https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/september/vipperprim.jpg
Skønhed

Vejen til perfekte vipper!

27. september 2012
af Lonnie Kjer
foto: All Over
Du har nok bemærket det. Flere og flere kvinder flasher de øjenvipper, du ønsker dig. Lange, tætte og perfekt buede. Og det er ikke et nyt kosttilskud eller en god mascara, der gør det. De har såmænd bare fået eyelash extensions.

Så står man der igen, fem minutter i afgang, og forsøger at snige den allersidste rest alt for dyre og indtørret mascara ud af beholderen. Og lige meget hjælper det. Du kommer lag på lag på, investerer i de gode mærker, har endda købt en øjenvippebukker og forsøger at nærme dig det helt rigtige look. Ikke engang med et par besværlige, kunstige øjenvipper af den billige slags bliver det rigtig det samme som dem, der har investeret i extensions, der ikke sættes i håret på hovedet … men på øjenvipperne.

Dobbelt op på gevinst
Teknikken og tendensen er rasende populær herhjemme, og når man ser resultatet, er det egentlig ikke så underligt. For du får ikke bare de perfekte vipper, de føles og ser ud, som var det dine egne i ny og kraftigt forbedret udgave. Du slipper for tiden foran spejlet, sparer pengene på mascaraen og undgår den kedelige og tidskrævende afrensing om aftenen. Og sidst, men ikke mindst - så får du nærmest et lille ansigtsløft oven i hatten. De lange, fyldige øjenvipper løfter simpelthen dine øjne og giver et friskere look.

Prøv det, prøv det …
Hvad i alverden skulle så være grunden til ikke at styrte afsted til nærmeste klinik og få de vidunderlige vipper sat på hurtigere, end man kan nå at sige "øjenmakeup-fjerner"? Ja, det kunne selvfølgelig være prisen. Du skal lige hive omkring en tusindkroneseddel op af lommen - og så i øvrigt regne med at lægge en plovmand en gang om måneden for en 'opfyldning', når vipperne begynder at falde af. Men så har du altså også de vipper, du altid har ønsket dig …

Mere om vipperne ...
Eyelash extensions er enkelthår, der limes på dine egne vipper - et hår ad gangen - og i den farve, facon og længde, der passer til dine ønsker, øjenfacon og ansigt.
De fås i forskellige længder fra 6 mm til 15 mm, og de fleste foretrækker 'modellen' midt imellem. De påsatte vipper er for resten normalt lavet af kunstmateriale.

Læs også