Abdel Aziz Mahmoud
Kendte fortæller

Abdel Aziz Mahmoud om sin barndom: "Jeg skal hele tiden overpræstere"

Abdel Aziz Mahmoud bliver hurtigt den tredje forældre, da han kommer til Danmark, hvor han skal lære sin mor og far, hvordan man tager til forældremøde og smører en dansk madpakke. Men barndommen byder også på andre ting: Han får bank af en pige, laver en hadeklub mod en af drengene og udfordrer sin far over kartoflerne.

Jeg er født i Abu Dhabi 1983 den 11. juni. 

Mine forældre er palæstinensiske flygtninge og er født i Beirut. De flygter fra borgerkrig i Libanon, og Abu Dhabi er en mellemstation, for dér bliver de også nødt til at flygte fra. Jeg kommer til Danmark, da jeg er halvandet år. Mine forældre har 54.000 kr. til at begynde en ny tilværelse i Danmark. Vi får tildelt asyl i 1985.
 

Min far er uddannet agronom, selvom han hellere vil være ingeniør. 

Han arbejder med forskning i fjerkræ i begyndelsen. Senere får han arbejde hos Novo Nordisk.  Min mor har ingen uddannelse, da hun kommer til Danmark, men tager en EFG-uddannelse. Hun får hurtigt arbejde i detailhandlen i Kvickly, og bliver sidenhen dagplejemor. 
 
 

Vi bor på asylcenter i 10 måneder på Næsseslottet i Holte. 

Derefter flytter vi til Greve i et halvt år,  hvor min lillebror kommer til verden. Resten af min barndom vokser jeg op på en villavej i Middelfart. Her får jeg to søskende, en lillesøster og en lillebror. Vi bor i et rødt murstenshus i et plan med grusindgang og forhave. De andre på vejen har en ligusterhæk, og vi vil også gerne have en ligusterhæk ligesom dem. Min far planter en, og det er det første havearbejde, han nogensinde har lavet i sit liv, fordi man ikke har haver i Mellemøsten.
 

Det første, jeg husker med sikkerhed, er, 

at vi spiser pizza hos min onkel, der også var flygtet hertil. Jeg kan huske, at min mor får pizza med skaldyr og ananas. Det taler hun meget om, og hun synes, at det er en underlig sammensætning. Pizza er nyt for os.
 

Vores hjem er spartansk. 

Ingen af mine forældre har arbejde i begyndelsen, da vi bor her, så pengene er små. Vi har ikke så mange møbler, og de fleste møbler, vi senere får, er genbrugsmøbler eller arvestykker. Vi har indbyggede skabe i køkkenvæggene, og de og vores værelser bliver malet i mange nuancer af grå og blå af min mor, når hun keder sig. Jeg går ikke i børnehave, min mor passer mig. Og jeg leger med min bror og hjælper min mor med dagens gøremål. 
 

Da jeg begynder på Østre skole, har jeg en RØD Mickey Mouse-trøje på 

og en hvid rullekrave indenunder. Den er jeg glad for, og jeg ser meget fin ud. Jeg ligner næsten en, der skal på kostskole, men det er, fordi man ikke skal kunne se på mig, at vi ikke har så mange penge, ved jeg nu. Jeg har sidenhen hørt, at der er en form for for-klassemøde uden min familie, hvor en piges far siger, at han vil blive meget irriteret, hvis det går ud over undervisningen, at jeg starter i klassen. De andre børn er dog søde ved mig, selvom jeg er anderledes, og jeg bliver hurtigt venner med pigerne. Jeg er også ven med en, der hedder Tommy, men han er ikke særlig klog, så det gider jeg ikke i længden.
 
LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: "Min barndom sluttede med Pelle Erobreren"
 

I løbet af min barndom går mit forhold til mine forældre fra at være arabisk til at være dansk. 

Mens det stadig er arabisk, har jeg stor ærefrygt for dem: Jeg taler, når jeg får lov og venter, til det er min tur. Jeg frygter aldrig at blive slået af mine forældre, men min far kan dog godt tage mig i ærmet og sige: ”Nu stiller du dig over i hjørnet, og så står du der, indtil du kan sige undskyld.” Der kan jeg godt stå en halv time. Men vores forhold bliver hurtigt meget dansk, mere ligeværdigt, hvor mine holdninger tæller, og hvor ikke alt, hvad mine forældre siger, nødvendigvis er sandheden. Det hænger sammen med, at jeg meget hurtigt bliver den tredje forældre i vores forhold, fordi jeg oversætter kutymer, normer og traditioner fra skolen til dem. Jeg kommer hjem og fortæller, hvad der foregår, og hvordan man gør i Danmark. Det er lige fra første madpakke og første forældremøde til første børnefødselsdag. 
 

