Molly Egelind om en helt særlig forfatter: "Man tager energien med sig videre i resten af ens tilværelse"

Der findes bøger, man bærer med sig hele livet og andre, der bare ryger med i kufferten.

Her fortæller Molly Egelind om fire bøger, der har betydet noget særligt for hende.

Hvilken bog ville du tage med på rejse?

Hubert Selby Jr’s “Last Exit to Brooklyn” på originalsproget. Han skriver som ingen anden, jeg nogensinde har oplevet. Der er så meget smerte i hans bøger og rigtig meget humor. Og så har han en mesterlig måde at skrive på.

Ikke ét sted i bogen står der ”He said” eller ”Suzy looked at her and said”, med pædagogiske citationstegn om, som forfattere jo ellers gør for at skille tale fra resten af teksten. Han skriver til gengæld sine karakterer med dialekter og accenter og melodi.

Han har en evne til at differentiere sine karakterer på en sådan måde, at du nærmest ikke føler, at der er papir og blæk mellem dig og fortællingen. Det er anderledes, opslugende og virkelig hårdt.

Last Exit to Brooklyn, Hubert Selby Jr., 1964.

Hvilken bog har du følt dig særligt spejlet af?

Jeg læste Bjarne Reuters “Shamran”, da jeg ikke var særligt gammel. Ti, tror jeg. Det er en fantasybog, der handler om at gøre det umulige, og især, som så mange andre gode børnebøger, om at det jo faktisk ikke er en svaghed at være bange. Mod er ikke bare at bestige et bjerg med en ildspyende drage på toppen, det er også at være bange for noget og så turde gøre det alligevel.

Fra bittesmå ting til at se døden i øjnene. Det var virkelig særligt for mig at læse den. Jeg kunne slet ikke holde op, og jeg har læst den mange gange. Jeg tror, det var første gang, jeg havde den der dybe oplevelse af at blive berørt af noget fiktivt på en nærmest katarsisk måde.

Shamran, Bjarne Reuter, 1985.

Hvilken bog har betydet noget særligt for dig?

“Kafka på Stranden” af Haruki Murakami. Jeg har læst stort set alle hans bøger, og blev derfor lykkelig, da vi på andetåret på min skuespillerskole skulle lave et musikdramatisk projekt sammen med Musikkonservatoriet om netop “Kafka på stranden”.

Jeg boede i den i flere måneder og foldede denne her helt fantastiske verden ud. Og da det i forvejen var en forfatter, en fortælling og et univers, der lå mit hjerte meget nær, rykkede den op i en liga for sig. Murakami er ikke bange for ikke at have et facit, og det tiltaler mig. Der er ikke noget, der skal forklares.

Der er meget lidt i hans bøger, der egentlig giver mening på sådan et helt facitmæssigt plan. Men alligevel er der en mening med alt.

Kafka på stranden, Haruki Murakami, 2002.

Hvad var din seneste store læseoplevelse?

Det bliver endnu en Murakami-bog, nemlig “Mordet på kommandanten”. Den åd jeg på to flyveture til Helsinki. Jeg kan godt lide at overgive mig til litteratur, som jeg ved ikke nødvendigvis kommer til at give mig et svar eller en forløsning. Når jeg står tilbage med et spørgsmål! Jeg har det på samme måde med den kunst, jeg omgiver mig med.

Jeg vælger ud fra, hvad der bliver ved med at stille mig spørgsmål. Jeg kan godt lide, at den sidste tone i en melodi, man kender, ikke kommer, for så går man videre med en lyst til at lande det et andet sted – i et andet rum, et andet land eller en anden samtale. Man tager energien med sig videre i resten af ens tilværelse. Og det er også det, der tiltaler mig ved Murakamis bøger.

Mordet på kommandanten, Haruki Murakami, 2018.