Ny film er den geniale mareridtsudgave af Askepot, du ikke vidste, du havde brug for

Alle kender historien om 'Askepot'.

I hvert fald gennem Disney-versionen eller dens sjælebeslægtede historiefæller, der fortæller nogenlunde samme historie: En ung kvinde vokser op med en ond stedmor og to lige forfærdelige stedsøstre, der behandler hende som en tjenestepige.

Da der skal være bal på slottet hos den eftertragtede prins, tager alle på nær Askepot afsted. Takket være en god fe og/eller magiske hjælpere, får hun en tidsbestemt make over, hvorefter hun tager afsted og betager den royale starut. Da hun i huj og hast forlader festen, efterlader hun en sko, som han så sender folk land og rige rundt for at finde den rette ejerkvinde til, da han vil giftes med hende. Og ja, så finder de hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende.

Igennem tiden har der eksisteret flere forskellige versioner af historien, varierende i sukkersødme. Derfor kan man ikke sige, at Emilie Blichfeldts ’Den stygge stedsøster’ lægger sig op ad én bestemt. Men der er næppe nogen tvivl om, at Brødrene Grimm ville godte sig over denne blodige og satiriske udgave.

Hovedperson er Elvira (Lea Myren). Hendes mor Rebekka (Ane Dahl Torp) gifter sig med, hvad hun tror er en rigmand, for at skabe en bedre fremtid for sig selv, Elvira og yngstedatteren Alma (Flo Fagerli).

Elvira er også meget imponeret over det nye sted. Og især over sin nye stedsøster Agnes (Thea Sofie Loch Næss), som hun ser som det mest perfekte væsen i verden.

Rigmanden viser sig dog at være en fattiglus, der troede, at Rebekka havde penge, og snart bor alle kvinderne under samme tag, uden en ærlig mønt på lommen.

Et glimt af økonomisk håb åbenbarer sig, da rigets prins Julian (Isac Calmroth) inviterer alle skønjomfruer i landet til bal. Agnes modtager selvsagt en invitation, og Elvira, der med slet skjult indebrændt begær har læst hans studentikose digtsamling fra ende til anden flere gange, får også en.

Selvom hun er skøn af sind og sjæl, er udseendet ikke helt med hende, og derfor beslutter hun og Rebekka sig for, at Elvira skal transformeres til den skønneste i riget. Men den slags er ikke så nemt uden nutidens moderne operationer og ikke mindst smertestillende medicin.

Bændelorm og stiv stalddreng

’Den stygge stedsøster’ er en af den slags film, hvor kæben ofte falder til jorden af chok.

Som allerede afsløret i traileren skal Elvira for eksempel have en næseoperation for at opnå det rette æstetisk pleasende ideal. Den slags foregår i filmen hos den suspekte skønhedskirurg med det skønne navn Dr. Esthétique (Adam Lundgren) og remedierne er hammer og mejsel. Lyden af Elviras næse, der bliver brækket med bruskknusende brutalitet, sender ubehag igennem hele kroppen, så man sidder og krummer sig i sædet ved hvert enkelt slag.

Og det er ikke den eneste skønhedsfremmende ting, den unge kvinde går igennem. Trøstespiseren får for eksempel bændelorme-æg, som hun selvsagt sluger. Så kan Elvira nemlig spise, lige hvad hun har lyst til, uden at hun tager på. Tværtimod begynder hun at tabe sig, og fra maven kommer der konstant kvalmende lyde. Om det er hendes indre, der skriger på mad, eller ormene, er ikke helt til at vide. Men møghamrende ubehageligt er det at høre på.

På billedsiden står danske Marcel Zyskinds drømmelignende billeder flot. Der er både den eventyrflotte Instagram-æstetik og det mere rå og realistiske udtryk.

Der bliver i det hele taget ikke lagt fingre imellem, når det kommer til kroppen. Misundelsesblikke på perfekte kroppe og ditto vederstyggelse over dem, som ikke lever op til det i filmens univers fastlagte ideal og en enkelt stiv stalddreng-penis bliver der også plads til. Og så er der blod, blod og atter blod i rigelige mængder.

En ubehagelig god feberdrøm

Selvom ’Den stygge stedsøster’ skal forestille at foregå i gammel tid, er der ingen tvivl om, at filmen er en kommentar til nutidens ekstreme skønhedsfiksering.

Diverse toplister omkring udseende eller beklædning oversvømmer onlinesfæren, så man næsten ikke kan gøre andet end at få ondt i maven over ikke at være en del af perfektkulturen, så snart man kigger i sit feed.

Det samme gør sig gældende for Elvira, der bare gerne vil have sin drøm om prinsen på den hvide hest og den perfekte krop til at gå i opfyldelse. Hvis det er ensbetydende med at rende rundt med en næsebeskytter, så det ligner, at hun har en metalgrisetryne, så er det dét, hun gør.

En sådan målrettethed kommer heller ikke uden en pris, og det er måske dén transformation, som er den mest interessante i filmen. I starten er Elvira sød og naiv, mens Agnes er lidt småond og snobbet. I takt med at magtdynamikken ændrer sig, ændrer de to sig også mentalt.

Lea Myren er genialt god i hovedrollen, og Thea Sofie Loch Næss yder også en formidabel præstation.

De mere karikerede biroller fungerer også rigtig godt. Ane Dahl Torp leverer en jætteindsats som den aldrende stedmor, der ikke skyer nogen midler for at få det, hun vil have. Og så er Isac Calmroth øretæveindbydende perfekt som irriterende fuck boy-prins, der ikke ligefrem venter i kyskhed på sit livs kærlighed.

Velspillet, flot filmet og vanvittigt underholdende, ’Den stygge stedsøster’ har det hele. Filmen er som den slags syret mareridt, hvor man vågner op badet i klam koldsved. En rigtig ubehagelig god feberdrøm af en norsk perle, der bliver hængende i kroppen som filmens bændelorme i lang tid efter, filmen er slut.

Sammen med den sjælebeslægtede ’The Substance’ er ’Den stygge stedsøster’ en ferm et-to-kombination lige til kæben på tidens mange skønhedsoperationer og obskøne dyrkelse af perfekthedskultur. Emilie Blichfeldt må meget gerne forsætte med sine mareridtsversioner af klassiske eventyr, hvis det her bliver niveauet.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.