Stylistens bedste tips til dit juletræ
Foto: Christina Kayser Onsgaard og Tia Borgsmidt
Mette Helena Rasmussen om juletræet:
”Det mest uoverskuelige ved juletræer er at få dem slæbt hjem fra skoven eller sågar bare fra torvet, når min december er pakket med arbejde, bolig-reportager og juletamtam. Så ofte ender jeg med et juletræ, som de andre i min ejerforening har smidt ud til storskrald mellem jul og nytår."
På julemarkederne landet over kan du finde masser af fin og hjemmelavet pynt. Se guiden over sæsonens julemarkeder her
"Jeg har aldrig holdt jul hjemme, så jeg går ikke så meget op i, om juletræet står pyntet "den rigtige dato". I tråd med genbrugstanken går jeg gerne på jagt i genbrugsbutikker efter julepynt – det gør mit juletræ til en sjov og uhøjtidelig oplevelse. Og jo tættere du kommer på jul, jo billigere er det. Min far og jeg går gerne i genbrugsbutikken i Ry den 23. december. Vi tømmer butikken for pynt og fylder i poser for 2 kroner pr. pose."
"Jeg er en sucker for alt, der er hjemmelavet, hæklet og rødt. Nisser, der mangler et ben, og engle uden hoved. Jeg mixer det med keramikpynt, jeg selv har lavet, og julepynt, jeg finder på f.eks. Designskolens julemarked. Min samling vokser støt.”
5 gode råd til dit juletræ:
- Tag stilling til træets top: Hvem siger, at der skal være en stjerne i toppen? Valget er dit, og måske kan stjernen erstattes af en fin engel, en nisse eller ingenting.
- Byd dine gæster velkommen med et juletræ foran hoveddøren eller i entréen – det giver lidt ekstra julestemning. Juletræer fås som bekendt i alle størrelser, så der er helt sikkert et i den størrelse, du skal bruge.
- Gør en familietur ud af juletræsfældningen. Flere juletræsplantager holder åbent og tilbyder både hestetur, varm kakao og leg – find din nærmeste plantage på fældselvjuletræ.dk.
- Spørg dine bedsteforældre, om de har julepynt, de ikke længere bruger – måske har de en ekstra kasse liggende, du kan dykke ned i.
- Køb julepynt på dine rejser. Her finder du ofte sjove og anderledes figurer, farver og former, der er med til at gøre dit juletræ unikt.
På billedet:
1. Trævedhæng, Faith, i fjer og jute, h 12 cm, diam. 7 cm, 59 kr., julekugle, Lydia, i glas, h 8,5 cm, diam. 8 cm, sæt med to stk. 34 kr., ornament i uld, Wolly, fås i forskellige farver, h 7 x b 5,5 cm, sæt med tre stk. 23 kr. Broste Copenhagen. 2. Julehjertekugler, i glas, h 7 cm, sæt med tre stk. 29 kr. Ikea. 3. Lysholdersæt, magnoliablad og blad med bær, guldbelagt, l 19 cm, 279 kr. Georg Jensen. 4. Juletræsfod, Cosy, i pulverlakeret jern, h 16 cm, diam. 47 cm, 350 kr. House Doctor. 5. Juletræstæppe, i 100 % bomuld, diam. 128 cm, 500 kr. Bungalow. 6. Messingfarvet topstjerne, 50 kr. Coop. Front: Julestjerne i sortmalet jern, diam. 80 cm, 500 kr., juleguirlande med stjerner i metal på snor, l 5 m, 150 kr., facetglas, fås i forskellige farver, h 10 cm, 75 kr. Tine K Home.
Få flere tips fra Mette Helena Rasmussen på retrovilla.dk og på Instagram @retrovilla.