skilsmisse
Skilsmisse

Skilsmisse - fortalt fra en kvindes synsvinkel

Da Lilja Scherfigs kæreste gik fra hende, følte hun tomhed og chok: Manden i hendes liv, faren til hendes barn og hendes arbejdsmakker ville være sammen med en anden. Men hun fandt en anden måde at elske ham på.

”Når man først elsker et  andet menneske, kan man da ikke bare stoppe  på kommando” 

 
En aften så vi et kærlighedsdrama i fjernsynet sammen, Otto og jeg. Kvinden i filmen sagde til manden: ”Jeg føler ikke, du elsker mig mere!” Og så svarede manden: ”Nej, det gør jeg heller ikke!” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev påvirket af klippet, og vendte mig mod Otto og sagde: ”Jeg føler ikke, at du elsker mig mere” og regnede med, at han selvfølgelig ville sige ”jo, jeg gør”, men han sagde: ”Nej, jeg er ikke forelsket i dig mere ….” Og så kom det hele på bordet, at han var forelsket i en anden og ikke længere ville være sammen med mig. Så smadrede jeg en kop og smed hans billedeillustrationer ned fra væggen.
 
 
– Jeg var i chok. Jeg kan huske, at jeg gik tur omkring Damhussøen og følte sort tomhed og dybt chok over, at mit livs kærlighed, faren til mit barn, Otto, ville forlade mig. Jeg havde aldrig troet, det skulle ske. Hvad nu med vores lille familie? Vores søn? Og hvad med fremtiden? Jeg troede faktisk, Otto elskede mig ubetinget. At opdage, han ikke gjorde, var virkelig hårdt. Så dér gik jeg, rundt og rundt om Damhussøen og følte den største smerte og meningsløshed. Men så kom der også en ny følelse ind i mig, den varede bare tre sekunder, men det var en varm følelse som skyllede gennem mig, et slags sus af frihed, og en stemme råbte: ”Lilja is back, baby! Lilja is back!”
Efter de tre sekunder var jeg tilbage i sorgen og følelsen af opløsning, men den lille frihedsfølelse kom gudskelov tilbage. Igen og igen ville håbet frem. For dybt i mit hjerte savnede jeg at være mig. Bare mig, Lilja, i det her smukke liv. Med min søn i hånden, selvfølgelig. Men uden parforholdets trygge slumretæppe over mine skuldre.
 
– Det var en følsom tid bagefter, jeg var knust. Jeg græd og ville have ham tilbage, skrev mails, tiggede og bad, og svor at jeg ville vente på ham med åbne arme, til han kom til fornuft. Men da det virkelig gik op for mig, at det var slut, for altså, han rendte jo rundt og var forelsket i en anden, da jeg virkelig fattede dét, fik jeg lavet lyse striber, købte en dagbog og startede til salsa.
 
4 nr. af Psykologi + 2 sæt Flora Danica-sengetøj for kun 899 kr.
 
– Jeg kom igennem den hårde tid, fordi mine venner hjalp mig. Min bedste ven ringede til mig hver dag og spurgte: ”Hvordan har du det så i dag?” De dage, hvor jeg savnede Otto, sagde han: ”Otto var da også for dum.” Og hvis jeg var helt manisk, så sagde han: ”Nej, hvordan har du det virkeligt?” Og hvis jeg begyndte at tale om tomhed, så sagde han: ”Hey, du syntes da også, at det var røvsygt nogle gange” og på den måde sørgede han for, at jeg ikke blev offeret. Det var konstruktivt, for i og med at jeg ikke var et offer, kunne jeg mærke mig selv, mine drømme og min glæde over de dejlige ting i livet.
 
– Otto og jeg havde ikke kun kærlighed og barn sammen, vi arbejdede også tæt sammen om at lave bøger. Vi skabte børnelitteratur, der er prisbelønnet for at være eksperimenterende og tage større temaer op, og sammen kunne vi virkelig noget.  Vi havde et brand. Skulle vi nu også til at slå denne succes i stykker? Skulle vi stoppe med at arbejde sammen? Det virkede meningsløst – vi havde så meget sammen: Kollegaerne, projekterne, vores fælles vennekreds ville blive revet op med rode.
 
LÆS OGSÅ: Skilsmisse - fortalt fra en mands synsvinkel
 
– Først var jeg dog så såret, at jeg tænkte – jeg vil ikke arbejde med ham mere! Men samtidig var vi midt i at lave Mayland-kalenderen, hvor jeg rimede, og han tegnede, og den blev vi nødt til at gøre færdig. Vi havde også sagt ja til at lave bogen ”Farfar”, så sådan måtte det være. Fagligt var vi et godt makkerpar, fordi vi begge er så følelsesladede, dramatiske og sentimentale – mig i mine skriverier og ham i hans streg. Normalt plejede vi at være helt inde i hinandens processer, men efter bruddet var vi sammen så lidt som overhovedet muligt og sendte ting til hinanden via mail. Jeg endte tit med at græde, når vi var sammen, og der kom hurtigt noget privat ind over, og jeg tænkte: Jeg gider simpelthen ikke at arbejde mere med dig! Derfor valgte jeg også at arbejde med andre tegnere.
 
– I dag arbejder vi sammen igen, og det føles godt, vi er i gang med en bog, der hedder ”På dybt vand”. Og vi er igen inde over hinandens processer.  Det, at vi kender hinanden så godt fra vores forhold, gør, at vi forstår hinanden bedre, end hvis vi blot var kollegaer uden en fortid sammen. Jeg kender hans reaktionsmønster, så jeg kan afkode ham lynhurtigt. Hvis han er stille, så ved jeg, at der er noget galt. Til gengæld kender Otto mig så godt, at han ved, at jeg siger alt, hvad jeg føler…Når jeg arbejder sammen med andre tegnere, pakker jeg tingene mere ind og er mere hverdagshøflig.
 
– Men der kan dog godt opstå drama, når vi arbejder sammen, for ved siden af skal vi også samarbejde om vores fælles barn, og det kan godt smitte af på hinanden. Vi har haft en ordning, hvor vores barn har boet skiftevis hver anden dag hos mig og hos Otto, da vi bor på samme vej. Otto ville gerne ændre ordningen til 7/7 af hensyn til hans kæreste, og jeg havde svært ved at skulle savne min egen dreng så mange dage, så jeg blev ulykkelig, og det endte med, at Otto råbte: ”Hvordan fanden skal jeg kunne tilfredsstille alle?” Det var ren Woody Allen. To voksne mennesker mødes og snakker om at rykke på datoer, og straks bryder begge sammen i krampegråd – vi endte med at afprøve 7/7-ordningen.
Næste dag grinede vi over vores sårbarhed. Jeg tror faktisk, at vores kontroltab kun er godt i forhold til vores arbejde, hvor vi jo netop skal turde vise sårbarhed i vores bøger.
 
LÆS OGSÅ: Barn efter skilmisse: Dét burde min mor og far have gjort
 
– Dengang jeg var sammen med Otto, var jeg hver dag meget taknemmelig. Og det er jeg stadig. Jeg er så glad for, at Otto stadig er i mit liv, vi har verdens sødeste dreng, og vi kan lave fantastiske bøger sammen. Otto er et af de sødeste mennesker, og jeg kan simpelthen ikke være sur og bitter på ham, bare fordi han ikke ville være kærester længere.
 
– For os blev skilsmissen et ”vi ses på en ny måde” i stedet for et ”farvel”. Jeg hader ideen om et farvel. Når man først elsker et andet menneske, kan man da ikke bare stoppe på kommando. Når folk dør, siger vi jo også: ”RIP, vi ses på den anden side”. Vi ses. Ikke farvel. Otto og jeg ses på en ny måde, og jeg synes, vi har fået et smukt venskab og et inspirerende arbejdsfællesskab ud af det. 
 
Lilja Scherfig, 48 år. 
Forfatter – både til prisbelønnet børnelitteratur såsom ”Farfar” og ”Rævefælden”, som Liljas ekskæreste Otto Dickmeiss har været illustrator på. Hun har også skrevet ungdomsromaner, bl.a. Bobolina. Skilsmissen kort: Otto og Lilja var ikke gift, men de havde været sammen i otte år og gik fra hinanden for fire år siden. Da de gik fra hinanden, var deres dreng fem år. I dag har Lilja en ny kæreste.
 
 
Læs mere om: