
Min lærer hev mine forældre til side og stillede et spørgsmål, man nok ikke havde stillet i dag

Foto: Les Kaner
Det er jo gået hen og blevet en af mine største styrker, at jeg hele tiden graver dybere. Jeg bruger det også meget i mit arbejde; det med at kunne tænke ekstremt hurtigt. Min fantasi og min forestillingsevne bruger jeg hele tiden. Jeg har en trang til at forstå, hvad andre mener med det, de siger.
Ordene er Molly Egelind. Den folkekære skuespiller, kendt fra blandt andet sin rolle som Anna i Sygeplejeskolen og en lang række film.
Hun debuterede allerede i sin første spillefilm som 13-årig og trådte på den måde ind i en arena, hvor hun med sine egne ord forstod spillereglerne. Det havde hun nemlig ikke nemt ved som barn.
– Mine forældre blev hevet til en skole-hjem-samtale, hvor de blev stillet spørgsmålet: ”I er godt klar over, jeres datter er mærkelig, ikke?”. Det var jeg jo ikke, jeg var bare ekstrem kreativ og inde i min egen verden. Man var nok heller ikke sluppet afsted med at sige det i dag, vel? Men det var det, læreren sagde, fortæller Molly og fortsætter
– Og det var faktisk lidt sådan, jeg følte, jeg var i verden. Jeg følte mig ved siden af, og at folk ikke kunne forstå mig, hvis jeg sagde, hvordan jeg havde det. Derfor lærte jeg også at tale på en anden måde. Jeg gjorde mig på alle mulige måder umage for at passe ind. Det var ligesom målet med tilværelsen – at have det samme tøj som de andre, gamacherne og Buffalo-støvlerne, ikke? Hvis bare jeg kunne få det… Hvis bare jeg var som alle de andre, skulle det nok gå.