Mode
8. august 2025

Datter af 1990’er-ikon åbnede modeshow i København

Kan du se, hvem hendes kendte mor er?
Af: Rose Maria Behavý
cecilie bahnsen

Cecilie Bahnsen afholdte sit jubilæumsshow på Refshaleøen under Copenhagen Fashion Week.

Foto: James Cochrane / Copenhagen Fashion Week

Da det danske, ultra-highend modebrand, Cecilie Bahnsen i år kunne fejre 10-års jubilæum, blev det fejret på dansk jord. Cecilie Bahnsen har ellers i mange år været for stor til vores modeuge og holdt sine shows i Paris - hvilket udmærket forstås med Cecilie Bahnsens internationale format.

Men i år vendte Cecilie Bahnsen altså hjem - og det med en kollektion, der med styles fra arkiverne i drømmende og poetisk kombination med en videreudvikling af brandets unikke, feminine signatur beviste, hvorfor netop Cecilie Bahnsen er et af de stærkeste modekort, der er blevet spillet fra Danmarks hånd.

Ud over en rå lokation, der sendte tankerne tilbage til en mole på Refshaleøen i 2019, som var en af de sidste gange vi så Cecilie Bahnsen på dansk jord, så var der lyserøde noter i den ellers næsten eksklusivt hvide kollektion, der gik igen fra showet for seks år siden. Silhuetterne var en delikat blanding af Cecilie Bahnsens voluminøse signaturskørter skabt i stria-matelassé med feminine detaljer som flæser, sløjfer og pufærmer. Som noget nyt i år præsenterede designeren også lange nederdele i slankere silhuetter.

Noget, der ud over det overjordisk smukke show og de yndige kjoler, som stod i vidunderlig, skærende kontrast til den rå lokation, gjorde sig bemærket, var en særlig model, der åbnede showet.

Med kort, mørkt, krøllet hår, der fangede vinden på Refshaleøen, og iført sølvfarvede sneakers til en hellang, gennemsigtig hvid kjole med blondeapplikationer over et råhvidt sæt undertøj dukkede en datter af et 1990’er-ikon op.

cecilie bahnsen

cecilie bahnsen

Foto: James Cochrane / Copenhagen Fashion Week

Navnet Isadóra Bjarkardóttir Barney siger dig måske ikke så meget, men mon ikke navnet Björk ringer en klokke?

Isadóra er nemlig datter af ingen ringere end den islandske ‘Dancer in the Dark’-stjerne, der bestemt har gjort sig bemærket med sine tøjvalg op gennem 1990’erne. Mest mindeværdigt er hendes svanekjole, som hun bar til Oscar-uddelingen i 2001.

Isadóra Bjarkardóttir Barney, der er født i 2002, gjorde sin catwalk-debut i juli 2022 i en kampagne med Sydney Sweeney og Emily Ratajkowski for Miu Mius smykkelinje, og gik siden show for Miu Miu i oktober 2022.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.