Årets must-see: Paprika Steen har skabt årets sjoveste og mest rørende komedie

Er der nogen, der forstår at fortælle filmiske historier, der både sprudler af humor, skærer igennem med skarpe kanter og pointer og rammer lige i hjertekulen, så er det det magiske makkerpar, instruktør Paprika Steen og manuskriptforfatter Jakob Weis.

Med film som ‘Den tid på året’, ‘Fædre og mødre’ og nu også ‘Det nye år’ har de simpelthen etableret sig som den nye tids kærligste samtidsrevsere, der formår at fortælle med hjerte og smerte, de største grin og den dybeste alvor – uden at balancen nogensinde tipper.

Nytårshatten af for det!

Hvor ‘Den tid på året’ handlede om juletiden og den til tider store, rodede, kaotiske, kærlige familie, vi er født – eller gift – ind i, handler ‘Det nye år’ om en anden slags familie, der for rigtig mange betyder lige så meget, nemlig den, man selv har valgt. De langvarige, dybe venskaber, der måske nok er selvvalgte, men ikke mindre komplicerede af den grund.

Løssluppen og dybt alvorlig

Som titlen indikerer, er det nytårsaften. Vennerne Nomi (Tuva Novotny), Jens (Anders W. Berthelsen), Charlotte (Birgitte Hjort Sørensen), Kris (Christian Tafdrup) og deres børn mødes traditionen tro til en festlig middag, som de har gjort i årevis, siden de var unge og vilde.

Men i år er noget anderledes, end det plejer at være. Det er nemlig svært at ignorere fraværet af Martin, der faldt ud over en altan og døde for to år siden.

Martins enke Nomi vil egentlig helst undgå at tale om ham, fordi hun har inviteret sin nye, temmelig egocentriske kæreste Finn (Lars Brygmann), men også – fornemmer man i stigende grad, som historien skrider frem – fordi der er noget ved den historie, der aldrig er blevet sagt højt.

Desværre for Nomi har Martins bedste ven Jens det helt modsat. Han vil gerne drage Martin ind i samtalen i tide og ikke mindst i utide i et forsøg på at holde fast i ham og den ungdom, de havde sammen – til stor irritation for sin hustru Charlotte, der føler, at de som vennekredsens eneste tilbageværende par har pligt til at ‘stå for den gode stemning’.

Over vandene svæver Nomis bedste ven Kris, der venter utålmodigt på sin meget unge kæreste, der hele tiden har nye undskyldninger for ikke at dukke op.

Det kommer der mange svirpende replikker og gode optrin ud af. Nogle hysterisk morsomme, andre tåkrummende pinlige i deres præcise iagttagelser af, hvor fjollede vi mennesker undertiden kan være i vores selvbedrag. Andre igen sørgelige, medmenneskelige eller bare lidt tossede.

Nytårsaften er ofte en aften – og nat – hvor det hele bliver sat lidt på spidsen. Og det bliver det så sandelig også her. ‘Det nye år’ er på samme tid et rørende alvorligt drama og en vidunderligt løssluppen og satirisk komedie.

Og den slipper af sted med at være begge dele på samme tid uden at gøre grin med alvoren eller lægge en dæmper på grinene. For sådan er livet jo. Bag grinet lurer alvoren, og tit er det alvorlige lidt til grin, når vi sådan tvinges til at se os selv helt ærligt i øjnene.

Drømmehold på slap line

Her er grusomme hemmeligheder, alvorlige afslutninger og spirende nye begyndelser. Venskaber, der skifter ansigt. Kærlighed, der dør og blusser op igen. Psykisk sygdom, utroskab, depression og kriser. Og et håb, der hele tiden er ved at tippe over i håbløshed.

For det er svært at blive ældre og indse, at verden ikke længere ligger for ens fødder, men i lige så høj grad bag en som foran en. Ligesom det kan være hårdt at indse, at de mennesker, man troede, man kendte bedst, måske har hemmeligheder så store og forfærdelige, at de risikerer at få ens virkelighed til at eksplodere som romerlys i nytårsnatten.

Men så er der jo heldigvis altid de unge mennesker, der har bedre fat i den lange ende, end man lige umiddelbart skulle tro.

Det hele leveres af et vaskeægte drømmehold. Tuva Novotnys kantede skarphed dækker over Nomis sorg og sårbarhed. Birgitte Hjort Sørensens perfekte ydre som Charlotte er mest en facade, som hun gør alt for at opretholde.

Anders W. Berthelsen er dybt rørende – og virkelig sjov – som vennen, der ikke vil acceptere, at verden og hans egen historie og rolle i den ikke er, som han troede. Christian Tafdrup svæver over vandene som den stilfærdige lim i gruppen, der langsomt er ved at erkende, at også han er blevet midaldrende.

Endelig er Lars Brygmann helt vidunderligt irriterende som overlægen Finn, der fra det øjeblik, han ankommer med sin selvfedme og sit kransekagetårn, sætter sig som en sten i skoen, der får det hele til at føles ubehageligt – men også er med til at afsløre nogle af de løgne, der er blevet fortalt så mange gange i den sammentømrede flok, at de er begyndt at tro på dem.

En særlig ros skal lyde til Daniel Andreas Ørum-Hansen og Nikoline Juul Rohold, der er lysende som gruppens to teenagebørn.

Alle giver den gas og giver los – ikke kun på et improviseret dansegulv – og man kan ikke andet end at forelske sig lidt i hele banden. Måske fordi de ligner nogen, vi kender.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.