
Sådan styler du din balaclava på fem måder

Savner du en balaclava til vinter? Her er fem måder, du kan style den på.
Foto: Copenhagen Fashion Week
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Vi er trådt ind i januar, og med det kan vi kun forvente bidende kulde og sne. Det betyder, at vi skal klæde os på derefter.
De seneste år er balaclavaen - det, vi som børn kendte som en god, gammeldags elefanthue - blevet en fast del af vinterensemblet. Dog er det for nogen med en vis form for afstandtagen, da minderne fra børnehavetiden med uldhuer, der kradsede, stadig står uhyggeligt klart i erindringen, og dertil kommer, at en frygt for at ligne sit gamle børnehave-jeg i en besynderlig voksenudgave, også er overhængende.
Og ja, balaclavaen kan være svær at style, for den bidrager uomtvisteligt med en vis portion Anna og Lotte-core til det samlede udtryk. For nogle er det netop den stil, der er hensigten, men for dem, der gerne vil holde sig lune, men også foretrækker et mere modent udtryk, kan balaclavaen også sagtens inkorporeres.
En god tommelfingerregel, hvis man gerne vil have en balaclava uden at udtrykket bliver for ungdommeligt, er at finde en model, der er mere løs i formen, frem for en, der sidder helt stramt om hovedet. En mere løs pasform gør balaclavaen mere hætteagtig og på sin vis mere voksen. Dertil handler det også om, hvilke øvrige ting man har på sammen med din balaclava.
Her guider vi til fem måder, du kan lade dig inspirere af til din balaclava-styling.
Tone-i-tone og pels
Et enkelt elements udtryk afhænger ofte af det, det indgår i kontekst med. Lad din balaclava flyde ud i ét med dit øvrige outfit, så den synes som en naturlig forlængelse af eksempelvis din sweater. Afrund dit look med ‘voksne’ detaljer som en elegant taske og en frakke i pels. På den måde bliver det samlede udtryk afstemt og voksent uden, at det bliver forceret.
Elegant frakke
En dobbeltradet lang frakke er måske noget af det mest elegante overtøj, der findes. Selv en balaclava ser naturlig og moden ud i samspil med frakken, hvilket beviser, at balaclavaen tager karakter af sine medspillere.
Én farve
For et neutralt look, hvor balaclavaen indgår som en naturlig del af outfittet, kan du med fordel sørge for, at alt, du har på, er i samme nuance. Det skaber harmoni og gør balaclavaen mindre dominerende. Tænk i at sammensætte elementer, der er underspillede og tidløse, så det samlede udtryk bliver roligt.
Cute kontrast
For dem, hvor balaclavaen gerne må spille en central rolle i outfittet, kan huen sagtens have en farve. Leg med variationer af den samme farve gennem looket for at skabe spil. Flere farver på én gang kan nemlig sagtens forenes i et udtryk, der både er interessant, sprælsk og afslappet på samme tid.
Enkelt statement
Hvis du har et helt rent look på med en elegant lys frakke - et look, der i sin essens er ultra-modent og meget smukt - kan du sagtens skabe en uventet og klædelig kontrast med en balaclava i en modig farve. Det bidrager ikke kun med farve, men balaclavaen bliver et statement og den overraskende detalje, der løfter looket fra at være underspillet og ordinært til at skille sig positivt ud i mængden.
Savner du en balaclava til vinter? Her er tre gode bud.

& Other Stories
Foto: PR
& Other Stories, 490 kr., kan købes her

Ganni
Foto: PR
Ganni, 999 kr., kan købes her

Pieces
Foto: PR
Pieces, 160 kr., kan købes her

Læs mere om:


