
10 film og serier, du skal se på streaming i oktober 2025

Afshin Firouzi som Miran i 'Legenden'
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix
Efteråret er officielt serietid, og oktober skuffer bestemt ikke. Hele ni af månedens anbefalinger er serier, hvor du både kan kaste dig over nye bekendtskaber og vende tilbage til gamle favoritter.
Der er tre fascinerende dokumentarer, der løfter sløret for sider af store personligheder, vi aldrig har set før.
Og selvfølgelig er der masser af krimi og thriller til at holde dig vågen – plus et kærkomment gensyn med en romantisk komedie, der har været savnet.
Victoria Beckham
Hvis ikke du ved, hvilken slags bil Victoria Beckham blev kørt til skole i, er du desværre gået glip af et af de mest underholdende øjeblikke i nyere Netflix-historie, der kom i skikkelse af dokumentaren 'Beckham' i 2023.
Om vi får den samme slags guldkorn i den nye dokumentarserie om den berømte sanger og modedesigner Victoria Beckham, er ikke til at vide. Men traileren afslører en god portion selvindsigt og sublim komisk timing, når det kommer til evnerne i sandwichlavning.
Vi ser, hvordan modeskaberen er nået til dette punkt i livet på klassisk dokumentar-manér, samtidig med at vi følger forberedelserne til den vigtige modeuge i Paris.
’Victoria Beckham’ kan ses fra 9. oktober hos Netflix.
John Candy: I Like Me
John Candy var en af de største komediestjerner, både fysisk og i overført betydning, i 1980'erne og starten af 90'erne.
Med en række mindeværdige biroller i film som ’The Blues Brothers’, ’Spaceballs’ og ’Stripes’ (med den danske titel ’Røven af 4. division’), hvor han hurtigt slog sit navn fast, altid som garant for gode grin. Senere fulgte hovedroller i ’Planes, Trains and Automobiles’ – igen med en sjov dansk oversættelse ’Røvtur på 1. klasse’ – og ikke mindst ’Onkel Buck’.
Canadieren døde allerede som 43-årig i 1994, men hans kulturelle arv består. Colin Hanks har instrueret, og Ryan Reynolds har produceret dokumentarfilmen, hvor vi får masser af hidtil usete arkivoptagelser, fraklip og hjemmevideoer.
’John Candy: I Like Me’ kan ses fra 10. oktober hos Prime Video.
At koge bjørn
Prisen for månedens sjoveste titel går uden tvivl til Disney+-serien ’At koge bjørn’.
Om der rent faktisk bliver kogt en bjørn, bliver spændende at se, selvom det ikke umiddelbart er det, der er omdrejningspunkt for serien.
Præsten Lars (Gustaf Skarsgård) ankommer til den lille flække Kengis sammen med sin adoptivsøn Jussi (Emil Kárlsen). Ikke længe efter findes en kvinde brutalt myrdet ude i skoven. Er det en bjørn, der har været på færde, eller er det en udspekuleret morder, der gemmer sig i lokalsamfundet?
’At koge bjørn’ kan ses fra 15. oktober hos Disney+.
The Diplomat sæson 3
Verden står på randen af krig i tredje sæson af ’The Diplomat’.
Efter præsident Rayburns (Michael McKean) død står Grace Penn (Allison Janney) nu til at overtage verdens mest magtfulde embede. At hun ikke ligefrem er den mest pålidelige af slagsen, gør kun sagen værre for den hårdtprøvede tidligere diplomat Kate Wyler (Keri Russell).
Forholdet mellem USA og England er mildest talt betændt, og Pentagon er sågar begyndt at udarbejde planer med henblik på krig. Den eneste, der kan afværge katastrofen, er Kate og hendes allierede, men spørgsmålet er, om det er for sent.
’The Diplomat’ sæson 3 kan ses fra 16. oktober hos Netflix.
Mr. Scorsese
Filminstruktøren Martin Scorsese er i en liga for sig.
Lige siden debuten i 1967, og ikke mindst efter ’Taxi Driver’ i 1976, har den amerikanske instruktør leveret det ene mesterværk efter det andet og betaget publikum med sine vilde og rå fortællinger.
Nu er han selv centrum i dokumentarserien ’Mr. Scorsese’, hvor instruktør Rebecca Miller igennem fem afsnit interviewer venner, familie og ikke mindst en myriade af de mange samarbejdspartnere, filmskaberen har haft igennem årene.
Det skulle egentlig ”bare” have været en dokumentarfilm, men som så meget andet med Martin Scorsese, er hans historie ikke lige sådan en, man kan koge ned til to timer.
’Mr. Scorsese’ kan ses fra 17. oktober hos Apple TV+.
Nobody Wants This sæson 2
Første sæson af ’Nobody Wants This’ endte egentlig lykkeligt for Joanne (Kristen Bell) og Noah (Adam Brody). På trods af deres forskelligheder – han er rabbiner, og hun har en podcast om sex og dating – overvandt kærligheden alligevel alt.
Men hvad så nu?
Nu skal forholdet stå sin prøve, og vi skal se, om de er klar til at tage det til næste niveau. Blandt de nye medvirkende i anden sæson finder vi Adam Brodys kone i virkeligheden, ’Gossip Girl’-stjernen Leighton Meester, samt Seth Rogen.
’Nobody Wants This’ sæson 2 kan ses fra 23. oktober hos Netflix.
Oxen II

Jacob Hauberg Lohmann og Birgitte Hjort Sørensen i 'Oxen II'.
Foto: Andrej Vasilenko/TV 2
Man skulle ikke tro, det var muligt at toppe intensiteten fra første sæson af ’Oxen’, men anden ombæring af TV 2-serien virker unægtelig til at gøre et godt forsøg.
Den lyssky magtelite Danehof forsøger at vælte regeringen og omstyrte demokratiet. Deres fangarme er vidtfavnende, og derfor må Oxen (Jacob Hauberg Lohman) og Margrethe Franck (Josephine Park) gå under jorden, så de kan arbejde i det skjulte.
PET-chefen Mossmann (Ellen Hillingsøe) arbejder ihærdigt på at afsløre magtens skumle bagmænd, og så er der Danehofs nyeste medlem Kajsa Corfitzen (Birgitte Hjort Sørensen), der har sine egne hemmelige motiver, som måske får afgørende betydning for landets fremtid.
’Oxen II’ er, ligesom første sæson, baseret på Jens Henrik Jensens bestsellerbogserie, der er blevet bearbejdet til tv-serie af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Det er Søren Balle, der har instrueret alle seks afsnit.
It: Welcome to Derry
Selvom børnene besejrede den onde dæmonklovn Pennywise (Bill Skarsgård) i ’It’-filmene, var det ikke første gang, ondskaben havde vist sit uhyggelige ansigt i byen Derry.
’It: Welcome to Derry’ foregår i 1962 og skildrer de begivenheder med forsvundne børn, der kun kort berøres i filmene.
Men serien holder sig ikke kun til ’It’-universet, og vi får flere elementer fra Stephen Kings rædselsvækkende gyserhistorier. Traileren afslører således referencer til ’Ondskabens hotel’ og en fængselsbus til et berømt fængsel i Kings verden.
’It: Welcome to Derry’ kan ses fra 27. oktober hos HBO Max.
Legenden
Det er flere af folkene bag ’Underverden’, som også står bag den nye danske Netflixkrimiserie ’Legenden’, og så man skal være et skarn, hvis ikke nysgerrigheden vækkes.
Tea (Clara Dessau) er politiaspirant og gør det ret godt. Pludselig bliver hun smidt ud af skolen, og PET-agenten Folke (Nicolas Bro) har et tilbud, hun ikke kan afslå.
Han vil hverve hende som undercoveragent. Missionen går ud på, at hun skal blive bedste venner med narkosmugleren Mirans (Afshin Firouzi) kæreste Ashley (Maria Cordsen) for at få skovlen under ham.
’Legenden’ kan ses fra 27. oktober hos Netflix.
Mayor of Kingstown sæson 4
Han er gået rigtig meget igennem, Mike McLusky (Jeremy Renner), i ’Mayor of Kingstown’, og i fjerde sæson står han over for sin hidtil største modstander.
Det er ikke en ny sherif, der er kommet til byen, men Nina Hobbs (Edie Falco) – en magtfuld og viljestærk person, som ikke er bleg for at forklare Mike, hvem der bestemmer i ’Kingstown’.
Rygterne vil vide, at dette er den sidste sæson af den populære Taylor Sheridan-serie, og hvis det er, kan vi nok forvente, at det hele slutter med et ordentligt blodbad.
’Mayor of Kingstown’ sæson 4 kan ses fra 30. oktober hos SkyShowtime.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Natasha Brock voksede op som mormon: “Selvom jeg var en del af et kæmpe fællesskab, følte jeg mig enormt alene”

Tinas søster fik en tumor: "Jeg udviklede en stærk vrede over for min mor, fordi hun engagerede sig i min søsters helbredelse og forsømte mig"
