Kan man få kontakt til de døde? Clairvoyant Rikke Rasmussen kan.
Clairvoyance

Klarsyn: Et møde med de afdøde

At miste en, som vi holder af, er forbundet med stor smerte, sorg og savn, og rigtig mange føler en tomhed og vil ofte gerne vide, hvordan deres kære har det. Vi tog til klarsynsdemonstration for at få svar på, om det virkelig er muligt at få kontakt til den anden side.

Gennem de store panoramavinduer strømmer det tidlige aftenlys ind, og gennem den åbne altandør høres en svag brusen fra havet, når bølgerne slår mod stensætningen. Rundt omkring i det store, lyse lokale med Øresund i forhaven brænder fyrfadslys i farvestrålende lysestager formet som lotusblomster, og på en gylden opsats står en Madonnafigur omgivet af levende lys, som aftenens deltagere har tændt til minde om deres kære afdøde. I vindueskarmene pynter store og små krystaller side om side med Buddhafigurer i antiksølv og kirsebærtræ, og der hersker en varm og forventningsfuld stemning blandt de mindst 60 fremmødte til aftenens klarsynsdemonstration.

Klarsyn ... for kvinder?

Et par nysgerrige mænd har fundet vej til aftenens arrangement, men ellers er rummet fyldt til bristepunktet af kvinder i alle aldre. Nogle er gengangere, andre er her for allerførste gang, men alle har de et tilfælles: ønsket om at få genskabt en kontakt til en kær, som de har mistet.

Der falder ro over deltagerne, og Rikke Rasmussen, der er claivoyant, medie og reikihealer, byder velkommen med en kort introduktion af sig selv og den åndelige verden.

- For jer der er helt nye, vil jeg kort fortælle lidt om, hvad aftenen går ud på, indleder Rikke Rasmussen og fortæller levende og gestikulerende, hvordan hun voksede op i en familie, hvor det alternative var en naturlig del af livet og helt fra barnsben har været i berøring med den åndelige verden, der for hende er mindst lige så vigtig som hendes børn.

LÆS OGSÅ: Hannes datter begik selvmord: Et klarsyn hjalp hende igennem sorgen

Til bords med de afdøde

- I min familie sad de afdøde med ved spisebordet. De er billige i kost, men hold da op, hvor de snakker, griner Rikke Rasmussen. Hun har altid har været i stand til ved tankens kraft at modtage signaler, mærke eller fornemme de kære afdøde og via tankebølger kommunikere med dem. Hun fortæller, hvordan hun i løbet af aftenen vil forsøge at etablere kontakt til den åndelige verden og lade de afdøde, der gerne vil igennem til en eller flere blandt publikum, komme frem med deres personlige budskab eller hilsen.

- Men nu skal vi videre, for mit hoved er tætpakket af jeres kære. De står simpelthen i kø for at tale med jer, siger Rikke Rasmussen entusiastisk, mens hun ivrigt fægter med armene og bevæger hovedet fra side til side, som skulle hun ryste de afdøde på plads.

- Det er jo næsten ligesom i supermarkedet, hvor vi alle sammen gerne vil hen til kassen først, så jeg beder dem lige stille og roligt om at trække et nummer og stille sig op i kø en ad gangen. De kan jo lige så godt få lært lidt køkultur, siger hun grinende, og publikum ler højlydt.

Kontakt til den anden side

- Jeg begynder nu stille og roligt med at tune ind og bede de kære afdøde om at komme og stå ved siden af jer, forklarer Rikke Rasmussen, og der går ikke lang tid, før der er hul igennem.

- Jeg har en mormor stående herovre, siger hun og peger mod en mørkhåret kvinde i 30'erne, der smilende bekræfter, at hun har mistet sin mormor, men faktisk aldrig har kendt hende.

- Jeg skal lige have hende helt tæt på. Rikke Rasmussen lukker øjnene et kort øjeblik, som skulle hun koncentrere sig om noget.

 

LÆS OGSÅ: Derfor skal du dele din sorg med andre

Besked fra mormor

- Det er interessant, for hun står lige bag din stol og vil bare rigtig gerne i kontakt med dig. Hun kommer med liv og energi, ja det er nærmest, som om hun hopper - der er godt nok spræl i hende. Og så er hun meget elegant klædt i en lægget nederdel og beige skjortebluse, og på armen bærer hun et fint, gammelt guldur i en lænke. Hun har sådan en fin, lys stemme, når hun kommunikerer gennem kanalen her, fortsætter Rikke Rasmussen, mens hun med den ene hånd peger mod tindingen.

