Kendte fortæller

Maise Njor om sin barndom: "Når folk roser mig, føler jeg, at de sætter sig over mig"

Forfatter og journalist Maise Njor er født i 1968. De første 14 dage af sit liv lå hun i kuvøse - helt alene. Maise mener selv, at det har haft stor betydning for, hvilket menneske hun er i dag.

JEG BLIVER FØDT DEN 23. MAJ 1968 PÅ HOSPITAKET I USSERØD I HØRSHOLM.

- Min far er 33, og min mor er 31. De er begge journalister, min far er på Politiken og min mor er på Aktuelt. De bor i et lille rækkehus i Kokkedal, og jeg er deres første barn. Jeg bliver født for tidligt og starter med at ligge i kuvøse i 14 dage. Jeg tror, at det kommer til at betyde to ting fremover: For det første at jeg altid vil være bange for, hvor mit næste måltid skal komme fra, og hvad jeg skal have at spise. For det andet at jeg kommer til at lide af separationsangst: Jeg bliver den sidste, der går hjem fra fester, jeg vil altid gerne blive og overnatte hos mine veninder – også som voksen – og når folk skal til at gå hjem, efter at de har været på besøg hos mig, følger jeg efter dem og prøver at holde på dem med en god historie. Jeg ligger jo helt alene dér i de første 14 dage af mit liv! Min mor synes, jeg er hysterisk, når jeg bruger det som undskyldning for alt, der siden er sket ...

MIN MOR HOLDER NÆSTEN INGEN BARSEL

- Det har man ikke dengang, så jeg bliver afleveret hos en gammel dame, der passer mig. Hos hende har jeg en rød dukkevogn med hvide hjul, som jeg kører rundt med min dukke i. En dag giver damen mig en hovepude og en dyne til dukken, som hun selv har syet. Stoffet er blåt med hvide svungne blomster, og jeg bliver så glad! Den oplevelse sætter sig. Da jeg for nylig var i Indien, købte jeg en blå morgenkåbe med hvide svungne blomster, og min store kærlighed til blomsterprint stammer helt sikkert fra den dukkedyne. Da jeg er fire år, flytter vi fra vores lille rækkehus i Kokkedal til en stor villa i Espergærde. Jeg sidder i bilen og synes, at det er meget spændende. Da vi kommer til Espergærde, går jeg rundt på villavejene sammen med min far. Han har sat sig for, at jeg skal have nogle venner. Vi kommer forbi en pige, der står på en bunke perlegrus, og min far spørger hende, om hun ikke vil med over på nabovejen og lege med mig. Hun hedder Iben, og jeg ser hende stadig i dag.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov om sin barndom: "Min mor græd meget"

JEG STARTER I BØRNEHAVE, OG DET ER SINDSSYGT FARLIGT

- Der er så mange børn og så mange spil, jeg ikke forstår. Der er en pige, der hedder Jeanet, der en dag springer op på et bord, så ligger hun dér på alle fire på voksdugen og siger: Skal vi ikke lege, at min røv er en postkasse? Andre gange er det sådan, at man kun må være med i en leg, hvis man spiser en skefuld sand. Jeg er ikke med i de lege. Jeg sidder bare med åben mund og observerer. Det kan godt være, at jeg har separationsangst, men jeg er ikke bange for at være alene. Jeg vil i hvert fald hellere være det end at lave noget, jeg ikke har lyst til. En dag er der dog en pige i børnehaven, der har et lille sæt spillekort med – sådan en helt fantastisk miniudgave af et rigtig spil kort. Hun siger, at jeg må få dronningen, hvis jeg leger med hende hele dagen. Jeg gør det, selv om jeg ved, at det er forkert. Bagefter er jeg flov. Det er jeg stadig.

DA JEG ER SEKS ÅR, BLIVER MIN BROR FØDT

- Forinden er der blevet talt om, at han skal komme, og jeg har nok været lidt bekymret for, hvad det ville komme til at betyde. Men da jeg ser ham ligge inde bag ruden på hospitalet, har han en meget stor næse, og jeg tænker: Der er ikke noget at være bekymret over. Da min lillebror bliver større, vokser hans hoved, så hans næse virker mindre, og han har lyst hår ligesom Emil fra Lønneberg. Han er ret nuttet. Vi tøffer rundt i haven, og jeg holder ham i hånden. En lille, buttet hånd. I dag har jeg det stadig sådan, at jeg skal passe på ham, men det er svært, når han er i 40’erne. Jeg har det også stadig sådan, at jeg er den eneste, der må sige noget grimt om ham. Den slags er forbeholdt storesøstre.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Jeg savner mine forældres tilstedeværelse i verden

FØRSTE SKOLEDAG SER JEG MARGIT

- Hende vil jeg bare være venner med. Jeg har det ligesom, hvis man er i dyrehandlen og skal vælge en undulat: ”Det skal være den blå.” Det skal bare være Margit. Der er noget fandenivoldsk over hende. Hun har sådan nogle fletninger, hvor det meste af håret ikke sidder i dem, og så har hun fregner ligesom mig. Vi bliver venner, og derefter er der ingen, der kan drille mig med mine fregner. Når nogle kalder mig øllebrødsansigt, rører det mig ikke. Min bedste ven har jo fregner!