Jeg spiller to roller

Hjemme spiller jeg et taknemmelig, trofast barn: Alt-er-godt, I skal ikke tænke på mig. Ude spiller jeg meget mere dansk. Jeg lader som om, jeg ved, hvad det er, når mine kammerater taler om legetøj, Disneysjov og fredagsslik, men alt det skal jeg lære. På et tidspunkt siger mange af mine kammerater, at de skal hjem og se børnetime, og jeg aner simpelthen ikke, hvad det er. Så finder jeg ud af, at ”Det er fjernsyn for dig” – for det er jo det, det reelt hedder, men hvor skulle jeg vide fra, at alle kalder det børnetime? Hele min opvækst har det været sådan, at jeg skal sætte mig ind i de andre børns referenceramme. 
 

Jeg har respekt for mine forældre, men ikke faglig respekt. 

Det er træls, når der er noget, min far ikke ved.  Matematikken er han dog en mester til. Men det er flovt overfor de andre børn, at min far taler med accent, og at de ikke altid forstår, hvad han siger. Eller når der er grillaften i skolen, og min mor kommer med en gryderet. Min mor prøver, men min far er mere sådan, ”så må de jo rende os, hvis de ikke gider os.” Jeg har ikke ondt af mig selv, fordi jeg fuldstændig forstår situationen. Og med tiden bliver det kun bedre. 
  

Alt det danske lærer jeg i skolen. 

Det er først i skolen, jeg hører mit første danske ord. Så der er meget, jeg ikke forstår, men det er begrænset, hvor mange gange, at jeg har lyst til at række hånden op og sige, hvad betyder det? F.eks. er der flere ord, jeg ikke kan få til at give mening: Hvorfor er en pære, man spiser, noget man kommer op i en lampe?  Jeg er ikke forberedt på skolen. Det er nærmest som et lille traume at være flygtningebarn, fordi jeg skal starte op i et helt nyt land. Der er ikke andre end mig på hele skolen, der er flygtning, så jeg har ikke andre at spejle mig i. Jeg skal hele tiden overpræstere.  
 

Det har måske sat sig i mig som voksen, at jeg hele tiden føler, at jeg er bagud på Point. 

På Journalisthøjskolen, praktikstedet og selv i dag. At min etnicitet er en ulempe. Jeg har lært at bruge min baggrund aktivt som en fordel. Men jeg tror, at mange små Abdel’er ser det som uopnåeligt at blive taget udelukkende for sine kvalifikationer. 
 

Jeg er et kreativt og flamboyant barn. 

Jeg taler meget med mine hænder og er alle steder på en gang. Jeg vil gerne lege med pigeting, og ikke lege drengeting såsom fodbold og sport. Jeg kan godt tage konflikter og svare igen, men jeg får ondt i maven over det. Jeg har mange venner og går op i at være vellidt, og det gør jeg stadig i dag. At folk, jeg møder, synes, at jeg er et ordentligt menneske.  
Bagsiden, ved at jeg er så ansvarfuld som barn, og skal sætte mine forældre ind i en ny kultur, er at jeg ikke leger så bekymringsfrit. Som voksen er jeg også altid på vagt. Ikke over for mennesker, men for situationer, som kan være uhensigtsmæssige. Jeg har lært at tænke og snakke enormt hurtigt. Og jeg er ofte nogle træk foran de fleste. Også under helt afslappede situationer. Det får mig nogle gange i diskussioner med mine kære, fordi jeg regner med, at de er samme sted som i min tankerække.
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 99 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 

Jeg bliver på et tidspunkt drillet lidt i skolen.

Jeg kommer op at slås med en pige i skolegården, hun er fra Ringgården, et sted hvor familier bor, og voksne er i behandling for ludomani og alkoholmisbrug. Hun er en drengepige og driller mig, og jeg svarer hende igen, og så får jeg tæsk af hende, mens hele skolegården hujer og kigger på. Jeg synes, at det er så pinligt. Bagefter siger jeg til drengene, at hun går til karate.
 

En dag får min mor den idé, at vi alle skal stå i forhaven og vinke til folk. 

Når de er gået forbi, løber vi børn efter dem med pitabrød til dem. Min mor har nemlig set, at de andre naboer er meget i forhaven, og hun vil gerne udvide vores netværk blandt naboerne. Jeg er flov over at stå der og vinke og dele pitabrød ud, men vil ikke sige det til min mor. Det kan jeg dog se i dag som voksen ikke var en flygtning-følelse, men mere en universel følelse af, at jeg gerne vil være ligesom alle andre børn.
 

Vi har mange konflikter min far og jeg, 

og jeg udfordrer ham som manden i huset: Hvis vi f.eks. sidder ved middagsbordet, og han siger ræk mig kartoflerne, så tager jeg en, inden jeg rækker dem til ham. Eller hvis jeg taler med min bror, og min far beder os at være stille, så taler jeg videre.
 

I sjette-syvende klasse bliver jeg en af de cool kids. 

Her er vi tre piger og tre drenge, der besøger hinanden om aftenen, og så kalder vi det klub, og så får man chips og dip og leger S, P eller K. Det bilder jeg mine forældre ind er meget normalt, så det får jeg lov til. Jeg udnytter lidt, at mine forældre ikke kender de danske regler. Jeg ender også med at holde fester meget tidligt, fordi jeg siger, at det er normalt. Mine forældre går med på at forlade hjemmet til kl. ti og elleve om aftenen. Med tiden bliver de fester også med alkohol. Hvis jeg får børn, får de ikke lov til det i så ung en alder.
 

Jeg bliver meget tiltrukket af underdogs, der er noget i vejen med. 

Der er f.eks. Lasse i skolen, der tit bliver mobbet, og så går jeg hen til ham og bliver ven med ham. Når jeg ser tilbage på det, tror jeg måske, at det hænger sammen med, at jeg kunne spejle mig i underdogs’ne. Jo mere populær jeg bliver, og jo mere sikker jeg bliver i skolen, jo mere kan jeg godt lide at hjælpe andre. Der er en pige, der hedder Carina, som ingen kan lide, og så siger jeg på et tidspunkt i vores klub med S, P eller K, at jeg er vild med Carina, selvom det ikke er tilfældet. Og så bliver hun populær. Det kan godt være, at det lyder lidt frelst, men når jeg tænker tilbage på det, tror jeg, at det handlede om at give noget magt og nogle privilegier videre, som jeg selv har måttet kæmpe for.
 
LÆS OGSÅ: Kira Eggers om sin barndom: "Min mor svigtede"
 

For det meste er jeg sød overfor outsidere, 

og jeg føler for dem, der bliver mobbet. Jeg husker dog, at der var en dreng, lad os kalde ham Simon. Jeg synes, at Simon er så heldig, at han kun har en mor og ikke nogen far. Han bliver megaforkælet, og hans mor er ung og har kæmpestore bryster, som vi andre snakker om, og hun giver ham pænt mærketøj. Han er min modsætning, han er rødhåret og har fregner og ingen søskende. Jeg er nok også lidt misundelig på, at han havde alle de gode ting, men samtidig taler han dårligt om andre og skaber intriger. Der er noget alfahan mellem ham og mig. Så jeg samler Lasse og Sebastian sammen på et tidspunkt for at få væltet ham af tronen, og vi laver en ”Vi hader Simon” -klub. Sebastian vender mig dog ryggen og sladrer til Simon.
 

Jeg bliver avisbud, da jeg er 11 år, og jeg har arbejdet lige siden. 

Jeg går med Fyens Stiftstidende om morgenen, inden jeg skal i skole. Jeg går også med aviser om eftermiddagen og i weekenden. I en periode, hvor min far ikke har noget arbejde, gør han og jeg det sammen. 
 

Min barndom slutter som 11-årig, 

da jeg bliver selvforsørgende med mit avisjob.  Nu kan jeg tage teten og købe det, jeg vil. Jeg har min egen konto. Jeg sover hos vennerne, vi køber chips, og jeg køber mit eget tøj. Det er en fed følelse.
 

Sådan ser jeg min barndom i dag

På en måde havde jeg en hård barndom, fordi der var alt for lidt leg i den og alt for meget ansvarstagen. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis mine forældre eller min lærere følte det gik ud over mig, ville de have sagt til. Og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at det ikke ville have gået mig så godt i dag, og jeg ikke ville være der, hvor jeg er, hvis jeg ikke havde taget ansvar og været den der lidt minivoksne. Men havde det været rart at kunne lege mere og have lommepenge? Ja. Jeg har da savnet at få lov at være barn og ikke skulle tage ansvar for, at mine forældre forstod den danske kultur. Men hvad skulle de gøre? Det er første-søns-syndrom. 
 
Læs mere om: