
Drømmer du om farver og duft i vinterhaven? Så er det her svaret

Fra skimmia til kejserbusk – få vinterhaven til at stråle med farver og duft.
Foto: Tia Borgsmidt
Fra november til marts er haven ofte brun og trist. Heldigvis kan man købe træer og buske, der trodser årstiden og sætter rosa eller lyserøde blomster eller bær i de kolde måneder. De er kærkomne lyspunkter i vinterhaven, så husk at dyrke dem på steder i haven, hvor du ofte kommer forbi, eller så du kan nyde synet af dem indefra.
Drømmer du om såvel farver som duft i vinterhaven, er kejserbusken et godt valg. Det er en løvfældende busk, der kan blive op til tre meter høj. Allerede i november kan de første blomster begynde at dukke op. Skimmia er en lille, stedsegrøn busk, der typisk bliver omkring en meter høj.

Synes du, at haven trænger til lidt kulør, kan du købe en skimmia i potte og plante den ud i en flot kurv.
Foto: Tia Borgsmidt
I løbet af efteråret kommer de rosa blomsterknopper, og de bliver på planten hele vinteren. Til foråret folder de sig ud og spreder en dejlig duft.
Den lille vårlyng er en dværgbusk, der ikke bliver mere end 25 cm høj. De dekorative klaser af hvide, rosa eller pink blomster viser sig i perioden fra december til april. Vil du nyde farver i højden i stedet, er oktoberkirsebær et iøjnefaldende træ i blomstringstiden, som begynder om efteråret. Du kan se blomster fra oktober til marts eller april.

Man tror næsten, at her er et kirsebærtræ, der er alt for tidligt i gang med blomstringen, men oktober-kirsebær har sin naturlige blomstring i løbet af efteråret og vinteren.
Foto: Tia Borgsmidt
De florlette blomster træder særlig tydeligt frem, fordi træet står uden løv i blomstringstiden. Og endelig får vintersnebolle masser af halvskærmformede toppe fyldt med knopper og blomster mellem bladene. Blomsterne er hvidlige med et charmerende rosa anstrøg.

Du kan drive grene fra haven i blomst, f.eks. grene af troldnød og lignende. Sæt dem i vand i enten én stor vase eller flere små glas. Tilbage er bare at nyde, hvordan de spreder forårsstemning i stuen.
Foto: Tia Borgsmidt

Da vårlyng er forholdsvis lille, ser den fin ud i en krukke eller altankasse.
Foto: Tia Borgsmidt

Navnet til trods blomstrer vårlyng også i løbet af vinteren.
Foto: Tia Borgsmidt

Vintersnebolle står længe med kuglerunde blomsterknopper med et fint rosa strejf, og stille og roligt begynder de at åbne sig. Sommetider kan du se både blomster og blåsorte stenfrugter på planten på samme tid.
Foto: Tia Borgsmidt

Den enkelte blomst hos kejserbusk er forholdsvis lille, men da der sidder mange sammen i tætte, lyserøde toppe, er de nemme at få øje på.
Foto: Tia Borgsmidt

Har du ingen have, kan du finde grene af prydkirsebær hos blomsterhandlerne.Sæt dem i store gulvvaser, hvis du har plads.
Foto: Tia Borgsmidt




