår vi mødtes, vil jeg ikke ane. Og det gør rent faktisk, at jeg altid har plads på min indre harddisk. For der er ikke noget, der skal være der.”
 
Kan det ikke være upraktisk i nogen sammenhænge?
 
Mesteren slår en høj latter op.
 
”Her kunne jeg godt vælge at sige: ”Fuck dig, Susse!” Men det gør jeg ikke.”