Cillian Murphy brillerer i nyt Netflix-drama, der er både hård og hjerteskærende

Cillian Murphy er kommet langt, siden han stavrede rundt i et menneskeforladt London i ’28 Days Later’ tilbage i 2002. Christopher Nolans hofskuespiller har inden for de seneste 10 år taget sin karriere til nye højder, hvilket kulminerede med en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i ’Oppenheimer’.

Den irske skuespiller har altid haft en fod solidt plantet i mindre produktioner for at få udlevet de kreative ambitioner, som Hollywood ikke altid levner plads til.

En sådan film er ’Steve’.

Netflix-filmen genforener Cillian Murphy med instruktøren Tim Mielants, som han sidste år lavede ’Small Things Like These’ med – filmen får i øvrigt dansk biografpremiere senere i oktober.

I ’Steve’ spiller Murphy den titulære hovedperson, der er overlærer og forstander på skolen Stanton Wood for drenge med forskellige former for adfærdsvanskeligheder. En barsk fortælling, der har dybe rødder i den britiske tradition af socialrealistiske film, samtidig med at den er helt sin egen.

Filmen er baseret på Max Porters (som også har skrevet filmens manuskript) novelle ’Shy’, men fokus er skiftet fra den 16-årige hovedperson i det litterære værk til Murphys karakter i ’Steve’.

Vi befinder os i 1996, og i et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring skolen, der har mistet sit økonomiske fundament, har et dokumentarhold meldt deres ankomst. Målet er at skildre det gode og hårde arbejde, som Steve og resten af personalet udfører, for at sikre de unge mænd en fremtid, der ellers ikke ser særligt lovende ud.

En hård og hjerteskærende film, der går direkte i hjertekulen – ført an af en skuespiller, der er på toppen af sin karriere.

Barsk og dualistisk portræt

Handlingen i ’Steve’ er dejligt kondenseret og udspiller sig (næsten) udelukkende den dag, hvor dokumentarholdet er på skolen. Derved ser vi, hvordan en helt almindelig hverdag er på stedet.

Og med en flok testosteron- og temperamentsfulde unge mænd går det ikke stille af sig. Det ene øjeblik kan de være i slagsmål med hinanden og det næste sidde og fortælle jokes eller diskutere, hvem der er den bedste rapper.

Steve selv gemmer på en hemmelighed, vi meget hurtigt får indblik i.

Han drikker. Meget.

Han er det, man vil kalde funktionel alkoholiker forstået på den måde, at han kan fungere i hverdagen, så længe han har mulighed for at holde en konstant promille.

Så snart alkoholen forsvinder fra Steves blod, eller han bliver presset, bevæger han sig fluks hen mod et af sine gemmesteder for lige at få en mundfuld selvmedicinering. Præcis hvorfor han gør det, får vi ikke at vide. Men det bliver nævnt, at han har været involveret i en voldsom bilulykke for noget tid siden, og så kan man drage sine egne konklusioner.

Det er et barsk og dualistisk portræt, vi får, af den ellers gavmilde lærer, og der er ingen tvivl om, hvorfor Murphy har sagt ja til rollen. For en skuespiller er det en rigtig lækkerbisken at give sig i kast med.

Gør en forskel

Udover Cillian Murphy er britiske Jay Lycurgo i rollen som Shy filmens andet store højdepunkt. Skuespilleren har allerede haft flere forskellige roller hist og pist, med de største succeser i serier som ’Titans’ og hovedrollen i den oversete Netflix-serie ’The Bastard Son & The Devil Himself’.

Lycurgo har en rigtig god scenetilstedeværelse og veksler fermt mellem at være sårbar, uforudsigelig og nærmest farlig i rollen som den volatile teenager.

Selvom filmen er opkaldt efter Steve, ville det i forhold til tiden, hvor serier som ’Adolescense’ har sat spot på teenagedrenge og unge mænds hemmelighedsfulde tanker og liv, have givet god mening af bibeholde novellens fokus og titel. For det er Shy, der er primus motor for, hvad der sker i ’Steve’, som de andre så skal forholde sig til.

For pædagoger, lærere og andre, der arbejder med unge – især dem, der har det vanskeligt – vil filmen være opløftende. Selvom Steve er alkoholiseret, er kærligheden til arbejdet og troen på, at han og de andre i personalet gør en forskel, så stærk, at det er svært ikke at blive berørt.

Selvom ’Steve’ er ægte rørende, er det også en film, der mangler det sidste for at blive rigtig mindeværdig. Der er gode skuespilpræstationer, en stram fortælling og godt med grin og hjerteskærende øjeblikke. Men der mangler lige det udefinerbart sidste for at tage den op på næste niveau.

Under alle omstændigheder er ’Steve’ en rigtig god film, og når man tænker på, at den er forholdsvis kort (lige knap halvanden time), er der faktisk ingen undskyldning for ikke at se den. Du vil ikke fortryde det.