- Nej, det var pudsigt. Hun siger, at du burde få dine øjne tjekket, så du kan læse avisen. Pigen smiler forundret og nikker, som om det med brillerne ikke er helt nyt for hende, og publikum griner begejstret.

- Her til sidst beder din mormor mig hilse og sige, at hun er hos dig og i den grad passer på dig, siger Rikke Rasmussen, der kun lige når at takke af, før den næste afdøde tripper for at komme igennem.

(artiklen fortsætter under boksen)

Rikke Rasmussen

... tilbyder forskellige spirituelle workshops og kurser. Hun afholder jævnligt klarsynsaftener rundt omkring i landet. Læs mere på www.rikkerasmussen.dk

 

Men hvad er det, der i stigende grad får mennesker i alle aldre og med vidt forskellig baggrund til at deltage i disse klarsynsdemonstrationer?

- De fleste af os har oplevet at miste en, som var os kær. Det er hårdt og nogle gange ubarmhjertigt at sørge og savne, og det kan være fyldt med rigtig meget smerte, fortæller Rikke Rasmussen, der jævnligt afholder klarsynsdemonstrationer med kontakt til afdøde og oplever en stigende interesse for den åndelige verden.

- Folk kan være døde som følge af en langvarig sygdom eller pludselig blive revet væk som følge af en ulykke og dermed uden, at de pårørende har nået at sige farvel. Vi ved jo alle sammen, at når vi mister, står vi tilbage med et kæmpe savn, ligesom det mange gange også efterlader et kæmpe tomrum, men ved at skabe en kontakt og opnå en kommunikation med vores kære kan det være med til at fylde dette tomrum med lys og kærlighed og sommetider også håb og give de efterladte en form for ro i sjælen.

Sjælen lever videre

- Når vi mister en fra familien eller en nær ven, savner vi tit deres sjæl. Nogle af os går rundt med en masse ubesvarede spørgsmål til den afdøde og ønsker, at vi kunne snakke med ham eller hende. Derfor kan det være en trøst at opleve, at vores kære ikke forsvinder for evigt, men at deres sjæl lever videre, og det kan afdødekontakt hjælpe med, forklarer hun.

- At hilse på den afdøde og få en bekræftelse på, at vedkommende har det godt og er kommet det rette sted hen kan give en form for klarhed og ro, og mange får en følelse af, at de nu kan begynde at leve igen. For mange handler det om at få livet tilbage og ikke falde ned i et sort hul og dø sammen med dem, som døde.

 

Mødet med en anden verden

For mange af deltagerne er klarsynsaftenen det første møde med den åndelige verden og en form for appetitvækker, og ifølge Rikke Rasmussen kommer cirka halvdelen før eller siden tilbage for at følge klarsynsdemonstrationen op med en privat clairvoyancesession, hvor de har mulighed for at få uddybet forskellige spørgsmål, få dybere kontakt eller få nogle gode råd og vejledninger fra deres kære afdøde.

Tiden er fløjet af sted, og blandt de mange deltagere har godt to håndfulde fået indfriet deres ønske om at få et livstegn, et personligt budskab eller blot en lille hilsen fra den anden side.

- Jeg håber, at I har nydt at være i dette åndelige selskab og husk på, at hvis der er nogen, der kan holde os i live, så er det så sandelig de kære afdøde, lyder det overbevisende fra Rikke Rasmussen.

- Så skynd jer nu ud og brug den åndelige verden.

FAKTA OM CLAIRVOYANCE OG KLARSYN
  • Clairvoyance er evnen til at e andre lag af virkeligheden end de lag, der normalt er synlige. Det er evnen til at se, høre, føle og fornemme hvilke budskaber, der er fra den åndelige verden. 
  • Ved hjælp af clairvoyance kan man få oplysninger om en persons livsvilkår, helbred, forhold, job, interesser, forhold, fremtid mv.
  • Ved afdødekontakt og klarsynsdemonstrationer får den clairvoyante kontakt med afdøde. Vedkommende ser, hører og føler den afdøde og formidler videre.
  • Det er publikums opgave at genkende de afdøde, når de beskrives, så den clairvoyante kan videreformidle oplysninger fra den afdøde.