
Linnea har en have på fjerde sal: Her er hendes gode råd til svære planteforhold

For at få privatliv og skærme lidt for den stærke sol og blæst i det høje, kan man sætte et bambuslæhegn op.
Foto: Tina Brok Hansen
At dyrke planter på en altan kræver andre forhold, end når planterne vokser i en have, hvor de kan danne dybe rødder og selv hente fugt og næring op. På altanen er planterne afhængige af, at vi vander dem og giver dem næring, siger Linnea Bertelsen, hvis altan på Frederiksberg er fire og en halv kvadratmeter stor, ligger på fjerde sal og vender mod syd, så planterne kan slikke solskin, men også nemt tørre ud.

Den frodige altan er en lille grøn oase i bylivet.
Foto: Tina Brok Hansen
De er vant til varme
For at få succes med sin have i det høje, er det vigtigt at vælge planter, der er tørketolerante eller ligefrem trives i varme og stærk sol, råder Linnea.
Især krydderurter som salvie, timian, merian og rosmarin er gode. De er fra middelhavsområdet og vant til varme. De sætter blålige blomster, og Linnea har valgt at køre deres og himlens farver videre i de øvrige blomster og altanens indretning.

Himlens farver går igen på stolen, bordet, de blå puder og hynderne.
Foto: Tina Brok Hansen
Hun har også lavet flere løsninger med multifunktioner, bl.a. vandrør, som giver støtte til slyngplanter, der gør altanen ekstra frodig at se på.

Linnea har bygget en multifunktionel bænk, der gemmer på to store murerbaljer med jord med planter. Bænkens låg giver skygge til rødderne, og planterne vokser op ad espalieret af ståltråd bagved.
Foto: Tina Brok Hansen
– Og jeg har også spændt en lyskæde og et hjemmesyet solsejl ud mellem rørene, fortæller hun og råder til at vælge høje slanke krukker til altanen.
– Krukker i plast fungerer godt på altanen, fordi man undgår frostskader – og så er de lette at bære op ad trapperne – det betyder meget, når man bor på fjerde, siger Linnea med et smil.
1. Perfekt hyggeplads i skyggen fra den grønne ”hæk” af kaprifolie og klematis.

Perfekt hyggeplads i skyggen.
Foto: Tina Brok Hansen
2. Figentræet er glad for varmen på altanen. Sorten ’Bornholm’ er hårdfør og selvbestøvende, så man kan få frugter med én plante.

Figentræet er glad for varmen på altanen.
Foto: Tina Brok Hansen
3. Staudesalviens violette blomster på lange stængler tiltrækker både sommerfugle og bier.

Staudesalvien tiltrækker både sommerfugle og bier.
Foto: Tina Brok Hansen
4. En flexvandslange, som kan blive længere, gør det nemt at vande i de varme sommermåneder.

En flexvandslange gør det nemt at vande.
Foto: Tina Brok Hansen
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 28/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Udvalgt indhold

Nogle dage tænker jeg, om mit liv ville se anderledes ud, hvis jeg blev medicineret. Men jeg er nervøs

Skilsmissen udløste en "total livskrise" for Tina. Så fik hun en god idé
