Hanne og Anne har en ting til fælles: De er begge gået i cølibat (og de er ikke alene)

Hanne, 58 år: Sex nok for et helt liv

Hanne har levet i cølibat i tre år – og gør det i sit ægteskab, selv om hun tidligere været ”vild med sex”. – Jeg var i Klub 100 og havde været sammen med over 100 mænd, da jeg mødte min mand. Han er økonom og en modsætning til min kreative baggrund, og jeg fik den følelsesmæssige tryghed og en soulmate, jeg havde længtes efter, men det seksuelle mellem os spillede aldrig rigtig. Det var en lettelse, da jeg meddelte ham efter parterapi og samtaler med en sexolog, at jeg gik i cølibat. Ellers havde jeg simpelthen været nødt til at lade mig skille. Jeg kunne ikke klare at afvise ham mere. Vi har ikke været sammen i tre år. Jeg onanerer en sjælden gang imellem, når han sover, eller hvis jeg er alene på et hotel og har svært ved at falde i søvn.

Men jeg har dårlig samvittighed over det, fordi jeg véd, det ville såre ham, at jeg har en seksualitet, men bare ikke har lyst til at dele den med ham. Cølibat var mit sidste kort. Jeg kunne simpelthen ikke klare at sige nej til ham mere, frygte, at han lagde op til sex, se ham blive skuffet over afvisningen og samtidig ikke have mod nok til eller lyst til at forlade mig. Det var så smertefuldt til sidst, at det var lettere at lukke i og af. Jeg ved ikke, om han har en elskerinde, men jeg tror det faktisk ikke, siger Hanne, der er 58 år.

LÆS OGSÅ: "Vi kan godt forvente at se flere, der går ind og ud af cølibat"

Anne, 44 år: Jeg følte, at mine grænser blev helt sprængt til atomer

Anne har ikke haft samme sexdrive som hendes partnere. I dag lever hun i cølibat, selv om hun har en kæreste. Og det er hun glad for, selv om hun også er bange for, at kæresten skal gå sin vej. Anne, 44 år, har ifølge sig selv ”aldrig været sexinteresseret nok til de mænd, hun har været sammen med”. Da hun blev skilt og mødte sin nuværende kæreste, krævede han, at de skulle have sex tit, ellers ville han gå. – Han insisterede også på, at vi skulle eksperimentere med andre partnere. Jeg gik med til det for hans skyld og for ikke at miste ham. Det var ikke rart. Jeg følte, at mine grænser blev helt sprængt til atomer, for jeg oplevede, at jeg blev seksuelt tændt, men følelsesmæssigt var det helt forkert. De mænd og par, vi mødte, ville jeg aldrig have tilbragt tid med ellers. Så reagerede min krop ved at lukke ned, jeg fik vaginisme (hvor skeden går i krampe, og samleje er umuligt, red.), og så kunne jeg slet ikke have sex. Jeg er glad for at være i cølibat, bortset fra at jeg er bange for, at han skal gå fra mig.