Kvinder fortryder deres tatovering
Foto: All Over Press
En delfin på anklen, en blomst på skulderen eller et kinesisk tegn på lænden. Mange af de danske kvinder der får lavet en tatovering fortryder eller vil have en anden i stedet og får den derfor fjernet igen. Sådan lyder det fra flere laserklinikker Alive.dk har talt med.
Laserkirurgisk klinik i Hellerup betjener 400 kunder årligt, som er en fordobling i forhold til for 6-10 år har siden. Og langt de fleste af dem er kvinder.
- Lænden, anklen, armen eller i ansigtet som kosmetiske tatoveringer er de mest populære steder blandt kvinder at få fjernet deres tatoveringer, siger speciallæge i hudsygdomme Jørgen Esmann.
Kvinder er også yngre end mænd, når de vælger at få fjernet deres tatovering. Hvor kvinder typisk er mellem 25 og 35 år er mænd mellem 30 og 50 år.
Bliver stigmatiseret
Ifølge Jørgen Esmann er der flere forklaringer.
- Flere har de seneste år fundet ud af, at man kan få fjernet tatoveringer, og da kvinder oftere får lavet mindre tatoveringer end mænd, er det også billigere for dem at få dem fjernet igen. Kvinder bliver også nemmere stigmatiseret af at have tatovering, og vælger derfor når de får børn eller et pænt job at få den fjernet, siger han.
Går af mode
Hos laserklinikken Undo-it.dk i Fredericia har direktør Jan Gade Christensen også en anden forklaring.
- Det er ofte kvinder, der som unge piger impulsivt fik lavet en moderigtig tatovering. Fyre er mere velovervejede, da de vil have større tatoveringer og ser det som noget, de skal have hele livet, siger han.
Laserkirurgi er mest skånsom
Laserkirurgi er ifølge Jørgen Esmann den mest almindelige måde at fjerne en tatovering på.
- Det er den mest skånsomme måde at fjerne dem på, og de sorte farver kan fjernes helt uden ar. Men det er også muligt, at få den fjernet kirurgisk med en hudtransplantation, en metode der dog giver ar, siger Jørgen Esmann.
Hvis man vil af med sin tatovering, skal man ifølge Jørgen Esmann, gå efter et sted hvor der er tilknyttet en læge. En læge er nemlig uddannet til at kunne behandle eventuelle infektioner og allergisk reaktion. Desuden har lægen aflagt et lægeløfte, der gør at han drages til ansvar, hvis han ikke giver den bedste behandling, eller hvis noget går galt.