Skønhed
13. september 2012

Sådan fanger du 50’er stilen

Kjolerne sad til, taljen blev fremhævet og kvinder lignede virkelig… ja, kvinder. Se her, hvordan du selv fanger stilen fra 50’erne – med tøj, du allerede har i dit skab.
Af: Malene Fich weischer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2012/september/fifties-prim.jpg

foto: All Over

Det var tiden, hvor kjolerne sad til og taljen blev fremhævet. Barmen fik et fyldigt skub fremad med indsyede indlæg og frisurerne var bløde og store. Samtidig skete der et boom i makeupsalget, hvor især eyelineren blev uundværlig og markant. Moden blev for første gang designet efter, hvad de unge ønskede sig, og også helt generelt kom den yngre generation mere til orde i medierne og i modebilledet end hidtil.

Tilbage i gadebilledet
50'erne var på mange måder en forunderlig tid, og den er for alvor ved at få sin renæssance. Der har netop været afholdt en stor 50'er fest i København, Rockabilly-stilen vinder frem flere og flere steder og stilen fra ´Mad Men´ og andre serier med afsæt i 50'erne har fans verden over.
Oestrogen.dk har derfor spurgt stylist Charlotte Wisøfeldt, hvordan vi selv kan fange lidt af stilen - uden nødvendigvis at skulle skifte hele garderoben ud:
"Generelt må tøjet gerne have farver, og buksernes og nederdelens talje skal sidde højt. Kombiner gerne med en skjorte, der er knappet til i halsen - og husk endelig den uundværlige cardigan. Den går til alt".

Lange frakker og flade sko
Også når det kommer til overtøjet, kan du sagtens fange stilen uden de helt store anstrengelser:
"Frakkerne er lange og med store markante kraver, mens skoene er med kitten hæl, altså en lav hæl. Du kan også bruge de såkaldte "gårdsangersko", som er flade gummisko med snørebånd. Eller du kan gå efter et mere afslappet look og kombinere med herresko i farvet eller sort", fortæller Charlotte Wisøfeldt videre. Hun har desuden lavet et lille skema, så du endnu nemmere kan få en idé om, hvordan du lynhurtigt fanger stilen:

Tip #1
Marker taljen
*Brug bælte eller bindebånd til at fremhæve din talje
*Brug et pencilskørt, som har tøj talje og fremhæver din figur
*Gå efter kjoler og nederdele med vidde og tyl - husk den skal sidde til i taljen

Tip #2
Brug smykker
*Hvide perlehalskæder
*Hvide perleøreringe
*Brocher
*Lange fine halskæder
*Ure med smal sort rem

Tip #3
Den rette frisure
*Sæt hestehalen højt og brug hårklemmer, så der er styr på lokkerne
*Brug curlers til at få det rette bløde look
*Håret stryges bag ørene, så øreringene bedre kommer til sin ret

Tip #4
Det vigtige tilbehør

*Tørklæder bruges til håret, for at holde på frisuren, eller rundt om halsen, hvor knuden bliver bundet i siden
*Håndtasken skal være markant og firkantet
*Hvide fine handsker er et hit
*Små hatte - "pilleæsker" blev de kaldt - sætter prikken over i'et

Få gode råd til din personlige stil af Charlotte Wisøfeldt. Det koster kun 500 kr. Se mere hér!

Tjek også de mange, fine accessories i Oestrogen-shoppen her

Husk selvfølgelig også "Vink farvel til mormor-armene"

Læs også