Anne Marie Helger
Kendte fortæller

Anne Marie Helger: ”Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud”

Skuespiller Anne Marie Helger har en mørk side, men hun har haft humoren til at holde det stangen. Hun beskriver sig selv som et bløddyr med et stort hjerte, og allerede som barn tænkte hun over, hvordan hun kunne sende grød i små pakker til fattige børn i Indien.

Anne Marie Helger om det bedste råd, hun har fået

– Jeg er virkelig ikke noget konkurrence-menneske, og jeg bliver altid meget nervøs, når journalister spørger mig om, hvad der er bedst, dårligst, smukkest, grimmest – jeg tænker slet ikke i de udmålingsbaner! Når det er sagt, vil jeg gerne komme med et godt råd, som min mor og far har opdraget mig med: Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig. I dag ville jeg udvide den lidt og sige til os selv og de kommende "regenerationer": Vær mod kloden, som du ønsker, at den skal være mod dig. Det er vigtigt at tænke på den store sammenhæng, som vi er blevet født ind i. Det lærte jeg allerede fra min mormor. Og hun og morfar var indremissionske og var rejst på ydremission i Indien, hvor de så sultende, udhulede børn med fluerne svirrende omkring sig. Og der sad jeg ved middagsbordet med min vandgrød og kold hvidtøl hos mormor i Smidstrup, og jeg skulle spise op, før jeg måtte gå fra bordet. Men det havde jeg ikke gjort – jeg havde smidt grøden ud, uden min mormor havde set det, og så om natten lå jeg og var tynget af samvittighedsnag over alle de sultne børn i Indien, hvor tarvelig jeg havde været, og mon vi ikke kunne sende det i små madpakker? Min mormor havde sine regler, men jeg er vokset op med utrolig meget kærlighed både fra mine kærlige bedsteforældre og i mit barndomshjem. Og al den varme omsorg vil jeg gerne give videre – altså, at man skal være mod andre, som man ønsker, de vil være mod en selv. Men jeg synes, at det er meget svært at efterleve levereglen, det er så nemt at se fejlen hos de andre, men det er svært at se den hos sig selv, der svigter synet.

Hvornår har livet været allerbedst?

– Et rigtigt langt stykke hen ad vejen har livet været godt imod mig. Og det er mine kære, der har gjort livet godt for mig: Livet var allerbedst, da jeg lige netop blev født hos min far og mor. Og da jeg fik de søskende, jeg fik. Livet var allerbedst, da jeg fødte Johanne – at det lige blev hende! Hun er sådan en klog, kærlig, loyal, dygtig, spændende og smuk! Hun har alt, hvad man kan ønske sig af en datter! Livet var allerbedst, da jeg mødte min ægtemand, Jeppe. Og at jeg i ovenikøbet fik nogle vidunderlige ekstrabørn, som var Jeppes børn, og at vi så begge har fået børnebørn – både hans og mine. Og at jeg har min kære livsmakker, Peter Larsen, og alle mine andre hårdtprøvede ungdomsvenner. Og at jeg har været i nogle meget lykkelige ægteskaber med nogle mænd, der har kunnet klare mosten. Det siger sig selv, at det er mænd med meget stor integritet, styrke og personlighed, der skal kunne klare sådan en skæv nyser som mig.

Hvornår har livet været sværest?

– Da jeg blev skilt fra min første mand, Carsten. Carsten og jeg var et herligt samlesæt, og vi havde vores dejlige datter Johanne. Vi var lige flyttet til København, og livet var fint, men vi var nok gået hen og blevet mere søskende og legekammerater end noget andet, vi tog hinanden for givet, og det blev for svært at leve sammen. Det var mig, der gik. Jeg forelskede mig i en anden. Jeg kan huske, at jeg fortalte ham lidt om, hvordan jeg havde det, da Carsten og jeg gik en tur i parken ved Statens Museum for Kunst, og der begyndte han at hulke, og jeg hulkede, og så ville jeg ikke gå videre med det. Så sagde jeg det utvetydigt, en dag på Kastrup Fortet: ”Jeg vil skilles! Vi skal flytte hver for sig.” Fra da af var vi skilt. Det var forfærdeligt – især at fortælle det til Johanne: at se en lille glad pige på seks-syv år forandre sig pludseligt til et meget indesluttet barn, som havde det svært. Det var også hårdt at gøre Carsten så ulykkelig. Men han har siden fundet sit livs store kærlighed, så det var jo det helt rigtige, der skete dengang.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger: Skilsmissen gav mig anoreksi

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?

– Jeg besluttede mig for at blive skuespiller, hvilket mine forældre sandelig ikke var begejstrede for, men jeg havde flirtet med skuespilleriet, siden jeg var lille: Jeg ville altid gerne optræde, jeg var et lille ”se mig”-barn og en uregerlig troldunge, og mine forældre havde mange problemer med mig som barn, men de elskede mig ubetinget. Skuespillerverdenen var ikke noget for en pæn pige, synes min far. De ville nok hellere have haft, at jeg blev godt gift og så kunne jeg male og spille lidt teater ved siden af. Men da jeg holdt stædigt fast, så gjorde de, hvad de kunne for at hjælpe mig, og jeg kom ind på Aalborg Teaterskole. Jeg hoppede dog fra uddannelsen, da jeg synes, at det blev for kommercielt og for forudsigeligt. Min forældre var meget utilfredse med det. De tog damperen op til Aalborg for at prøve at overtale mig til at lade være. Men jeg stod fast! Der blev fars og mors pengekasse klappet i. På det tidspunkt var jeg blevet gift med Carsten, og vi havde fået en lille lejlighed i Aalborg. Og nu var der ikke mere hjælp at hente hjemmefra. Der blev Carsten og jeg meget fattige, men jeg følte mig rig og stærk – nu skulle jeg klare mig uden min far og mor. Det var et oprør – de skulle ikke bestemme, hvordan jeg skulle leve mit liv.

