Oscar-vinder er aktuel med skræmmende og højaktuel politisk thriller

De ængstelige blikke er stift rettet mod de store skærme, som hænger på væggen. De følger hver eneste lille pixel, der snegler sig afsted i takt med, at det formodede atommissil nærmer sig det amerikanske fastland.

Vi befinder os i Situationsrummet i Det Hvide Hus i Washington, hvor man holder øje med alle naturkatastrofer, større ulykker og alskens andre trusler mod USA.

I dag kommer deres værste mareridt til live i Oscar-vinder Kathryn Bigelows (’The Hurt Locker, ’Zero Dark Thirty’) uafrystelige politiske thriller ’A House of Dynamite’.

Omdrejningspunktet er affyringen af et langtrækkende missil fra en ukendt fjende et sted i Stillehavet. Vi følger forskellige personer i det amerikanske beredskab – militært, politisk og efterretningsmæssigt – mens de forsøger at finde ud af, hvem der har sendt et angreb afsted mod dem, og hvordan de kan forhindre det altødelæggende våben i at nå frem til dets destination, storbyen Chicago.

Vi får dommedagsscenariet serveret tre gange. Hver gang ser vi det fra forskellige personers synspunkt, så vi hele tiden får lagt flere af historiens puslespilsbrikker.

Selvom det umiddelbart kan lyde småkedeligt med gentagelser, lykkes det Bigelow og manuskriptforfatter Noah Oppenheim at skabe et fængslende og tankevækkende drama om en uhyggelig reel mulighed for atomkrig netop nu.

Filmens bankende hjerte

At se ‘A House of Dynamite’ er en rystende oplevelse.

Vi er på første parket til det, der kan ende med verdens undergang, og de første 40 minutter af filmen er nogle af de mest ubehagelige og følelsesvækkende, jeg har siddet igennem i år – og med et indtag af cirka 15 nye film og serier hver måned, siger det ikke så lidt.

Det skyldes især endnu en pragtpræstation fra Rebecca Ferguson, som en af de højest rangerede militærfolk i Situationsrummet. Vi følger hende, fra hun tager afsted tidligt om morgenen efter at have trøstet sin feberramte lille søn om natten, til hun skal sende et ark rundt i rummet, så man kan holde styr på, hvem der er til stede, hvis et andet missil rammer Det Hvide Hus.

Den svenske skuespiller og hendes karakter er ’A House of Dynamite’s bankende hjerte, og man skal være godt følelseskold for ikke at blive rørt af Fergusons præstation.

I den mere kyniske ende af spektret finder vi general Brody, spillet med autoritær pondus af Tracy Letts. Som chef for STRATCOM er det hans opgave at koordinere forsvaret mod angreb på USA og ditto koordinering af eventuelt væbnet modsvar.

Det er ikke den sædvanlige militærbasse-karikatur, vi ofte får i krigsfilm. Vi ser ham blive påvirket af situationen, da alvoren rigtig går op for alle, men han fastholder også den militaristiske professionalisme, der er påkrævet i situationen. Han er fortaleren for atomar gengældelse, men hvem skal man skyde på, når man ikke ved, hvem afsenderen af missilet er?

'Konklave'-komponisten Volker Bertelmann brillerer igen med et sonisk angreb af et score, der med urovækkende strygere sender nervesystemet i allerhøjeste beredskab fra første sekund. Det er smukt og lidt uhyggeligt, præcis som en paddehattesky.

En skræmmende film til tiden

’A House of Dynamite’ er et skræmmende billede på, hvor galt det kan gå, når diplomatiet har spillet fallit.

I en tid, hvor ambassadørskaber bliver langet ud som belønninger til venner og vigtige økonomiske donorer, er manglen på kvalificerede diplomater desto mere foruroligende.

Igennem filmen bliver der desperat kigget efter, hvem der mon er afsender på missilet. Vedkommende har været kløgtig nok til at hacke den satellit og overvågningssystem, som netop skulle overvåge det område, hvor missilet blev affyret fra. I hver af de tre gentagelser af dommedagsscenariet, ser vi, hvordan samtaler bliver afbrudt. Det indikerer et veltilrettelagt angreb, og de sædvanlige mistænkte – Rusland, Kina og Nordkorea – bliver straks sat under spot.

Det er påfaldende, hvor ikke-eksisterende kommunikationen er mellem USA og de mistænkte. Et enkelt opkald til den russiske Udenrigsminister er alt, hvad det bliver til, og en ekspert i nordkoreansk militær bliver konsulteret. Hvor er diplomaterne og spionerne henne? Dem, der rent faktisk ved, hvad der foregår i de forskellige lande?

Isoleringen fra andre nationer munder ud i frygt og spørgsmål, som ingen kan besvare, og til sidst ender vi med, at én person skal afgøre, hvorvidt verden ryger ud i global atomkrig.

I den situation er den amerikanske præsident (Idris Elba) i komplet vildrede med, hvad han skal gøre. Da han får overdraget en mappe med planer for gengældelse, står han med et umuligt valg. Han kan enten gøre ingenting og håbe på, at det var en engangsforestilling, og de skyldige kan findes efterfølgende, eller han kan iværksætte apokalypsen.

Blandt andet derfor er ’A House of Dynamite’ en vanvittig veludført politisk dommedagsthriller, der går ind og strækker dine nerver helt ud til det yderste. Det er vitterligt en film til tiden, og den er om muligt endnu mere skræmmende end nogen gyserfilm, du kan se lige nu.