Stil
8. september 2016Før og efter: Fra gæstetoilet til smukt og indbydende badeværelse
Selv om ens badeværelse ikke er kæmpestort, kan det godt være smukt og indbydende. For Mette Kirstine Brinch og hendes familie var det drømmen om et badeværelse i yndlingsfarverne, der fik dem til at turde satse på et lavastensgulv i turkis, grøn og petroleum.
Af: Mette Kirstine Brinch
Styling: Mette Helena Rasmussen, Foto: Tia Borgsmidt
Hvem? Mette Kirstine Brinch, boligskribent og indretningskonsulent, Rune Kristensen, portfoliomanager, Julius på 9 og Alfred på 6 år. Hvad? Gæstetoilet forvandlet til lille badeværelse på 4 kvadratmeter. De fleste ville nok vælge et helt enkelt flisegulv til deres nye badeværelse, men ikke Mette Kirstine Brinch, der til daglig arbejder med boligindretning. Hun havde fra starten sat sig for, at gulvet skulle være lavastensfliser fra Made a Mano, lagt i sildebensmønster. Og hun var heller ikke bleg for at kaste sig ud i et mix af tre forskellige farver: lysegrøn, turkis og en mørk petroleum. – Jeg har altid elsket aquafarver, så jeg ved, at jeg aldrig vil blive træt af det gulv. Folk syntes, at jeg var modig, men for mig var det et helt naturligt valg. Jeg kan også godt lide, at ens gæster får sig en overraskelse, når de kommer ud på badeværelset, fortæller Mette Kirstine. Hun og hendes mand Rune er netop kommet igennem en større ombygning, hvor der blev prioriteret at lave et helt nyt badeværelse. Der blev derfor inddraget et stykke af det tidligere køkken, så det lille gæstetoilet fik flere kvadratmeter. Der blev lagt vægt på at lave indbyggede skabe og hylder, og at toilettet samt vask og armatur blev væghængte. Det giver rummet et helt enkelt look, og det flotte gulv får lov til at stå helt frit. Inde i brusenichen blev der også lavet en lille niche til shampoo og sæbe. Der blev valgt tekstiler i turkise farver, som matcher gulvet, ja, selv toiletbørsten og sæbedispenseren er mintgrønne. – Jeg kunne lige så godt gå all in, nu hvor jeg havde bevæget mig ud i et farverigt badeværelse. Og jeg elsker det. Det er simpelthen som at tage til en eksotisk tropestrand, hver gang jeg bevæger mig derud, siger Mette Kirstine og ler. LÆS OGSÅ: 8 gode råd, når du skal lave nyt badeværelse SE DEN FANTASTISKE FORVANDLING AF GÆSTETOILETTET I GALLERIET HERUNDER