Kender du en, der ville blive glad for et abonnement på PSYKOLOGI – så giv et abonnement i julegave. Fra 150 kr. >

Hvad har livet lært dig om karriere og fiasko?

– Jeg har haft mange succeser: Jeg har kunne fylde teatersale landet over, jeg har udgivet bøger, dvd’er, kreeret egne film og tekster, lavet shows og tv-udsendelser, men det er fiaskoerne, jeg husker.  Når jeg springer ud i et nyt projekt, tror jeg altid, at det bliver en fiasko, og jeg har nemt ved at opgive. Sådan er jeg desværre. Jeg har nogle mørke sider, og jeg er altid bekymret. Min far led af depressioner, og det var noget af det sørgeligste i min barndom, at min far faktisk blev så syg, at han måtte opgive at arbejde som stadsbibliotekar på Gentofte Kommune Bibliotek. Jeg har altid været bange for, at det mørke, jeg har i sindet, ville bryde ud som hos min far, men det har det ikke gjort. Jeg har humor, og heldigvis har jeg kunnet få publikum og mig selv til at grine af det tragikomiske – og det har været forløsende. Hellere grine af egen latterlighed end at more sig over andres fejl.

Hvad ville dine venner sige, hvis de skulle bagtale dig?

– De er i perioder rigtigt godt trætte af mig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad de egentlig siger bag min ryg. Jeg tror ikke, at det er nemt at være min ven, jeg kan blive så umanerlig hidsig. Jeg går i selvsving, siger hæsligheder, jeg fortryder AHT bagefter. Det sker, hvis jeg gået for længe og tålt irettesættelser og giftigheder uden straks at slå ned på det ondes rod, men i stedet ladet høflighedsbetændelsen råde – så lige pludselig kommer eksplosionen!

Jeppe, min mand, siger, at jeg er meget fordømmende over for anderledes tænkende. Dengang jeg kom ind i Jeppes familie, der blev jeg introduceret til Jeppes søster og hendes mand, som er en Topsøe (dansk ingeniør-familie red.). Første gang jeg mødte familien, skulle jeg sidde ved siden af Haldor Topsøe, og han indledte samtalen med at sige: ”Nå, så du er hende den ræverøde venstresnoede aktivist, der altid siger din mening?” ”Ja”, svarede jeg så tilbage: ”Du ved godt, at bag enhver stor formue, der ligger en forbrydelse, ik’ Haldor?” Siden dengang fik vi altid hinanden til bords, og en af de sidste gange inden han døde, sagde han: ”Tænk, at vi to skulle blive så gode venner, hva’ Rie? Det var der ingen, der havde troet, men der snød vi dem.” Så på den måde har min mand og hans baggrund også åbnet mig lidt op. Og min egen familiebaggrund.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Jeg savnede mine forældres tilstedeværelse

Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

– Jeg kan ikke lide, at jeg bærer nag, jeg har svært ved at tilgive og glemme, og det hader jeg mig selv for. Jeg bliver hidsig og skælder andre mennesker ud. Bodil Udsen, min gode veninde, sagde altid: ”Stop – jeg vil ikke høre mere – hun er et yndigt menneske,” når folk brokkede sig til hende over mig og mine frelste holdninger. Til mig sagde hun: ”Du er et bløddyr!” Og det har hun ret i. Jeg er et bløddyr. Det er jeg ked af, jeg vil gerne være mere sej i stedet for sådan en flæbende vandmand med et stort, blævrende hjerte, som løber af med mig: Nu skal de hjælpes, og nu er det den sag, og nu skal jeg støtte der. Det er meget anstrengende! Samtidig er det dog mit stof, det er det, der tænder mig – jeg er engageret, og jeg koger over. Det er galden, der holder mig flydende. Der er så meget, at jeg er vred over: Den måde man sender dødsenssyge mennesker ud i jobtræning, asylsøgende lidende medmennesker, der sygner hen i lejre, fordi vi ikke vil lukke dem ind i vores velernærede land – hvad der foregår af uretfærdigheder lige foran snuden på os! Så det er et tveægget sværd. Men jeg ville nu gerne have gjort mere, mens jeg kunne. Jeg synes ikke, at jeg har været slagkraftig nok, jeg synes ikke, at jeg har spillet mine kort rigtigt. Nu, når der sikkert er mange, der glæder sig til, at jeg går på pension, kigger jeg tilbage på mine kampe, og jeg tænker: Nå, var det det! Var det, hvad det kunne blive til? Jeg fik jo ikke reddet den klode.

 

Anne Marie Helger er født i Charlottenlund i 1946. Hun kom ind på Aalborg Teaters Elevskole, men sprang fra og har siden da arbejdet som autodidakt skuespiller. Hun har været tilknyttet flere teatre og cabaretter, og stykkerne har ofte været med politisk, venstreorienteret indhold. Desuden har hun medvirket i film og tv-serier. Privat er hun gift med pensioneret ortopædkirurg Jeppe Helweg. Hun har tidligere været gift med musikeren Carsten Lund, hvem hun har datteren Johanne med.

 

Læs mere om: