Smyk dig med perler
- De signalerer pragt og prestige, og har alle dage været symbol på elegance og stil. Perler er og bliver en ægte klassiker i modebilledet - en eviggyldig trend, der fascinerer kvinder, smykkedesignere og juvelerhuse, siger FEMINAS moderedaktør Vibeke Nielsen, som mener, at prestigen hænger sammen med perlernes oprindelse:
- De ægte perler fra havets dyb eller dyrkningen af kulturperler, er også med til at skabe den gode historie og gøre perler til det der lidt uopnåelige.
Det gode er, at alle os der ikke har råd til ægte perler også kan være med på moden.
- Den pæne klassiske perlekæde er absolut stadig 'in', men den har heldigvis fået følgeskab af kreative perlesmykker i version 2012, hvor selv cool plastikperler kan ligne en million og opgradere ethvert look, siger Vibeke.
Derfor har vi fundet nogle fotos af perler fra den røde løber, så du kan blive inspireret til enten at finde de gamle arvestykker frem eller gå i den lokale hobbybutik og lave dit eget unikke eksemplar. Muligheder er uendelige - og perlen evigt smuk.