Matthew McConaughey og skaberen af 'True Detective', Nic Pizzolatto, slår sig endnu en gang sammen om en dragende detektivfortælling.
Branchemedierne Deadline og Variety skriver, at McConaughey er i forhandlinger om at spille hovedrollen i en kommende film baseret på den ikoniske privatdetektiv-karakter Mike Hammer, med manuskript forfattet af Pizzolatto.
Det er forfatterne Mickey Spillane og Max Allan Collins, der står bag karakteren fra 1949, som der er skrevet adskillige krimiromaer om. Derfor kan man kun krydse fingre for, at 'Dallas Buyers Club'-skuespilleren med Mike Hammer sætter gang i en ny franchise.
Mike Hammer er en hårdkogt privatdetektiv, der er kendt for sine voldelige og kyniske metoder. Han er samtidig totalt følelsesmæssigt afkoblet - ikke meget ulig den rolle, McConaughey tidligere har spillet i Pizzolatto gigantsucces, 'True Detective'.
Samtidig har Nic Pizzolatto fortalt, at makkerparret fra sæson 1, Matthew McConaughey og Woody Harrelson, er “åbne” for at genoptage deres roller.
Deadline og flere andre branchemedier rapporterer, at serieskaberen i podcasten 'Nothing Left Unsaid' fortæller, at han har en konkret idé klar, men endnu ikke har skrevet manuskriptet.
“Vi har talt om at finde sammen igen og gøre det, og jeg tror, at fyrene er åbne for det,” siger Pizzolatto i podcasten.
Woody Harrelson og Matthew McConaughey spillede henholdsvis kriminalbetjent Martin "Marty" Hart, der kæmpede for at få familieliv og arbejde til at harmonere, og Rustin "Rust" Cohle – en ekstremt filosofisk og kynisk efterforsker.
Det umage makkerpar havde lidt startproblemer, men udviklede sig over otte perfekte afsnit til effektive seriemorderjægere i Louisianas sumpede landskab.
Sæson 1 af 'True Detective' regnes for en moderne tv-klassiker og vandt fem Emmy-priser. Dog har det ikke været nemt for Pizzolatto at følge op på succesen.
Skaberen har nemlig fået sig lidt af et blakket ry i branchen. Han har blandt andet udtalt sig offentligt og kritisk om samarbejdspartnere, mens der har været rapporter om et stresset og kontrollerende arbejdsmiljø under indspilningerne af især 'True Detective' sæson 2.
Femte sæson af krimien er allerede annonceret og begyndte optagelserne tidligere i år. Sæsonen skal foregå i Jamaica Bay-området i New York City og forventes at få premiere i 2027.
Alle fire sæsoner af True Detective kan ses på HBO Max.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Liv
Bruce Willis' datter sender rørende hilsen til sin far: "I dag er en tung dag"