Skønhed
28. august 2020

Hårtab: Derfor taber du håret - og sådan undgår du det

Taber du hår hele tiden? Hårtab kan være en naturlig proces som kvinde, men når du taber hår, kan det også skyldes alt fra arvelighed til alder, hormoner, slankekure, stress og overstyling. Her får du nogle nemme tips til at mindske hårtab.
Af: af Elsebeth Mouritzen, redigeret af Charlotte Hallbæck og Josefine Gammelgaard. Udgivet første gang den 28. august 2014
hårtab kvinder

Foto: Colourbox

De fleste af os har prøvet det: At stå med hårbørsten eller kigge på afløbet i badeværelset og se alt for store totter af den stolte hårpragt ligge dér i stedet for at sidde på hovedet.

Heldigvis er hårtab ofte forbigående, men for nogle kvinder bliver tab af hår et længerevarende problem eller endnu værre: Permanent.

Det er helt naturligt at tabe hår, fordi det er en naturlig del af hårets vækstcyklus. Det sker for alle mennesker, kvinder som mænd, og unge som ældre.

Hvorfor taber man hår?

Korte perioder med hårtab er okay, men der kan være grund til bekymring, hvis du fornemmer, at der bliver mindre af håret, siger Lars Skjøth, cand. brom. og stifter af Hårklinikken.

- Man skal ikke være bekymret for kortere perioder med hårtab, da dette for manges vedkommende blot skyldes udskiftning af hår, når hårstråets cyklus ender efter vækst. Hårstrået afstødes og afløses af et nyt af samme kvalitet – når altså alt er godt. Der kan derimod være mere grund til bekymring om hårets tilstand, når man fornemmer, der bliver mindre af det.

- Håret synes ”finere”, og hestehalen bliver tyndere. I så fald er der tale om, at hårsækken skrumper, med det resultat, at hårstråets kvalitet – diameter, væksthastighed og udstråling – forringes, og hårmassen bliver gradvist mindre med hårtabet, siger Lars Skjøth.

Hårtab er ubehageligt og kan være årsag til nedsat livskvalitet. Få tips til at undgå hårtab her.

Det er ofte, når du børster håret, at du lægger mærke til, hvor mange hår du taber. Men hårtab er i de fleste tilfælde ikke farligt.

Hvad er årsagen til hårtab?

Stress, sorg, bekymringer og vægttab kan give en øget produktion af stresshormoner, især kortisol, som bidrager til forværring af det naturlige hårtab. Ændret stofskifte eller PCO kan i nogle tilfælde også give anledning til tab af hår. Dog kan hårtab også skyldes hårets naturlige cyklus.

Vores hår er underlagt naturens gang og har tre faser: Vækstfasen, hvor håret vokser i 3-8 år, derefter kommer en overgangsfase på 2-3 uger, hvor håret ikke længere tilføres næringsstoffer fra blodet, og til sidst går håret ind i en 8-10 ugers hvilefase, inden det stødes af.

Når håret går tidligere i hvilefase, betyder det, at håret lever kortere tid, end det ellers ville have gjort, og det kan skyldes mange ting.

Fakta om hår og hårtab

  • Hårbunden rummer i gennemsnit ca. 100.000 hår.
  • Hvert hårskaft forbliver fastsiddende på hårbunden i flere år, før de falder af og bliver erstattet af nyt hår.
  • Normalt fælder man ca. 100 hovedhår dagligt.
  • Hårtab kan være arveligt.
  • Mere end en tredjedel af alle kvinder oplever betydeligt hårtab i løbet af livet.

Kilde: Sundhed.dk

Hvad kan hårtab være et tegn på?

Ifølge Sundhed.dk kan det have en betydeligt negativ indvirkning på livskvaliteten, når kvinder taber hår. Heldigvis er det typisk noget, man selv opdager, længe før andre overhovedet lægger mærke til det.

Ofte skyldes hårtab hos kvinder, at man er ekstra følsom over for mandligt kønshormon. Det bliver værre med alderen og er desværre vanskeligt at behandle.

Vi har samlet en række råd til, hvad du selv kan gøre for at styrke dit hår, så det bliver sundt, som du finder længere nede på siden.

Der er et par ting, du skal være særligt opmærksom på, hvis du oplever hårtab i høj grad. Hvis hårtabet kommer sammen med betændelse i hårbunden, kan du have en svampeinfektion, og i det tilfælde bør du tale med din læge, skriver Sundhed.dk.

Det kan også være, du er begyndt på ny medicin, og det kan sagtens påvirke din hårvækst. En tredje mulighed er, at du har en bindevævssygdom, og at den gør, at du taber hår. Det kan sikkert behandles, så søg læge, hvis det sker.

hårtab er ikke unaturligt. Her får du gode råd til, hvordan du passer på, du ikke taber håret. Hair gummies er ikke en holdbar løsning

Du kan finde de små hair gummies på de fleste apoteker - men du bør være kritisk over for de midler, du bruger i kampen mod hårtab.

Hvad er godt mod hårtab?

Der findes efterhånden et hav af såkaldte mirakelmidler, man kan forbedre både hud og hår med, hvis man som kvinde føler, man taber hår. Det gælder både ”hair gummies”, hårserum og diverse vitaminpiller. En del af dem er at finde på apoteket, og derfor skulle man jo tro, at de virker.

Men ifølge en artikel på Videnskab.dk, bør man være kritisk over for diverse vidundermidler til at styrke hårvæksten med. Mediet skriver nemlig, at de stoffer, der oftest er i produkterne, kun virker i den periode, hvor man indtager dem.

Dermed skal man bruge det hver dag resten af livet, hvis man skal have bare en lille effekt. Derudover er det ikke alle produkter, hvor det er videnskabeligt bevist, at de virker.

Der er dog et par ting, du selv kan gøre – som hverken koster kassen eller kræver massevis af ture på apoteket. Se Lars Skjøths anbefalinger nedenfor.

Her giver vi dig nogle gode råd til at undgå hårtab. Det er oftest i badet, vi lægger mærke til, at vi taber håret

Det er ofte, når vi er i bad, at vi lægger mærke til, at vi taber håret.

Hvad kan man selv gøre for at stoppe hårtab?

Du bør undgå:

  • At sætte håret op eller gå med hat, når det er fugtigt, da det kan danne hårbundssvamp, som kan føre til irritation og gener samt tab af hår.
  • Stylingprodukter og meget parfumerede shampooer, der kommer i kontakt med huden og kan forårsage kontaktallergi og dermed hårtab.
  • Shampooer med balsameffekt, som oftest indeholder silikone og lignende, da det kan lukke hårbunden til og forårsage hårtab.
  • At føntørre med for varm luft – brug lunken eller kold, for at forebygge tab af hår.

4 shampooer uden skadelige stoffer

  • Änglamark shampoo normal – kan købes i Coops supermarkeder
  • Apotekets hårshampoo – kan købes på apoteket
  • Avivir aloe vera shampoo hair & body – kan købes i Matas
  • Cien Sensitive shampoo – kan købes i Lidl
  • Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Læs mere om:

Læs også