Anna Thygesen: "I min familie dør vi ikke af blodpropper. Vi bliver psykisk syge og begår selvmord"
2. juni 2020Anna er Anna. Det er take it or leave it – for nogle har det været leave it, erkender Anna Thygesen. Hun fylder, hun larmer, hun siger fra. Men livet har bidt til, og hun har lært, at det ikke nytter at lægge låg på.
Mistede begge sine forældre
1986. Der er ingen, der åbner, da Annas mors veninde banker på hjemme hos Annas mor, så veninden kigger ind ad køkkenvinduet. Hun ser en ubevægelig arm på køkkengulvet og slår alarm. Anna er 21 år, og hendes mor har begået selvmord. Fire år tidligere har hendes far gjort det samme. Nu er hun forældreløs.
– Jeg er ikke faldet mere, end jeg gjorde dengang med mine forældre.
Det var det værste?
– Nej, det var det eneste. Men det er måske bare min refleksion. At alt andet i forhold til det er ingenting.
Anna er 55 år nu. Det er meget mere end halvdelen af hendes liv siden, at forældrene døde. Hun er selv forælder til Vilhelm nu, og han er begyndt at give den gas festmæssigt og livsmæssigt. Da Anna for nylig talte med sin storesøster om lige præcis det, sagde søsteren: ”Jamen Anna, Vilhelm er jo dig – uden fars og mors selvmord.”
– Og jeg var lige sådan, men der blev lagt en dæmper på mig, før jeg kom i hans alder.
Hvad var du for et barn?
– Jeg var i hvert fald et barn, der opfattede mig selv som mentalt stærkere end mine forældre. Der er folk, der har sagt til mig: ”Du er født stærk”, eller ”Du er blevet stærk”. Det ved jeg ikke, og jeg er faktisk ligeglad. Jeg har ikke den der trang til at finde ud af det. Jeg er et handlingsmenneske. Det eneste, jeg kan få det lidt stramt over, er, hvis jeg ikke kan handle.
Man må vælge at være stærk
- Jeg har tænkt meget længe over mine forældre, og hvorfor de blev syge. Min mor var maniodepressiv, hun havde en diagnose. Min far var ligesom hende psykisk skrøbelig, han tog livet ekstremt alvorligt, men han var ikke syg før til sidst. Han fik den her kæmpe depression, som han ikke kom ud af. Det varede halvandet år, så var det det. Jeg var 17, da min far ..., og 21, da min mor ... Så det er jo det, der har defineret hele mit liv.
– Når man kommer ud for sådan noget, tror jeg, at man sætter en retning for sit mentale liv efter det. Det har jeg i hvert fald gjort. Det er måske som med folk, der har forældre, der har haft noget med alkohol. De bliver nærmest enten-eller. Og jeg har i hvert fald valgt at være mentalt stærk.
Det kan man vælge?
– Ja, det er man nødt til. Man kan ikke bare sige, at man ikke kan vælge. Det er fatalistisk. Så kan man ingenting. Så kan man bare sidde dér og sige: ”Det var godt nok ærgerligt.”
Hvad kan gøre dig virkelig ked af det?
– Sådan personlige ting. Altså ... som da min bror døde. Sådan noget gør alle mennesker kede af det.
Annas storebror døde pludseligt af en blodprop i hjertet i 2015. Hun græder stadigvæk over savnet, men ellers er det ikke noget, hun gør hver dag.
LÆS OGSÅ: Anna Thygesen: "Kvinder bliver gamle, mænd får karisma"
Tårer med forsinkelse
Hun henter et billede: En glad ung Anna, en 10 år ældre glad storebror. Og deres søsters to små døtre.
– Min niece sendte mig det her billede forleden dag: Af ham og mig sammen. Kender du det, når man nogle gange græder over alt muligt andet end det umiddelbare? Som til en begravelse af en, man egentlig ikke er så tæt på. Så græder man over alt, hvad man selv har mistet. Man græder ikke altid lige over det, der egentlig er sket.
- Prøv at se: Jeg har vel været 20 år. Og se min bror dér ved siden af mig … Altså jeg græd, da jeg så det billede. Ikke sådan hulkegræd, det var mere tårer over, at min bror ikke var der mere. Jeg bliver nemt rørt. Men for mig har det bare ikke noget at gøre med min grundindstilling til livet. Jeg er i god balance med mig selv. Hvis jeg ikke har det godt psykisk over et eller andet, gør jeg noget ved det.
Affaldsskakt!
Hun er ikke helt almindelig, vel? Det har hun aldrig været. Heller ikke som barn. Hun var den lille efternøler i sin familie.
