Sex
Kærlighed og sex

En kvinde fortæller: Mit år med sex

8. april 2020
af Christina Bølling
Illustration: Shutterstock
Danskernes sexliv afspejles i den store undersøgelse Sexus, eller gør det? Vi har bedt en tilfældig dansker om at fortælle om sit sexliv over en periode på et år. Hun hedder Sille Andersen, er 28 år og vil hellere bruge en rosakvarts-dildo til at tilfredsstille sig selv end at være sammen med mænd, der kun tænder på porno.

Jeg har tidligere haft ubeskyttet sex mange gange. Rigtig mange gange. Jeg har også haft så mange forskellige partnere, at det formentlig allerede er for sent af blive vaccineret mod HPV-virus. Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg havde haft mere styr på det alvorlige i det, da jeg var vild og havde meget sex – at jeg havde passet mere på i mine unge dage. Nu er det løb vist kørt, hvis jeg er blevet smittet, er det sket.

Hvad angår prævention, så er jeg glad for, at jeg ikke er blevet gravid trods den manglende beskyttelse, for det er virkelig ikke sjovt at få en abort. Jeg fik én for ni år siden, hvor jeg var 3,5 måneder henne, og hvor lægen ”kom til” at vise mig et scanningsbillede. Det ville jeg gerne have undværet. Jeg mistænker hende for at tænke, at så kunne jeg lære det, men helt ærligt.

I forbindelse med aborten fik jeg en hormonspiral, som resulterede i, at jeg fik sygdommen PCO, hvor man får cyster på æggestokkene. Jeg havde virkelig mange smerter og tog desuden en del på. De kilo har jeg kæmpet med lige siden. Før spiralen har jeg prøvet med p-stav og p-piller, det duede heller ikke. Da spiralen endelig blev hevet ud, besluttede jeg, at jeg ville få mine partnere til at bruge kondom og gå efter sikre perioder. Øh, men det går ikke ret godt – og de gange, hvor jeg er sammen med én mere end én gang, dyrker jeg altid usikker sex. Jeg har en app på telefonen, som følger min cyklus, den bruger jeg. Og de får ikke lov til at komme oppe i mig, medmindre jeg lige har haft menstruation, men det er et mareridt hver eneste gang … for jeg er angst. Kommer den menstruation eller hvad?

LÆS OGSÅ: Hanne og Anne har en ting til fælles: De er begge gået i cølibat (og de er ikke alene)

Tager orgasmer

– Det her år er gået fra først at møde en mand, som jeg så i fem måneder, til nærmest cølibat. Han og jeg var ikke kærester officielt, men jeg tror egentlig ikke, han så andre samtidig. Jeg gjorde i hvert fald ikke, ikke seksuelt. En af de første gange, jeg var sammen med ham, havde jeg lige fået min første dybe orgasme selv, og så fik jeg så én til sammen med ham. Han var vildt stolt. Jeg tror, han følte, at han var en rigtig mand, at han havde ”givet” mig en dyb orgasme som den første. Sådan tænker mænd på det, som om de giver os noget. Vi kvinder er jo for pæne til at fortælle dem, at de ikke giver os noget, men at vi ”tager” orgasmer sammen med dem, hvis det kan lade sig gøre. Når det lykkedes med den dybe orgasme sammen med ham fyren, var det alene, fordi jeg vidste præcis, hvad der skulle til. Jeg lå og sørgede for, at han ramte det rigtige sted. Det er ikke for at forklejne det, for det var selvfølgelig fedt at opleve sammen.

– Ellers får jeg sjældent orgasme med mænd. Jeg har en del sex med min ekskæreste – vi var rigtig dårlige til sex, da vi var sammen, det endte med sofa og tv – men nu er det godt. Alligevel har jeg kun fået orgasme to-tre gange i år sammen med en mand, men rigtig mange med mig selv. Jeg får tit spontant lyst i løbet af dagen: ”Uh, nu kunne jeg godt lige bruge en orgasme”, og så tilfredsstiller jeg mig selv. Hvis det ikke vil lykkes, kigger jeg på porno, men det er det mere følelsesmæssige, der tænder mig, end en stor penis og hård sex.

– Jeg har altid kunnet give mig selv klitorisorgasme med en pude mellem benene, men i år har jeg eksperimenteret med andre orgasmer. Det skyldes, at jeg har talt med en sexolog. Det var for at få det bedre med min krop generelt og med min seksualitet, jeg opsøgte hende. Hun anbefalede, at jeg begyndte at lege ”kend din kusse” med mig selv, hvilket lyder meget 70’er-agtigt, men hun har ret jo. Det burde flere gøre. Jeg har købt et naturligt massageapparat i rosakvarts, der er rigtig godt til at give dybe orgasmer. Efter at have leget lidt med det og mærket, hvad der føltes rart, fandt jeg mit g-punkt. To fingre oppe og lidt til venstre, ha ha. Jeg fik den vildeste orgasme, mit bækken spændte så voldsomt op, at jeg måtte have fat i sexologen bagefter for at høre, om det var farligt.

LÆS OGSÅ: Har du svært ved at fokusere på sex - selv når du har det?

Blev ghostet

– Fyren, jeg så, som var ham, jeg fik orgasmen med, endte med at ghoste mig. Han svarede pludselig ikke på mine beskeder. Det var enormt ubehageligt, senere løb jeg ind i ham, og så kom han med en undskyldning om, at han havde fået sit drømmejob og derfor ikke kunne overskue det. Da han kom med den tynde forklaring, var der heldigvis gået lidt tid, så jeg var videre og ikke specielt ked af det. Jeg havde det sådan lidt, ”Ved du hvad, jeg er slet ikke interesseret i én, der ikke kan tale sandt. Det, du siger, passer ikke med det, du viser”.

– Jeg har været på i alt syv dates i år med fyre, jeg har mødt på blandt andet Tinder eller på de sociale medier. Et par stykker er jeg endt i seng med. En af dem var en 36-årig amerikansk marine-biolog fra Beverly Hills, som boede i Danmark for en kort bemærkning. Vi mødtes på en vinbar inde i byen, klikkede ret godt og endte med at stå og kysse intenst midt på Rådhuspladsen. Dagen efter skulle vi så mødes hjemme hos mig, hvor jeg lavede mad. Han blev og sov i min etværelses, og inden vi knaldede, hjalp han med at sætte det ene ben, der var skævt, på sengen. Han prøvede med hammer, men var åbenbart ikke videre handy, for han ødelagde min vindueskarm samtidig. Det var totalt kedelig sex i forhold til den kemi, vi havde haft dagen før.

– De to andre dates har været fyre, jeg har skrevet med, hvor jeg har været ret hooked på dem, men hvor de ikke var så tændt. Der var én mere, en fyr, hvor jeg var den styrende. Det var ret godt, en adventuretype fra New Zealand. Med ham kom jeg også, han slikkede mig. Vi havde fra starten også et mere dirty forhold, hvor vi skrev frækt, så vi havde været åbne om, hvad vi hver især var til. Det var ret godt. Han var løve i stjernetegn, han var ”se mig præstere”-agtig, og det var bedst for ham med dyb øjenkontakt under sex. Det var ret dyrisk og følelsesmæssigt intenst. Han gik til sagen. Det var det bedste, han havde prøvet, sagde han. Jeg var helt perfekt, selv om jeg absolut ikke er tynd. Han sagde alt det rigtige, at jeg var lækker og smagte godt. Bagefter sms’ede han ting som ”Jeg savner din søde nektar” og ”Du smager så godt”. Det var sgu god sex, han lå ikke bare og slikkede på klitoris, men var all over. Mange mænd glemmer, at klitoris ikke bare er den lille dut, men et kæmpeorgan med tusindvis af nerveender, så de skal se at komme helt ned på lårene og i knæhaserne.

Hvad gik der galt? Hvorfor er vi ikke sammen? Øh, fordi han var 40 år, og jeg er 28. Han har tre børn med tre forskellige kvinder. Jeg kunne måske godt finde på at se ham igen. Hvor tit møder man én, der synes, man er det mest sexede væsen i verden?

Holder pause

– I marts var jeg på et 10-dages yoga-retreat på Bali, hvor jeg lavede en rigtig ”Eat Pray Love” og fik en håndlæsning af selveste Katut. Det var sjovt, for han sagde rigtig meget. Til mig sagde han blandt andet, ”You very lucky”, og at jeg ville få held med de ting, jeg satte gang i. Kærligheden ville til gengæld kræve tålmodighed, og så sagde han, at når jeg engang har fundet min mand, skal jeg komme tilbage og være der med min mand. På Bali havde jeg for resten også fuld sex med én.

– Jeg er ikke i parforhold lige nu, faktisk holder jeg pause. Det føles virkelig godt for mit selvværd. Det er blevet vigtigt for mig at finde en, der har lyst til det spirituelle. Så nu er det endnu sværere. Mit længste forhold til dags dato er et år, og jeg har kun været i to seriøse forhold i mit voksne liv, og nu orker jeg ikke længere at have sex uden dybde.

– Da jeg var 19, gik jeg bevidst i cølibat i ni måneder. Det skete efter en periode, hvor jeg lod mænd udnytte mig og var sammen med rigtig mange. Jeg havde sex, når jeg var fuld, og fortrød det bagefter. Jeg er lidt samme sted igen. For nok er jeg en lysten pige, men jeg ved, at det bliver bedre af at vente med at have sex med nogen, til jeg ved, om der er mere i det end bare sex. Ellers får jeg ikke det, jeg også har brug for. Før i tiden kunne jeg sagtens være sammen med nogen, bare fordi de var lækre, nu er jeg bevidst om, at jeg har brug for kærlighed og tryghed.

Sanselig, dyb sex

– Jeg har aldrig fået penge for sex, men jeg har fået mad og vin og spist hos Michelin-kok på Istedgade. Det er jo lidt af det samme, er det ikke? For hold kæft, hvor har jeg mange gange ligget og bidt i puden, fordi det gjorde ondt, og ikke sagt noget, fordi jeg ikke ville være snerpet og u-sexet at sige: ”Av, stop. Det gør ondt”. Det slipper jeg for, når jeg ikke har sex med folk, fordi jeg er fuld eller liderlig. Jeg har også været god til at spille liderlig for at booste de mænd, jeg var sammen med. Jeg har en ret god fornemmelse af, hvad der fueler deres lyst, og det skal helst være meget visuelt, pornoagtigt og helst beskidt. De kan for eksempel godt lide, at jeg har en stor røv. ”Uh, det er godt, du har sådan en stor røv, der kan blævre,” siger de – og det har jeg tidligere haft det fint med. Det var en del af setuppet, men lige nu er det slet ikke det for mig.

– Jeg har fået det sådan, at jeg ikke vil lade alle mulige mænd ”penetrere dårlig energi ind i mig”. Det er lidt som at tage styringen i mit eget liv: Mit underliv er mit. Det mærkelige er, at jeg lige her på det sidste har mødt en anden type mænd, der er mere den rigtige slags og ikke så pornoagtige. De kan faktisk lide rigtige, følsomme kvinder og nyder sanselig, dyb sex. Det er bare for at sige: De findes derude, piger. Det gør de altså.

Læs også