Stil
9. december 2022

Kim Kardashian spottet i dansk design til under 1000 kroner

Det er efterhånden ikke en nyhed, at Kim Kardashian er glad for dansk design, og nu er hun igen spottet i tøj fra et upcoming dansk mærke, som du bør holde øje med.
Af: Rose Maria Boelsmand
kim kardashian

Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

Kim Kardashian har det seneste årti gået fra at være en velhavende reality-stjerne, som amerikansk Vogues Anna Wintour efter sigende nægtede adgang til det årlige Met Gala grundet mangel på stil, til at blive en stilbevidst, om end den outrerede af slagen, kvinde, der kuraterer kollektioner for Dolce & Gabbana, bliver muse for designere, gjorde sweatpants med croptops, høje hæle og designertasker til en ting og gang på gang får visse items til at gå udsolgt, efter hun har vist sig med dem.

Hendes modemæssige opblomstring har hun selv tilskrevet sin kontroversielle eks-mand, Kanye West, der trods sine aldeles håbløse holdninger ikke kan nægtes at have en interesse for mode.

Og i de år, hvor parret var sammen, smittede interessen af på Kim Kardashian. Og det var også gennem Kanye at hun fik en ny stylist, nemlig den tidligere model, Veneda Carter, der trods sit internationalt klingende navn faktisk er dansk.

Med Veneda Carters indtog i Kardashians liv kom også en stilmæssig revolution, og ikke mindst en markant øget mængde af dansk design i reality-stjernens garderobe – og endda ofte fra brands, der var så små, nye og nichede at mange herhjemme i Danmark endnu ikke havde hørt om dem endnu.

Således var Kim Kardashian blandt de første til at tage H2O Fagerholts populære ’Cream Doctor’ sweat-sæt til sig, ligesom hun også viste sig i OpéraSports asymmetriske ribtop, som blev udsolgt øjeblikkeligt efter Kims optræden.

Desuden har Kim Kardashian haft smykker på fra danske RagBag, ligesom der naturligvis også er masser af danske Ganni og Saks Potts i hendes klædeskab.

I 2020 fik Kim Kardashian – givet vis takket være Veneda Carter, der som få har fingeren på pulsen – øjenene op for endnu et dansk mærke, der dengang var så nyt, at vi på redaktionen knap havde hørt om det.

Mærket hedder Kerne.Milk, og blev etableret i 2019 af Marie Mark som en leg mellem mode og kunst, hvor alt er håndlavet, og hvert stykke derfor er helt unikt.

Og første møde var tydeligvis en succes, for nu er Kim Kardashian igen spottet i tøj fra Kerne.Milk i et af de nye afsnit af Kardashian-klanens reality-serie.

Sættet, som im Kardashian har på i klippet, er et af Kerne.Milks signatur-pieces, nemlig den asymmetriske ’Hole in a Tank Top’ som er sammensat af baner af brunt og sort tekstil, og matchende bukser, som tilsammen udgør et sæt, der er både komfortabelt og æstetisk.

Toppen, Kim Kardashian har på koster 900 kroner. Men skynd dig – alt hvad realitystjernen viser sig i, har det med at forsvinde fra hylderne hurtigt.

Artiklen blev første gang bragt på Elle. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også