– Jeg kan huske at sidde ved spisebordet med min lille bog, når mine søskende kom hjem fra gymnasiet. Jeg boede ude på landet, jeg var ikke i børnehave, men jeg kunne læse, da jeg kom i skole. Jeg ved ikke, om jeg var klog, men jeg var i hvert fald mega-gammelklog. Jeg havde glædet mig sådan til at komme i skole, fordi jeg havde gået derhjemme med to forældre hele dagen.
- Men jeg var bonderøv, de andre i klassen boede i lejligheder i en forstad til Aarhus. Jeg var hjemme ved en, der hed Liselotte, jeg havde aldrig nogen sinde været i en lejlighed. Jeg syntes, det var megablæret: Wauw mand, der er trapper og den der affaldsskakt! Jeg vidste ikke, hvad det var, og man kunne råbe ned i den! De andre var sådan: Så er den heller ikke mere smart.
- Men jeg boede bare derude på landet, hvor der ikke skete en skid, og alt var hjemmelavet. Jeg ønskede mig en liter mælk i karton til min 10-års fødselsdag bare for at prøve at have det i køleskabet. Jeg var mega-fascineret af alt det, der ikke var gammeldags og på landet. Mine forældre var også ældre. Og mine søskende flyttede hjemmefra, da jeg ikke var så gammel.
Der var ikke noget, der var skjult
Hvordan var det så at være i skolen?
– Jeg har altid været en betragter. Jeg kiggede på de andre. Og jeg blev drillet helt vildt. Jeg var også sådan en, der ikke kunne sove på lejrskoler. Jeg skulle hjem til min mor og far. Min mor havde aftalt med lærerne, at jeg fik en ”sovepille”, jeg tror, det var en vitaminpille. Det var bare for placeboeffekten, fordi jeg havde så meget hjemve.
Blev du aldrig ked af drillerierne?
– Jeg var møghamrende ked af det! Da jeg var helt lille, fattede jeg det ikke, jeg tror ikke, jeg blev mobbet så meget i de første klasser. Det var først senere, da jeg begyndte at blive mere opmærksom på, hvor jeg selv kom fra. Der var nogle drenge, der var efter mig i to år. Jeg sagde ikke noget derhjemme. Mine forældre ... altså det er jo dér, man kan sige, at jeg på en eller anden måde oplever en form for omsorgssvigt.
- Ikke som at mine forældre hang ud på en bar, der var slet ikke sådan noget, men det duede ikke at fortælle dem sandheden. Det ville de blive kede af, og de var kede nok af det, de havde nok af problemer. Så jeg holdt det for mig selv, og det var et helvede i flere år. Men ... der var også gode ting og gode venner i nærheden, som gik på en anden skole, dem var jeg enormt meget sammen med.
- Derfor har jeg altid været meget opmærksom på – også i forhold til Vilhelm – at det er rigtig godt for børn at have flere miljøer. For hvis du kun har ét miljø, og det går galt der, så er du færdig.
Anna sammen med sønnen Vilhelm og ægtemanden gennem 18 år, Bill.
Der var ikke noget, der blev skjult
Men du sagde ingenting om det svære derhjemme?
– Nej. Eller også snakkede jeg om noget andet. Jeg syntes også, det var hårdt at være derhjemme. Mine forældre – der var bare så mange ting, de frygtede. Vejret. Høsten, som rent faktisk nogle gange gik helt ad helvede til. Og penge ... vi havde heller ikke ret mange penge. Men det liv, de levede, gjorde, at jeg meget havde mit eget liv. Altså oppe i hovedet.
- Og det, der skete i skolen ... jeg prøvede ligesom ikke at snakke om, hvis det var skidt. Eller kun komme med de gode ting. Jeg var rigtig dygtig i skolen, og det er forældre jo glade for. Og så havde jeg de der venner. Jeg er også fra dengang, hvor man bare forsvandt og kom hjem igen om aftenen. Der var ingen mobiltelefoner, de anede jo ikke, hvad man lavede. Ikke fordi jeg lavede noget, men det vidste de jo ikke noget om.
Det lyder, som om det var dig, der holdt noget skjult for dine forældre og ikke omvendt?
– Min mor var ikke syg, da jeg var barn, men jeg vidste, at der havde været noget, da hun var teenager. Det var ikke skjult, jeg vidste bare ikke rigtig, hvad det var. Det gjorde ingen af os. Hun fik først konstateret sin maniodepressivitet meget sent. Hun blev psykisk syg som teenager, og hendes far var så flov over det, at hun blev indlagt allerhelvedes langt væk, fordi han ikke ville have noget med det at gøre. Og det snakkede hun om, så det voksede jeg op med.
- Hun kom sig aldrig over det svigt, at hendes far ikke ville være ved, at hun var psykisk syg. Da jeg var barn, tænkte jeg ikke over, at mine forældre ikke talte om det til andre. Hvorfor skulle de det? De var meget lukkede mennesker. De var ikke nogen, der plaprede op om noget som helst. Men i selve familien var det ikke skjult, at der var noget med min mor.
Sulten på at opleve noget andet
Da hendes søskende flyttede hjemmefra, var hun alene med to meget introverte voksne.
– Ja, det var da også mærkeligt. Men mine forældre var ikke syge dengang, de var bare meget lukkede. Og jeg havde da kammerater med hjem. Nogle, mine forældre ligesom havde lukket ind. Det var ikke sådan, at der ikke måtte komme nogen hjemme hos os. Det var bare ikke alle.
– Men i stedet for at sidde og tude over, at jeg kom fra landet, og vi ikke havde ret mange penge, og jeg gik i grimt tøj og alt det der, har jeg altid bare været enormt sulten på at opleve noget andet. Og da jeg kom i gymnasiet, åbnede en ny verden sig for mig. Jeg kunne bare være mig selv.
- På Aarhus Katedralskole – altså hvis jeg var mærkelig, så var der da nogle, der var seriøst mærkelige. Jeg var nærmest normal i forhold til alle mulige andre mærkelige mennesker, der gik der. Det var så fedt! Jeg fik en kæreste, hvis forældre var kunstmalere og drak martini om fredagen, fandtes der sådan nogle fede mennesker? Det var noget helt andet, og det var det bedste i hele verden. Så blev min far jo rigtig syg. Men jeg nåede lige at få det andet med.
Valgte skylden fra
Har du været bange for, om du selv har arvet noget?
– Ha ha ... nej. Min søster og jeg talte sidst om det, da vores bror døde. Jeg var helt færdig og sagde: ”Vi dør da ikke af blodpropper i vores familie, hvis der er noget, bliver vi psykisk syge og begår selvmord.” Altså ... vi har nærmest tænkt, at vi var udødelige i forhold til alt andet end psykisk sygdom. Men for alle os tre har det samtidig været sådan: Jeg har ikke noget, du har heller ikke noget, så er det ikke arveligt.
Hvad skete der med dig, da dine forældre døde på den måde?
– Jeg havde ikke forestillet mig, at min far skulle begå selvmord. Forestil dig, at et menneske nær dig dør på en måde, hvor du får at vide, at det har lidt. Hvor dårligt du vil have det over det. Sådan havde jeg det med min far, for hvis man begår selvmord, har man edderbankemig haft det dårligt. Dét fik jeg en kæmpe nedtur over – jeg vil ikke kalde det en sorg, for min sorg handlede mere om, at han var væk.
Skyld?
– Det var så det, jeg valgte ikke at have. Men der lå alligevel noget i det med, at man næsten ikke kan holde ud at tænke på, hvor ondt det har gjort i ham. Jeg har hørt om en, der mistede sit barn i et trafikuheld, og vedkommende var ved at begå selvmord, fordi tankerne om, hvordan de sidste minutter havde været, og at hun som forælder ikke var der, var så frygtelige. Det forstår jeg.
- Og et selvmord er også noget af det mest ensomme, der findes. Dét var min nedtur, det fyldte alt, jeg kunne ikke tænke på andet, det martrede mig. Hvis en person har kræft og dør, kan man sige, at han trods alt fik fred. Min far fik også fred, men det er bare noget rod, fordi det er så ubærligt, at nogen skal have det så dårligt, at de vælger at begå selvmord.
Glasset er halvt fuldt
Anna kan stadig huske den dag, det gik op for hende, at hun stod over for et vigtigt valg:
– Jeg måtte alligevel bare erkende, at min far havde fået fred, for ellers kom jeg aldrig videre. Jeg tænkte: Det her tager livet af mig. Eller det gør det ikke, men det kan det. Du ved ... det har ligesom ingen ende. Det frygtelige er, at man ikke kan kalkulere med, at tiden går, og det nok er bedre om et halvt år, når man er i den nedtur.
- Oppe i ens hoved kan man ikke se, at det nogensinde slutter. Jeg tænkte: ”Man kan jo blive tosset af det her, man kan gå til af det. Og min far havde fandeme ikke tænkt, at det skulle gå sådan med mig, da han gjorde det.”
– Det er kendetegnende for mig, at jeg altid prøver at få det bedste ud af tingene. Ikke at livet altid er en fest, men jeg prøver. Det kommer lidt af, at jeg næsten også skylder mine forældre det. Min far … jeg tror, han mest har syntes, at han var en kæmpe byrde for os. Og jeg har følelsen, ”gu var du ej, nu skal jeg vise dig, at jeg godt kan leve mit liv, fordi jeg også havde dig i mit liv. Ikke på trods af at du begik selvmord.” Jeg er jo verdensmester i, at glasset er halvt fuldt – ikke halvt tomt.