DA JEG ER OTTE ÅR, SIDDER JEG PÅ EN BÆNK VED ET BORD PÅ FRITIDSHJEMMET

- Vi skal have te af røde plastikkopper. En dreng, der hedder Per, kommer forbi og siger: ”Flyt dig, fede.” De tre ord sætter sig fast. Det går op for mig, at jeg er buttet. Mange år efter er jeg ude at flyve, og så ser jeg, at stewarden er Per. Aldrig har nogen skullet servere så meget for mig på en flyvetur. Måske ville et mere modent menneske have mediteret sig til closure, men det her var min måde at få det på. Nogle år efter flyveturen møder jeg Per igen, og der har jeg ikke længere nogen problemer med ham. Men selvom jeg i dag ikke længere er buttet, kan jeg stadig føle mig stor og klodset, hvis jeg f.eks. vælter et eller andet.

LÆS OGSÅ: Hella Joof om sin barndom: "Jeg var meget bekymret over kaffepriserne"

EN DAG I SKOLEN NIVER IVAN MARGIT I NUMSEN, OG JEG SPARKER HAM MELLEM BENENE

- Han løber efter mig, og jeg tænker, at nu er min sidste time kommet. Det er jeg sikker på. Men så finder jeg gårdvagten. Når der er sket et eller andet i skolen, og jeg trænger til omsorg, går jeg til mine forældre. Min mor siger ”op på hesten igen,” og min far siger ”om et år griner du af det.” På fritidshjemmet er jeg forelsket i Henrik og Søren. De er populære og kan det hele. De kan f.eks. både spille hockey og fodbold. Jeg er glad for bare at være i nærheden af dem. En dag, da vi spiller hockey, laver jeg et mål, og Søren siger ”godt gået, Maise.” Jeg taknemmelig i flere dage. Det er meget magt at give et andet menneske. Senere får jeg det svært med ros. Når folk roser mig, føler jeg, at de sætter sig over mig. Samtidig er det også sådan, at når jeg skriver, vil jeg tit gerne skrive noget, der kommer fra et sted, der gør ondt, og så er jeg nødt til at lade, som om der ikke er nogen, der skal læse med. Man skal kunne skrive frit. Derfor skal jeg ikke være afhængig af ros. Når jeg får ros, har jeg et standardsvar: ”Tusind tak, det er jeg virkelig glad for.” Det siger jeg til alle, der roser mig, men rosen går ikke ind.

DA JEG ER 13 ÅR, FLYTTER VI TIL ENGLAND I TO ÅR. MIN FAR HAR FÅET ARBEJDE SOM KORRESPONDENT

- Det er forfærdeligt. Jeg vil blive i Danmark hos mine venner. Andre udenlandske børn kommer i den internationale skole, men mine forældre synes, at jeg skal gå i en kommunal engelsk skole. Jeg får en skoleuniform i mørkeblå og med et slips i rødt, hvidt og blåt. Eleverne er søde nok til at tale med mig, men jeg føler mig udenfor. Jeg kan engelsk, men mangler alligevel ord, og det stækker min personlighed, og jeg får en følelse af blufærdighed, som jeg også har i dag. Det er sjældent, jeg føler, at jeg rigtig er med – for det meste føler jeg mig som en observatør. Jeg kan godt forstå, hvor svært det må være at være helt sig selv, når man kommer hertil og skal lære dansk. Ens personlighed bliver lidt afkortet, når man f.eks. kun har ét ord for ”grim” eller ”dejligt”. I England skriver jeg dagbog og små historier. Jeg har det sådan: ”Mit skrivebord is my castle.” Når jeg er alene, kan jeg skrive hvad som helst. Det er også i England, at jeg taber mig og holder op med at være buttet. Nok på grund af min mentale tilstand.

Kender du en, der ville blive glad for et abonnement på PSYKOLOGI – så giv et abonnement i julegave. Fra 150 kr. >

EN DAG SER JEG NICLAS

- Han er trommeslager i et punkband, som spiller på Espergærde Bibliotek. Han har ternede bukser på, hvid skjorte og strithår, der er lyst i spidserne, og så har han det mildeste ansigt. Der er ingen tvivl: Ham vil jeg have. Og så går jagten ind! Efter tre-fire måneder bliver vi kærester, og der stopper min barndom. Pludselig er der en, hvis følelser jeg har ansvaret for. Det har jeg selvfølgelig også for mine veninders, men med veninder kan man altid lige tage en pause, hvis man nu er træt af, at de taler for meget om deres kats tandproblemer. Det kan man ikke, når man har en kæreste.

SÅDAN SER JEG MIN BARNDOM I DAG

- Jeg synes, den var god. Mine forældre lod mig og mine venner være i fred, og jeg synes, at det er synd for børn, at de ikke kommer til at opleve det i dag. Nogle gange har jeg trængt til omsorg, og så er jeg kommet til min mor og har f.eks. villet tale om de første 14 dage af mit liv. Men den har hun lukket ret hurtigt. Hun er fra Nordjylland, så det har været ”Hold kæft og kom videre.” Og det er nok også sådan, jeg selv har det i dag. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig en kæreste, der bare en gang imellem sagde: ”Nej, hvor er det synd for dig. Det skal jeg nok ordne.” Jeg leder efter en, der f.eks. kan indstille mine tv-kanaler.

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du kærlighedsafhængig?

 
 
KORT OM MAISE NJOR
Født i 1968. Ansat som journalist på Berlingske og forfatter til en række bøger, bl.a. "Michael Laudrups tænder", "Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?" og "Den forkerte giraf". Lige nu er hun aktuel med bogen "Alle veje fører til mor", som hun har skrevet sammen med sin ældste datter, Asta-Maja Njor Boisen, som er 21. Derudover har hun døtrene Betty-Marie på 18 og Cornelia på 14.
Hun bor i Ordrup nord for København.