
Den hotteste sandal fra 2010 er tilbage i modebilledet. Men har du stadig et par derhjemme?

En helt særlig sandal med et par år på bagen er nu vendt tilbage i gadebilledet.
Foto: Silvia Olsen/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Trends kommer og går… Og en helt særlig sandaltrend lader til at bestå. Eller rettere: Genopstå.
Hvis du har en alder, hvor du tog aktivt stilling til det, du havde på i årene 2008-2014, så har du helt sikkert ejet et par gladiatorsandaler. Altså strygebrætsflade sandaler med træsål og utallige læderremme over vristen - og gerne langt op ad læggen også. Måske tilsat nitter eller frynser.
Kort sagt: Den ultimative boho-sandal, der i årene lige omkring 2010 rask væk blev sat sammen med alt fra afklippede denimshorts, blondekjoler, mikroskopiske gå-i-byen-kjoler og kaftaner. Sienna Millers romantiske, afslappede boheme-look dominerede alle stilinspirationssider, ligesom Kate Moss model-off-duty rock’n’roll-stil var blandt det smarteste, man kunne lade sig inspirere af.
Faktisk forholdt det sig således, at uanset om man bad til Jessica Albas, Kourtney Kardashians, Katie Holmes’ eller Rihannas stilalter, så var der én fællesnævner, og det var gladiatorsandalerne.
De var med andre ord ikke til at undgå.
Og så forsvandt gladiatorsandalerne fuldstændigt. Og mange har siden fortrængt at de nogensinde har eksisteret i modebilledet eller klædeskabet.
Lige indtil nu.
Gladiatorsandalen er nemlig i dén grad tilbage. Store modehuse som Dior, Alberta Ferretti, Burberry, Isabel Marant og Ralph Lauren er blot et udpluk af dem, der viste gladiatorsandaler på deres catwalks, da forårs- og sommerkollektionerne for 2025 blev præsenteret.
Dior SS25
Isabel Marant SS25
Men ét er, hvad der sker på catwalken, noget helt andet er, når et af tidens mest indflydelsesrige stilikoner som Kendall Jenner hopper i et par - så er trenden for alvor cementeret.
Spørgsmålet er blot, om du er klar til at lade dit gladiatorsandalklædte alter-ego fra 2012 genopstå på ny i 2025?
Måske har du endda stadig et par bagerst i skabet?

Læs mere om: