Midt inde i et imponerende blomsterhav gemmer Jane Hornbøll Wittrocks drivhuse sig. Hun har nemlig hele tre af slagsen, som hun bruger til forskellige formål.
– Vi bruger det store, hjemmebyggede orangeri som et ekstra uderum. Her spiser vi ofte aftensmad og drikker en kop kaffe sammen. Det er også her, jeg binder mine blomsterbuketter og kranse, fortæller Jane.
Det stemningsfulde uderum har af og til dannet ramme om buketworkshops, hvor Jane har givet sine teknikker og viden om blomster videre til deltagerne.
Jane er nemlig passioneret blomsterdyrker, og derfor har hun en kæmpe skærehave bugnende med de smukkeste sommerblomster. Alle blomsterne forspirer hun i det store orangeri, men især i havens lidt mindre drivhus.
– Om efteråret sår jeg de sommerblomster, der kan tåle kulde, i mit arbejdsdrivhus. Det er f.eks. ærteblomster, sommerriddersporer, kornblomster, jomfru i det grønne og kongekommen. Det gør, at de blomstrer tidligere på sæsonen, end hvis de først sås i foråret. Og for at strække blomstringen sår jeg de samme blomster igen i foråret, siger Jane.
Når alle blomsterne er sat i jorden på friland, kan du også finde spiselige afgrøder imellem blomsterrækkerne i Janes have. I mistbænken i skærehaven dyrker Jane især ranunkler om vinteren, men i højsommeren er den fyldt med krydderurter og små agurker.
Lidt af en samler
Jane er lidt af en samler og har gennem mange år fået skrabet mange vintagefund til sig, og de pynter nu i orangeriet.
– Jeg bruger også de mange gamle kander, terriner og krukker til at plante mine blomsterdekorationer i, fortæller Jane.
Midt på sommeren begynder de første bundter af blomster så småt at hænge ned fra loftet til tørring, og her begynder Jane samtidig at samle frø fra skærehavens blomster.
– Jeg udnytter mange af skærehavens blomsterfrø til at sikre næste års succes, men jeg bestiller nu også altid lidt nyheder. I løbet af vinteren holder jeg især øje med de lidt mere specielle frø på nettet, siger Jane.
1. En vintage høvlbænk fungerer som station for Janes egen høst af frø.
2. Buketten er bundet af hvide evighedsblomster, stolt kavaler i gul og rosa, gulerod, dild og skærmblomster, som giver den et let udtryk.
3. Jane dyrker så mange blomster selv, at hun kan fylde spandevis med blomster til at binde buketter af.
4. De gamle blomsterfakirer og glasholdere til dekorationer gør, at Jane kan undgå at bruge blomsterskum, som er dårligt for miljøet.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 18/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Se også
Bolig
Vejret er perfekt til årets første middag under åben himmel: Sådan dækker du et smukt bord